Anklage: Foretningsmand var storimportør af kokain

PET har efterforsket usædvanlig stor narkosag. Andre implicerede er fængslet i Estland og Tyskland.

Et tæt og ellers loyalt netværk blandt kokainhandlere i den helt tunge klasse er tilsyneladende blevet revet i stykker af efterforskere i Politiets Efterretningstjeneste.

En forretningsmand er hovedpersonen i det anklageskrift, som chefanklageren i Københavns Politi har sendt til byretten. Her tegnes billedet af en mand, der gennem et par år arrangerede leverancer af kokain i ekstraordinært store mængder. 31 kilo kokain blev indsmuglet, mens et forsøg med yderligere 11 kilo gik i vasken, fremgår det.

De underordnede mænd i netværket sidder fængslet i bl.a. Estland og Tyskland, hvor to mænd er blevet dømt.

Den 35-årige mand risikerer at blive straffet med fængsel i helt op til 15 år, hvis retten finder beviser for forbrydelserne. Sagen er så omfattende, at den vil strække sig over tre måneder i København Byret. Den begynder 2. oktober.

/ritzau/