Anklage: Ejbøl hjalp Fogh til magten i 2001

To tidligere chefer på Jyllands-Posten anklager avisens fhv. chefredaktør, Jørgen Ejbøl, for at hjælpe Venstre under valgkampen i 2001. Det skriver Information.

Jyllands-Postens Jørgen Ejbøl kritiseres for dobbeltrolle. Foto: Ólafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere

Det var Rasmussen mod Rasmussen, da valgkampen rasede i 2001.

Lørdag den 17. november – tre dage før valgdagen – møder Anders Fogh Rasmussen (V) og Poul Nyrup Rasmussen (S) hinanden i en TV-duel på DR. Jyllands-Postens daværende journalistiske chefredaktør, Ulrik Haagerup, kan se, at Anders Fogh Rasmussen ved noget, som han ikke burde vide. Avisen har arbejdet på en række kritiske artikler om udlændinge, som er det dominerende tema under valgkampen. Artiklerne er endnu ikke udgivet, men alligevel bliver det under duellen tydeligt for Ulrik Haagerup, at Anders Fogh Rasmussen har et indgående kendskab til dem.

»Fogh brugte vores historie med en detalje­rigdom og på sådan en måde, at det satte Nyrup lidt skakmat og dermed gav en fordel til Venstre. Jeg spurgte mig selv: ’Hvor har han det fra?’ Vi havde jo holdt kortene tæt til kroppen,« fortæller Ulrik Haagerup, der i dag er nyhedsdirektør i DR, til Information. Her står han sammen med Jyllands-Postens daværende politiske chefredaktør, Carsten Juste, frem og anklager Jørgen Ejbøl for at have lækket historier til Venstre, som partiet kunne bruge aktivt i udlændingedebatten under valgkampen.

Ifølge Carsten Juste bekræftede Jørgen Ejbøl over for ham, at han direkte eller indirekte havde sørget for, at Venstre blev orienteret, og Juste delte tilbage i 2001 den viden med Ulrik Haagerup.

Jørgen Ejbøl selv afviser blankt anklagerne.

»Det er en gammel vandrehistorie. Nu som dengang mangler der dokumentation. Og det er der en grund til: Påstandene er aldeles usandfærdige,« skriver Jørgen Ejbøl ifølge Information i en mail til avisen.

De omtalte artikler har overskrifter som »Det store asylfup« og »Lille Danmark« og udkommer dagen efter TV-duellen, hvor Jyllands-Posten i lederen »Fremmedbyrden« blandt andet beskriver dem på følgende måde:

»Jyllands-Posten bringer i dag en ubehagelig beretning fra Libanon, som underbygger vores værste anelser: At misbruget af den danske kontanthjælp er sat i system, så danske bistandskroner fosser i en lind strøm til udlandet. Folk, der har opnået flygtningestatus her i landet og har fået overbevist de danske myndigheder om, at de er uarbejdsdygtige, tager tilbage til Mellemøsten og passer deres arbejde med den danske kontanthjælp som et klækkeligt løntilskud til hele familien. På trods af deres officielle flygtningestatus rejser de frit frem og tilbage. De danske myndigheder, der skulle gribe ind, skutter sig og anfører, at det ikke er deres opgave.«

Anklagerne mod Jørgen Ejbøl kommer efter, at han i biografien »Pansergeneralen« blandt andet betvivler Ulrik Haagerups ledelsesmæssige evner. Berlingskes tidligere chefredaktør, Lisbeth Knudsen, får tilsvarende ord med på vejen i bogen, hvor Jørgen Ejbøl også langer ud efter Jyllands-Postens forhenværende kulturredaktør, Flemming Rose, som i sin nye bog »De besatte« detaljeret fortæller, hvordan Jørgen Ejbøl forbød ham at udtale sig offentligt om en række emner i kølvandet på Muhammed-tegningerne. Både Carsten Juste og Ulrik Haagerup er ifølge Information blevet så provokerede af »Pansergeneralen«, at de nu vælger at fortælle om begivenhederne under valgkampen i 2001.