Anholdt selskabstømmer hjem til afsoning

Dansker anholdt i Frankrig skal hjem og afsone fængselsdom i selskabstømmersag, som han har indbragt for menneskerettighedsdomstolen.

Den 54-årige Henrik Hasslund er blevet anholdt i Cannes på den franske riviera efter at have været efterlyst internationalt i et par måneder, fordi han skal afsone en straf på to års fængsel for skyldnersvig til ni millioner kroner i en større sag om selskabstømning i Danmark.

Henrik Hasslund blev sammen med fem andre selskabstømmere i Østre Landsret i september 2004 idømt mellem to og fire års fængsel for at have tømt en række overskudsselskaber for værdier i begyndelsen af 1990'erne og have unddraget myndighederne et større trecifret millionbeløb.

Forsvarerne for de dømte selskabstømmere har skarpt kritiseret, at sagen har sneglet sig igennem systemet. Men en anmodning om at få sagen prøvet ved Højesteret er blevet afvist. Det oplyser politiassessor Susanne Bitsch, Københavns Politi, der var anklager i sagen. Siden har tre af de tre dømte i sagen - blandt andre Henrik Hasslund - anmodet om at få sagen indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

/ritzau/