Anholdt er højrefløjstalsmand

Den 43-årige mand, der blev anholdt efter en politiransagning i Hørsholm i går, hvor PET deltog, er angiveligt talsmand for højregruppen Danmarks Nationale Front. Politiet tager torsdag formiddag stilling til, om han skal kræves fængslet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flere medier peger på, at den 43-årige mand, der onsdag eftermiddag blev anholdt af Nordsjællands Politi i forbindelse med en ransagning i Hørsholm - hvor både PET og Hærens Ammunitionsryddere deltog - er et kendt ansigt i det højreekstremistiske miljø.

Den 43-årige LA var tilbage i 80'erne en del af venstrefløjen og bz-miljøet, men rykkede senere over på den anden side til miljøet omkring Dansk Front, skriver redox.dk. Og efter nedlæggelsen af Dansk Front fulgte han med til Danmarks Nationale Front, hvor han nu fungerer som talsmand eller en form for formand.

Sagen vurderes juridisk

Han er torsdag morgen fortsat anholdt af politiet, og Nordsjællands Politi regner med, at det i løbet af formiddagen bliver afgjort, hvorvidt den 43-årige skal fremstilles i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

- Sagen vil blive juridisk vurderet her til morgen, og så vil der blive taget stilling til det spørgsmål, siger Nordsjællands Politis talsmand Henrik Suhr til berlingske.dk.

Strømpistol, ammunition og porsche

Det var angiveligt et tip om våbenbesiddelse, der fik politiet til at ransage ejendommen på Ubberødvej i Hørsholm.

Ifølge Ekstra-Bladet blev der under ransagningen fundet en strømpistol, kanonslag, forskellig ammunition samt flere typer kemikalier, der var årsagen til, at ammunitionsrydderne blev tilkaldt. Desuden kørte politiet en Porsche uden nummerplader væk fra ejendommen.