To anholdt efter skud i Århus

Yngre mand skudt foran forretning i Århus. Gerningsmændene skød ud af vinduet på en bil og stak af. To er anholdt, og politiet leder efter flere.

Politiet i Århus har fået et gennembrud i jagten på dem, der tidligt fredag morgen fra en bil beskød en gruppe unge med et gevær foran 7-Eleven-forretningen på Frederiks Allé i Århus.

To mænd på 42 og 33 år er anholdt og vil lørdag formiddag blive fremstillet i et lukket grundlovsforhør i retten i Århus, oplyser vicepolitikommissær Richardt Jakobsen fra Østjyllands Politi i Århus.

Han vil ikke oplyse, hvad de sigtes for, og heller ikke udtale sig om den mulige baggrund for skyderiet.

Politiet leder efter andre mistænkte til skuddramaet, der udfoldede sig, da gerningsmændene i en bil kl. 05.12 kørte tæt forbi og stak et gevær ud af vinduet. En 22-årig mand nåede ikke at dukke sig og blev ramt i underarmen. Han er uden for livsfare.

Gerningsmændene affyrede i alt omkring otte skud.

/ritzau/