Kære alle.
Der ligger en skøn familierestaurant ikke så langt herfra. Den drives af to brødre og deres familier. Kvinderne laver mad, og brødrene og deres sønner og nogle fætre serverer.
Den ene bror bliver tidligt småberuset, og han ser det som sin primære opgave at charmere de kvindelige gæster. Så sætter han indledningsvis en lille hat på sned, fugter en finger på tungen og kører den hen over det tynde, grå overskæg hvorefter han fremtryller en lille blomst, som han overrækker genstanden for sin galante opmærksomhed.
Forbavsende nok ser det ud til at virke – i hvert fald først på aftenen – siden bliver hans engelske og hans gestikuleren mere og mere ufokuseret.
Det begyndte med, at vi forleden standsede foran restauranten, hvor jeg begyndte at studere spisekortet med udtalt skepsis. En af damerne kom ud og så os an.
»Var det ikke noget at komme med ind at se køkkenet?« tilbød hun.
»Ih, jo,« svarede jeg.
»Ikke dig! Din kone!« Derefter forsvandt de ud i køkkenet, og lidt efter hørte man dem le højt.
Jeg tog plads ved et af bordene og fortsatte mine studier af menukortet. Lidt senere kom min kone og damen fra køkkenet også tilbage.
»En øl og så vil vi gerne ...«
Hun tog menukortet fra mig og knaldede en blikspand med is på bordet foran mig. Ned i isen masede hun en lille flaske af den karakteristiske harpiksduftende hvidvin og derefter fulgte en liflig parade af små og lidt større retter af ypperste hjemmelavede kvalitet: Tzatziki (yoghurt med agurk og hvidløg), choriátiki (græsk salat med feta), kalamáres (dybstegte blæksprutter), bedstemors dolmádes (vinblade rullet med fyld af ris eller kød), keftedés (græske kødboller), gémista (fyldte peberfrugter) og så videre og så videre ...
Moussakaen (en slags græsk lasagne med kartofler og aubergine i stedet for pasta) var helt uimodståelig. Til dessert en klat af den fede yoghurt med honning.
Mens den ædruelige bror og repræsentationen af sønner og deres fætre havde travlt med de andre borde, indfandt den allerede berusede bror sig pludselig ved bordet og holdt med uigendrivelig charme en lille hvid blomst hen til min kone, anbragte den i hendes hår og uden at se sig tilbage trak han en stol fra bordet bagved ind under sig. De var heldigvis alligevel ved at gå.
»Huset giver en lille én,« sagde han og satte to tykke glas foran mig og hældte lakridsduftende alkohol halvt op i begge. Vi skålede og udvekslede elskværdigheder, mens det ene glas tog det næste.
Resten af aftenen står lidt uklart, men burde afgjort ikke have sluttet med en demonstration af, hvordan man danser zorba. Modtog dog et yderst spredt bifald. Værten var knap så imponeret.
»Zorba er ikke en dans,« sagde han tørt. »Zorba er et navn, men på den anden side var det dér jo heller ikke en dans.«
PS: Sollyset forekommer ekstremt skarpt i dag.