Anders Storrud

Død under fjendtlig beskydning den 16. oktober 2007, 34 år

Anders Storrud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Lorenzen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Yderst i den grønne zone, tættest ved fjendens linjer, ligger en dansk forpost. Den fik sit oprindelige navn efter et særegent dyr med et panserlignende skjold. Et dyr, som slet ikke lever i den del af verden: bæltedyret. Eller på engelsk: Armadillo.

Navnet blev valgt som en hyldest til den højest rangerende dansker, der er faldet i kamp siden Anden Verdenskrig: Anders Storrud. På en måde havde hele hans liv peget frem mod den skæbnesvangre eftermiddag i Helmand-provinsen, mandag den 15. oktober 2007, som efterlod 130 danske infanterister i chok og gråd. Anders havde været på vej dertil, lige fra han som toårig iført hønsestrik samlede en pind op hjemme i haven, kaldte den sin “pindstol”, sigtede mod sin mor, Liv, og sagde: “Bang, du er død.”

En af landets bedste

Liv Storrud er nordmand og rejste som ung til Danmark for at læse til sygeplejerske. Hendes førstefødte blev derfor norsk statsborger, hvilket han livet igennem var stolt af. Også selvom han måtte skifte sit statsborgerskab ud for at kunne trække i en dansk uniform. Anders har kun en enkelt gang set sin biologiske far – eller rettere; hans biologiske far så Anders en enkelt gang, da knægten var for lille til at forstå. Siden nægtede Anders at opsøge sit biologiske ophav ud fra logikken: “Når han ikke ville kendes ved mig, ønsker jeg ikke at se ham”. Anders Storrud var et meget konsekvent og firkantet menneske. Hvis han havde sat sig et mål i livet, gik han kompromisløst efter det. Af samme grund blev han dygtig til de ting, han brændte for. Og dét, han brændte allermest for, var at blive soldat. Han udviklede sig til at blive en af landets bedste.

Hans opvækst var bestemt ikke en åben invitation til at gå soldatervejen. Liv beskriver sig selv som pacifist i retning af Gandhi og ikkevold. Det var det, hun troede på: “Jeg var en flippet sygeplejerskeelev i hønsestrik. Det var dengang, hippier stadig var lidt på mode, og drenge skulle lege med dukker og ikke have pistoler.”

Det var derfor med nogen bekymring, hun så sønnen løbe rundt og sige “bang-bang-bang” med sin “pindstol” hjemme i haven. Han var et meget udadvendt barn. Han kunne tale med alle mennesker – og gjorde det. Da han var lille, gik han hen til de gamle damer i Humleby på Vesterbro og sagde “dav” til dem. “Når man møder verden på den måde, så bliver verden jo også sød ved en,” som hans mor siger.

Anders talte tidligt om, at han ville være soldat, når han blev stor. Den første pistol fik han, da moren mødte Carsten. Han var rettroende kommunist og ikke glad for krig, men mente nu alligevel, at drengen skulle have en rigtig legetøjspistol i stedet for at løbe rundt med en pind. Anders var pavestolt. Han sagde til alle, han mødte: “Vi har fået Carsten – han er min far.”

Carsten adopterede Anders og blev drengens nærmeste ven i opvæksten. De to kunne diskutere fodbold i timevis og tog på vandreture i Norge, hvor Anders talte fra morgen til aften, så Carsten måtte ryste ørerne, når de kom hjem.

»Esso«

Familien flyttede fra Humleby til et hus på Amager, hvor Anders’ to brødre, Simon og Asbjørn, kom til. Liv kunne tidligt identificere nogle træk hos Anders, som kunne udvikle ham til en samlende figur. I hans klasse var der tre Anders’er. Da Anders hed Storrud, blev han til Anders S, som i børnenes univers igen blev til Anders “Esso”. “Anders fandt på en masse sindssyge lege. En af dem var ’klassekamp’, som var en krig i skolegården. Han havde samlet klistermærker på en Esso-tank og klæbede dem på tøjet. Så blev han kendt som General Esso,” fortæller hans skolekammerat Laurits Laursen.

Anders var ikke leder i kraft af overlegen fysisk styrke eller en bisset fremtoning – tværtimod. Han sang første sopran og var en af de dygtigste solister i Københavns Drengekor. Det gav en del status. Men han var først og fremmest sjov og karismatisk og fuld af fis og ballade. Familien boede tæt på det, der i dag hedder Ørestad, men som dengang var et uspoleret landområde for raske drenge, der ikke var bange for at blive beskidte. Her legede Anders soldat med sine venner og mindre søskende. Med årene blev han interesseret i bøger om Anden Verdenskrig, og hans værelse blev fyldt med medaljer, hjelme, uniformer og flag. I det kommunistiske og pacifistiske barndomshjem var der ingen interesse for krig og militær. Det fandt Anders til gengæld hos sin morfar i Norge. Han forgudede morfaren, som under tyskernes besættelse havde været modstandsmand: “Anders havde kun hån tilovers for den danske indsats under Anden Verdenskrig. Det var ikke sådan, han forestillede sig, at man skulle forsvare sig. Han var stolt af sin morfar, som så den tyske panserkrydser Blücher blive sænket i Oslofjorden, og følte sig altid som nordmand,” fortæller Laurits Laursen.

Anders kom ofte hos sine bedsteforældre. I sine første år, da Liv var alene med ham, blev han ofte passet i Norge i flere måneder hen over sommeren, hvorfor han talte flydende norsk. Anders havde i det hele taget sprogøre og fik en nysproglig studentereksamen. Hans mor havde gerne set, at Anders var blevet sprogofficer, men det ønskede han ikke. Han ville ud og ligge i forreste række. Måske var det et oprør mod de kommunistiske forældre, gætter Laurits Laursen: “Selvom Carsten og Liv var meget tolerante, så havde de nogle hidsige diskussioner derhjemme. Det var hårdt for dem at have en søn, som tilbad forsvarsministeren.”

Ville være oberst

Anders Storrud var 20 år, da han mødte op for at aftjene sin værnepligt på Antvorskov Kaserne i Slagelse. Han blev bedt om at skrive, hvad han gerne ville. Han skrev, at han ville være oberst. Få måneder tidligere havde han mødt den 17-årige Susie Christensen ved en fest på Amager og var blevet stormende forelsket. Det unge par delte en altoverskyggende interesse, som Liv Storrud i dag betegner som en last: Susie og Anders var tilhængere af fodboldklubben FC København. De fik begge tatoveret klublogoet – en brølende løve – på læggen. Men Anders gik langt videre. Han og Susie boede senere i Rødovre. For at komme hurtigt hjem kunne man køre igennem Brøndby Kommune. Men Anders kørte konsekvent en længere og mere besværlig rute, så han undgik at køre ind i “fjendens” lejr. Han elskede sine venner og hadede sine fjender.

Susie var indstillet på, at hendes kæreste ønskede sig et liv som soldat, og militærkarrieren udviklede sig snart til én lang række af forfremmelser og udmærkelser. I januar 2002 blev Anders som nygift og nybagt far til Trine sendt ud på sin første internationale mission som delingsfører i Kosovo. Det var her, han fandt sin skytsengel, armadilloen, som fulgte ham resten af livet. Hans deling i Kosovo rådede over nogle gamle, pansrede mandskabsvogne, mens nabodelingen rådede over spritnye Piranha-køretøjer. I stedet for at ærgre sig, gjorde han en dyd ud af at hylde delingens gamle mandskabsvogne, som ligner bæltedyr. Han fik ligefrem lavet stofmærker med armadillo-tryk, som blev syet på hans uniform. I 2004 var der bud efter ham igen – denne gang i Basra i Irak. Eller rettere: Anders kunne ikke holde ud at have stillesiddende arbejde hjemme på kasernen. Han måtte ud igen. Derud, hvor livet ifølge ham var allerbedst: på slagmarken.

“Jeg havde gerne set, at han havde fundet en anden levevej. Men han kunne ikke tænke sig at være andre steder. Så jeg bakkede ham op. Jeg vidste, at han var en god soldat, og så var det dét, han måtte. Så måtte jeg som mor være bange, når han var i krig. Det måtte jeg lære at leve med,” siger Liv Storrud. Anders Storrud fik sværere og sværere ved at falde til ro, når han var hjemme. Han var nu blevet gift med Susie, og hun var ikke afvisende over for, at han tog ud på endnu en mission. Dagligdagen var ganske vist lettere, når de var to om alting, men det var, som om der manglede noget i hans liv. Susie har fortalt, at hendes mand ændrede karakter i de år. Han blev mere aggressiv i trafikken og udviklede en beskyttertrang over for sin familie. Han ville ikke sidde med ryggen mod vinduet, når de spiste. Og han bevæbnede sig med et baseballbat for at jage fremmede hunde væk, ligesom de i Irak havde skudt de vilde hunde.

Susie kunne mærke på sin mand, at han tørstede efter at komme af sted. Hun stillede den betingelse, at han gjorde hende gravid først. Hun ville have et barn mere. I Forsvaret blev der også truffet store beslutninger; Anders Storrud skulle lede sit eget kompagni i Afghanistan fra efteråret 2007, og i et år inden afgang trænede hans kompagni i både England, Kenya og i “Jylland, Jylland og Jylland”, som Susie ofte sagde.

Hun blev gravid. De fik en søn og var ikke i tvivl om, hvad han skulle hedde. Anders ville give ham et norsk navn, og da træneren i FC København var nordmanden Ståle Solbakken, var der ikke så meget at betænke sig på. Anders så dog så lidt til lille Ståle i hans første leveår, at drengen i dag ikke genkender sin far på billeder. Han var knap to år, da hans far den 8. august 2007 rejste til Afghanistan. Anders Storrud gik alene ud af døren i huset i Rødovre og vinkede farvel til børnene og Susie. Hun ville ikke med ud til lufthavnen. Hun hadede at sige farvel. Det var sidste gang, de så hinanden.

Kunne være gået hele vejen

“For mit vedkommende var det sværeste på hele missionen at miste Anders,” siger den øverstbefalende bataljonschef i Afghanistan på Hold 4, oberstløjtnant Kim Kristensen: “Havde Anders fået chancen, var han gået hele vejen og blevet forsvarschef.”

Det er ikke blot pæne ord, Kim Kristensen finder frem til anledningen. Han skrev næsten det samme i en intern bedømmelse tre måneder inden Anders Storruds død: “Ved første møde kan kaptajnen fremstå som en “fræk slagterhund”. Denne profil passer godt til kaptajnen i forbindelse med hans nuværende virke som kompagnichef. Han evner på fremragende vis at håndtere alle personelgrupper i kompagniet – og er meget vellidt. Omvendt kan officeren dog også fungere på “de bonede gulve”. Kaptajnen har en dybde og et refleksivt sind, som i forlængelse af ovennævnte kan overraske. Den styrke har ganske få, hvilket fremtidige chefer skal påskønne – og Forsvaret være opmærksom på.”

Han kunne se meningen

Anders Storrud fik aldrig chancen. I oktober 2007 planlagde og ledede han Operation Venus, som skulle ødelægge en fjendtlig mortérstilling og rense flere lokale bebyggelser for fjender. Om formiddagen den 15. oktober kørte danskerne på en mine og kom under voldsom mortérbeskydning. Anders Storrud gav ordre til tilbagetrækning. Flere af hans mænd havde været til fods i området, men søgte nu i sikkerhed i deres mandskabsvogne. Lugerne i vognene blev lukket en efter en. Men en enkelt stod endnu åben. Det var Anders Storruds egen. Fra sin pansrede vogn overvågede han tilbagetrækningen. Han stod med overkroppen oppe for at sikre sig, at alle hans mænd kom i sikkerhed, da en mortérgranat med et øredøvende brag slog ned tre meter til højre for køretøjet. Majoren gled bevidstløst ned fra lugen. Et sprængstykke var gået direkte igennem hans hjelm. Han kom aldrig til bevidsthed igen og blev erklæret død næste formiddag klokken 10.59.

Det var kun tre uger efter tabet af Mikkel Keil Sørensen og Thorbjørn Reese, og kompagnichefens død havde en lammende effekt i den danske lejr. Anders Storrud havde en særlig position blandt soldaterne. Flere af dem var udelukkende taget med til Afghanistan, fordi de skulle arbejde under hans kommando. “Enheden nægtede at tro, at Anders kunne dø,” fortæller Kim Kristensen: “Mens han lå såret, gik folk rundt og talte om, at han selvfølgelig ville komme tilbage. Jeg forsøgte i min tale til folkene at udtrykke, hvad vi alle sammen godt vidste, at Anders ville have sagt, hvis han havde været i mit sted: Vi skulle videre.”

Anders Storrud blev begravet fra Garnisonskirken. På hans hvide kiste lå et dansk og et norsk flag. I april 2009 blev Anders Storrud hædret med en parade på Frederiksberg Slot, da han lagde navn til et hold på Hærens Officersskole: Hold Storrud. Og Armadillo-lejren bar hans navn i to år. Ære og hæder stod i kø. Men var krigen værd at dø for? Til det svarer Liv Storrud: “Jeg tænker, at det er værd at dø for, hvis man kan se en mening med det. Og det kunne Anders.”