Anders Krab-Johansen har en fornemmelse af, at noget er ved at gå i opløsning.
Værdierne er gået tabt, mener han.
Den familie, som vi engang prioriterede højere end alt andet, passer vi ikke længere på.
»Når jeg kigger på, hvordan vi har indrettet os rundt om familierne, så ser jeg ikke noget, der støtter familierne,« siger han i »Pilestræde«. Udover at være koncernchef hos Berlingske Media – og dermed øverste chef og udgiver for blandt andre Berlingske, B.T. og Weekendavisen – er Anders Krab-Johansen bogaktuel med »Fri os fra den værdiløse borgerlighed«.
Det er de borgerliges eget ansvar, at det er gået sådan, mener han.
For dem, der ikke ønsker at gå en borgerlig vej med familiepolitikken, kan man ikke klandre for, at udviklingen går en anden vej.
Men de eneste i den borgerlige fløj, som Anders Krab Johansen hører tale om familiepolitik, er De Konservative. De andre borgerlige partier har forsømt dette område, siger han i podcasten.
Venstre: Fristet af strømninger
Anders Krab-Johansen har brugt en masse energi på at skrive netop det kapitel i hans bog, der handler om familien. Han har skrevet og »smidt det ud et uendeligt antal gange«.
Han mener nemlig, at de borgerliges holdninger til familiepolitik hurtigt kan blive set som et angreb på enlige, homoseksuelle »og folk, der vælger andre familieformer«.
Men det er ikke det, han vil, forsikrer han.
Han mener dog ikke, »at man kan sige, at en familie er alting«, og han er klar i spyttet, da han bliver spurgt til regeringens konkrete politik om »at anerkende medfaderskab i forbindelse med barnets fødsel«.
»Det er at nedbryde det monogame samfund, som igen er meget, meget fundamental i den måde, vi er på,« siger han og understreger, at han mener, at flere end to forældre er bigami, noget han tidligere har sagt til Berlingske.
Derfor er han heller ikke i tvivl om, hvad han mener om Venstres familiepolitik på det punkt.
»Det, som jeg oplever hos Venstre på det værdimæssige, det er, at de fører venstreorienteret værdipolitik med forsinkelse. Det er nok den bedste beskrivelse på det.«
»I sådan et forsøg på at blive mere moderne og byorienteret, så glider man med der,« forklarer han.
Generelt »mangler der en eftertanke hos mange borgerlige – især inde i det politiske system«.
Så folk, der mener noget andet end dig i det borgerlige system, har ikke tænkt sig om?
»Jeg tror mere, at det er den politiske del af det borgerlige – når vi går ind og snakker partierne. Det tror jeg er en af mine tilbagevendende pointer: Partier har det formål til at tage magten. Det vil sige, at man skal tale ind i den virkelighed, der er derude, for at få flest mulige stemmer for at få magten – så simpel er politik. Der tror jeg nogle borgerlige er blevet fristet af nogle strømninger, der er i samfundet.«