Anders Fogh på en knivsæg

Normalt er det en grundregel for politikere, at de netop ikke angriber store, magtfulde medier, for de fleste ved instinktivt, at de taber, og at medierne ofte får det sidste ord

Anders Fogh Rasmussen ved, at han står på en knivsæg efter sin kritik af DR.

Sagen kan komme ud af kontrol og ende som et tilbageslag. Men Fogh kan også komme ud som vinder af den historiske duel, hvor han som regeringschef i meget direkte vendinger har kritiseret Danmarks Radio for at have lanceret grove beskyldninger mod regeringen på et fejlagtigt grundlag.

Normalt er det en grundregel for politikere, at de netop ikke angriber store, magtfulde medier, for de fleste ved instinktivt, at de taber, og at medierne ofte får det sidste ord.STATSMINISTERENS KRITIK MOD DR var da heller ikke planlagt eller udslag af en gennemtænkt strategi. Han sagde simpelthen, hvad hjertet var fuldt af, da han blev passet op og spurgt af Berlingske Tidende.

For at forstå Foghs reaktion, skal man kende stemningen i regeringen. Hos centrale ministre er der dyb frustration over, hvad man opfatter som en urimelig DR-dækning. Og her taler vi primært om dækningen i TV-Avisen.

Finansminister Thor Pedersen og indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen mener, at TV-A i efteråret gennemførte en ensidig journalistisk dækning af protesterne mod kommunernes økonomi, og især Lars Løkke har klaget over, at basale økonomiske fakta ikke blev formidlet. Bertel Haarder følte sig for nylig dårligt behandlet, da der var premiere på det nye Søndagsmagasin. Og endelig er Anders Fogh og Søren Gade vrede over det omstridte dokumentarprogram »Den Hemmelige krig« og TV-Avisens efterfølgende dækning af sagen om udleveringen af de afghanske fanger. Fogh og Gade er kun blevet bestyrket i deres opfattelse efter, at Nyhedsavisen har afdækket journalistiske fejl i dokumentaren og hos TV-A.PÅ CHRISTIANSBORG HAR Foghs kritik delt vandene.

I VK-partierne og Dansk Folkeparti roses statsministeren. Her føler man, at Fogh i dén grad har ret i sin kritik, og at DR bør stå til regning, når stationen begår fejl eller gør sig skyldig i en dækning med politisk slagside.

I oppositionen reagerer man til gengæld med massiv afstandtagen og beskylder Fogh for at misbruge sin magt i et forsøg på at presse statsradiofonien til at indføre selvcensur. Flere oppositionspolitikere taler om Berlusconi-tilstande i et forsøg på at kæde Fogh sammen med mediemogulen, den tidligere premierminister Silvio Berlusconi, som via sine tv-stationer kunne styre en stor del af den politiske dækning i Italien. De ser samtidig Fogh som en mand, der skyder på budbringerne og ønsker kontrol med medierne.

Så hårdt står fronterne på Borgen her og nu, og det bliver uhyre afgørende hvem, der til sidst ender med at vinde kampen om virkeligheden i vælgernes bevidsthed.I DE KOMMENDE DAGE bliver det derfor vigtigt for Fogh at holde fokus på den konkrete sag - det vil sige dokumentaren og TV-Avisens dækning - og fastholde, at der er sket fejl. På det grundlag har han mulighed for at overbevise tvivlrådige vælgere om, at oppositionen har brugt et dokumentarprogram behæftet med fejl til at drive heksejagt på især forsvarsminister Søren Gade, som gang på gang er blevet opfordret til at gå af som minister. I den forbindelse har særligt Mogens Lykketoft været en så aggressiv kritiker, at man helt ind i venstrefløjens rækker udtrykker bekymring over, at den tidligere S-formand overspiller sagen.HVIS FOGHS KRITIK derimod udvides til at blive et frontalangreb på hele DR's journalistik, kan det give voldsomt bagslag. Kritikken af DR som værende rød og venstreorienteret vinder næppe genklang i store dele af befolkningen, men vil tværtimod kunne få mange til at tage afstand. Når de ser TV-Avisen, overværer debatprogrammer eller lytter til radio, føler de sig i gode hænder hos DR.

Da kulturminister Brian Mikkelsen i 2003 åbnede en ny front i regeringens kulturkamp og beskyldte journalisterne i DR - særligt på P1 - for at være venstreorienterede og føre anti-amerikansk propaganda tilbage i 1970'erne, viste målinger, at han var ude af samklang med langt de fleste vælgere.

I V, K og DF vil mange gerne blæse til generalangreb på DR.

Sker det, risikerer Fogh at tabe sin sag.Leder, Magasin / 20