Anders And-forside meldt til politiet

Forbrugerombudsmanden politianmelder Den Blå Planet, Egmont og en tidligere chefredaktør for skjult reklame.

Udsnit af forsiden af det Anders And-blad, der er nu blevet meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden for skjult reklame. Se den fulde forside i bunden af artiklen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En forside på et Anders And-blad fra november 2013 får nu forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen til at melde Den Blå Planet, Egmont Publishing Kids og en tidligere chefredaktør på Anders And-bladet til politiet for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod skjult reklame.

Det er første gang, Forbrugerombudsmanden politianmelder virksomheder for skjult reklame rettet mod børn og unge, oplyser institutionen i en pressemeddelelse. Sagen handler om forsiden på Anders And-blad nummer 46 fra 14. november 2013, som udgives af Egmont Publishing Kids.

Forsidetegningen viser Rip, Rap og Rup, der sidder på en hammerhaj, mens Anders And holder fast i hajens hale.

Nederst på siden er bygningen til Den Blå Planet vist. Øverst på forsiden er der et smalt, blåt felt med et billede af en haj, teksten »Vind med Den Blå Planet« samt logoet for Den Blå Planet. Der er ikke brugt ord, der viser, at forsiden er reklame for Den Blå Planet.

Inde i bladet er der en historie om »Andeby Akvarium« og en haj.

Både Den Blå Planet og Egmont Publishing Kids erkender ifølge Forbrugerombudsmanden, at hele den pågældende forside var en reklame for Den Blå Planet. Selskaberne mener dog, at det var klart for børn og unge, at der var tale om reklame.

Den holdning deler forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen ikke.

»Der er efter min vurdering tale om en overtrædelse af forbuddet mod skjult reklame. Den Blå Planet og Egmont får blandet betalt og redaktionelt indhold godt og grundigt sammen, så det er umuligt for børn at se, at det er en reklame. Derfor politianmelder vi dem,« siger hun i pressemeddelelsen og tilføjer:

»Der gælder særligt skrappe krav til, hvor tydelig det skal fremgå, at der er tale om reklame, når målgruppen er børn og unge. Da Anders And-bladet er et medie, der primært henvender sig til børn, er sagen alvorlig.«

Forbrugerombudsmanden har taget sagen op af egen drift, efter den blev omtalt i medierne tidligere på året.

Forsiden af dette Anders And-blad er nu blevet meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden for skjult reklame. Fold sammen
Læs mere