Det svenske kampfly fra Saab, Gripen, bliver ikke Danmarks næste kampfly. Den svenske regering, der står for eksporten af forsvarsmateriel fra Sverige, besluttede ikke at aflevere det endelige svenske tilbud til Danmark, da fristen for aflevering udløb klokken 12 mandag.
Den officielle begrundelse fra den svenske regerings eksportorganisation, Försvarsexportmyndigheten FXM, er uklar. I en pressemeddelelse ud på eftermiddagen mandag oplyser FXMs generaldirektør, Ulf Hammarström, blot, at beslutningen bygger på en »samlet bedømmelse, som staten og industrien har foretaget i fællesskab«.
Ifølge Forsvarsministeriet har den svenske generaldirektør i et brev til ministeriet takket ministeriet for en »god og åben dialog« undervejs.
Flere kilder med nært kendskab til processen og til Saab siger, at Saab mistede troen på at kunne vinde, da de havde læst udbudsmaterialet fra Forsvarsministeriets projektkontor for flykøbet. Udbudsmaterialet kaldet »Request for Binding Information, RBI« blev sendt til de interesserede flyproducenter og deres respektive regeringer 10. april i år. I materialet opstiller Forsvarsministeriet en række kriterier, som vil afgøre, hvilken flytype embedsmændene vil anbefale politikerne at købe. Et af kriterierne handler om det sikkerhedspolitiske aspekt i tilknytning til flykøb; eller sagt med andre ord: Hvor får Danmark den største sikkerhedspolitiske gevinst ud af flykøbet? Er det Sverige som Gripen-producent, er det Tyskland og Storbritannien som producenter af Eurofighter, eller er det USA med Joint Strike Fighter (F/35) og Super Hornet (F/18), der giver Danmark den bedste sikkerhedsgaranti? Danmarks alliancepolitik er altså en del af flykøbet, men hvor meget, dette kriterium vejer i det samlede regnestykke, har svenskerne angiveligt ikke fået klare svar på.
»Da svenskerne tabte i den norske kampflykonkurrence i 2008, hvor det amerikanske Joint Strike Fighter vandt, følte svenskerne sig snydt, så vandet drev ned ad væggene. Da de læste det danske udbud, fandt de mange lighedspunkter med det norske udbud. Den danske RBI indeholder elastik i metermål og ingen indikation af, hvordan kriterierne vægtes,« siger en kilde.
En anden kilde, ligeledes med nært kendskab til processen, siger på samme måde, at »der er for mange kattelemme i den danske RBI«. Ifølge denne kilde er det muligt at vinde på alle øvrige kriterier og alligevel tabe, hvis man ikke kommer bedst ud i det sikkerhedspolitiske kriterium.
Kampfly er blevet beskrevet som et lands »største sikkerhedspolitiske hammer«, fordi topmoderne fly kan indsættes hurtigt, skaffe hurtige resultater og endda vinde mindre krige som i Kosovo i 1999 og Libyen i 2011. Derfor er det afgørende vigtigt, hvem der bygger denne store hammer, og hvem man tror vil og kan vedligeholde og videreudvikle denne hammer i de næste 30-40 år.
Derfor har Danmark med svenske Draken i 1970erne som undtagelsen stort set købt amerikanske fly siden sidste verdenskrig.
Intet i det hidtidige forløb tyder på, at Danmark er parat til at udskifte alliancepartneren USA med Europa og slet ikke med Sverige. Allerede da daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S) i slutningen af 1990erne fik Danmark ind i kredsen af lande, der samarbejder om udviklingen af Joint Strike Fighter, lå det egentlig klart, at det amerikanske fly er favoritten.
Det er blevet dyrere end planlagt, og fordi det stadig er under udvikling, støder det indimellem på tekniske problemer som for nylig, da en motorbrand udløste flyveforbud for de flere end 100 fly, der indtil nu er bygget. Men projektet kører videre, og to af de lande, som Danmark har samarbejde med om F16-kampflyet, nemlig Norge og Holland, har allerede besluttet sig for Joint Strike Fighter. Uanset at forsvarsminister og forsvarsordfører fastholder, at der er tale om en åben konkurrence, anses flyet af stort set alle med kendskab til kampfly som klar favorit i Danmark.
Amerikanerne er ikke underlagt de samme stive krav om modkøb som de øvrige flyproducenter, men alligevel har den amerikanske producent, Lockheed Martin, i de seneste år placeret milliardordrer hos især den danske virksomhed Terma. Da den danske konkurrence blev officielt indledt i 2005, undlod den franske flyproducent, Dassault, at deltage. Virksomheden sagde ligeud, at de ikke ville bruge tid på en konkurrence, som de anså som vundet af amerikanerne på forhånd. Senere sprang det fælleseuropæiske Eurofighter, der ledes af Airbus-selskabet, også fra.
Begrundelsen var den samme som franskmændene. Men efter nogle år udenfor genvandt Eurofighter troen på, at der trods alt er en chance og afleverede sit endelige tilbud til Forsvarsministeriet mandag kl. halv tolv. Eurofighters danske repræsentant, Lars Illum Jørgensen, siger, at det svenske frafald ikke ændrer Eurofighters bedømmelse af konkurrencesituationen.
Alt i alt er den svenske exit ikke overraskende. Det mest overraskende er i virkeligheden, at den ikke indtraf for længe siden.