Analyse: Kvantespring med snubletråde

Fra i dag tager regionerne fat på at give danske kræftpatienter en langt hurtigere og mere effektiv behandling, end de hidtil har været vant til. Sådan lyder løftet, og der lyder også optimistiske toner. Men det er gået skævt før.

Nu er det nu.

Fra i dag lover regionerne, at der max. må gå 48 timer, før arbejdet med at stille diagnosen og finde den rette behandling går i gang, når danskerne henvender sig til deres egen læge med begrundet mistanke om at lide af lunge- eller hoved-halskræft.

I løfterne ligger også, at hele forløbet skal foregå langt hurtigere og mere effektivt, end det hidtil har været tilfældet. For lungekræftpatienter skal det samlede forløb f.eks. ned på 12 dage mod 42 dage i dag.

Det er et veritabelt kvantespring i indsatsen for danske kræftpatienter, der nu bliver rullet ud, lyder det fra regionernes formand Bent Hansen (S).

Man har hørt det før. Gennem snart adskillige år er der hvert år afsat flere hundrede mio. kr. til indkøb af apparatur. Der er lavet to kræfthandlingsplaner, og igen og igen har politikere i Folketinget og i regionerne bedyret, at nu skal det være slut med de lange ventetider.

Alligevel bliver der ved med at dukke ubehagelige tal op om urimeligt lange ventetider, og selv om der er sket fremskridt, er der stadig betydelig flere, der dør af kræft i Danmark end i en række andre europæiske lande.

Denne gang kan man håbe på, at optimismen bliver mere substantielt funderet i virkeligheden – og at kræftpatienterne virkelig kommer til at opleve det løft i behandlingen, som alle er enige om, at der er brug for.

I Kræftens Bekæmpelse tror man på det. Formanden Frede Olesen mener, at det »ledelsesmæssige fokus« på opgaven er langt stærkere end tidligere, og at der både »politisk, i embedsværket og ud i regionerne« er den fornødne forståelse og vilje til gøre, hvad der skal til for at opnå bedre resultater.

Statsminster Anders Fogh Rasmussen (V) har også sat sin personlige prestige ind på at få forbedret kræftbehandlingen. Han lancerede selv kravet om, at kræft skal behandles som en akut sygdom. Den konservative formand Bendt Bendtsen har også sat emnet øverst på sin dagsorden, og bredt i Folketinget forekommer der at være en betydelig vilje til, at det skal lykkes denne gang, koste hvad det vil.

Stadig er der dog et betydeligt antal hurdler, der skal forceres – og der er også uenigheder mellem centrale aktører, der skal høvles væk.

Først og fremmest er der den anstrengte personalesituation. Der mangler et stort antal speciallæger og sygeplejersker. Antallet af kræftpatienter stiger konstant, og der kommer hele tiden nye behandlinger og ny, dyr medicin, som kan hjælpe stadig flere patienter.

I regionernes oplæg er der heller ikke umiddelbart lagt op til, at den såkaldte efterbehandling – kemo- og strålebehandling – skal være omfattet af kravet om ingen unødig ventetid. Her er kapacitetsproblemerne således så betydelige, at det begrænser mulighederne for at reducere ventetiderne her yderligere på kort sigt, vurderes det.

Man skal også finde ud af, hvad der skal udløse de hurtige, akut-agtige forløb. Her tales der om, at de praktiserende læger skal trykke på den »røde knap« ved at udstyre patienter med en »obs. pro cancer-diagnose«, når der er fagligt begrundet mistanke om kræft. I de tilfælde, hvor der ikke er tale om en begrundet mistanke, kan der nok blive tale om at undersøge de pågældende, men i et noget mere adstadigt tempo.

Men frygten er, at det kan blive utroligt svært at foretage den sortering, og at der vil blive trykket på den røde knap for stort set alle, der henvender sig - med det resultat at hele systemet simpelthen sander til.

Der er også et udestående omkring, hvordan man skal overvåge og sikre, at den øgede indsats virker efter hensigten. Regionerne mener, at der skal opstilles mål for, hvor lang tid det samlede forløb – fra henvendelse over udredning til behandling – skal vare, mens Sundhedsstyrelsen er mere lun på at indføre tidsfrister og målepunkter undervejs for de forskellige led i forløbet.

Kræftens Bekæmpelse har også bebudet, at man vil bruge store ressourcer på at overvåge, om ventetiderne nu rent faktisk falder og holder sig indenfor de fastsatte frister.

Der er således en vis mistro mellem de implicerede parter, som godt kan komme til at skabe problemer.

Det er med andre ord et kvantespring med truende snubletråde.