Analyse: Geertsen vandt ikke københavnernes tillid

Borgmester Martin Geertsens (V) ambition om at vinde københavnernes tillid gennem politiske resultater slog fejl, og derfor er der en vis logik i hans pludselige exit. Nu begynder spillet om at finde Geertsens afløser.

Martin Geertsen beslutning om at forlade posten som leder af Venstre i København og sin post som kultur- og fritidsborgmester er på en gang overraskende og logisk. Overraskende fordi det blot er to år siden, at han overtog lederskabet fra Søren Pind og dermed dårligt kan siges at have givet sig selv og partiet en reel chance for at komme til hægterne efter vælgerlussingen tilbage i 2005.

Men samtidig er beslutningen logisk. Martin Geertsens strategi var fra begyndelsen at bryde med Søren Pinds meget konfrontatoriske linje over for Socialdemokraterne. I stedet ville Geertsen søge politisk indflydelse og kompromiser. Hans erklærede mål var at skabe politiske resultater og gennem dem overbevise københavnerne om, at Venstre kunne være et reelt alternativ til S-styret.

Umiddelbart kom Martin Geertsen fint fra start. Venstre indgik et bredt budgetforlig med overborgmester Ritt Bjerregaard (S), hvor partiet satte klare fingeraftryk og reelt accepterede planen om billige boliger. Men siden har det mildest talt været så som så med både resultaterne, kompromiserne og det samarbejdende bystyre. Enigheden om byggeri på Kløvermarken faldt til jorden, Tivolis højhus faldt til jorden, en reform af biblioteksvæsnet faldt til jorden og forløbet omkring Jesper Schou Hansen og beskyldningerne om korruption har gjort forholdet mellem S og V iskoldt. Hos Venstre føler man ikke, at man kan stole på Ritt Bjerregaard overhovedet hos Socialdemokraterne føler man, at Venstre bevidst obstruerer socialdemokratiske forslag.

De manglende resultater og manglen på udsigt til at ryste jorden under Ritt Bjerregaard samt en oprigtig lyst til at prøve kræfter med andet end politik har ført Martin Geertsen til beslutningen om at sige stop. Og at Martin Geertsen heller ikke har ambitioner om at fortsætte sin politiske karriere på Christiansborg understreges af, at han mindst tre gange senest for få måneder siden har afvist konkrete tilbud om opstilling til Folketinget.

Normalt ville en partileders afgang pr. automatik føre til interne magtkampe og beskidte tacklinger blandt gruppen af kronprinser og kronprinsesser. Men når det gælder Venstre i København, kan det vise sig at blive mindst lige så svært at finde en afløser for Martin Geertsen i hvert fald en kompetent en slagsen som det er for kommunerne af få besat en ledig stilling som social- og sundhedsassistent. Årsagen skyldes to ting: Dels synes talentmassen i Venstres syv mand store gruppe i Borgerrepræsentationen ikke at nå uanede højder, og dels bliver det svært at tiltrække store politiske navne fra f.eks. Christiansborg, da udsigterne til V-succes i Ritt Bjerregaards København må betragtes som mildt sagt vanskelige.

I Venstres gruppe på rådhuset er det umiddelbart kun skoleordfører Pia Allerslev og gruppeformand Martin Hirsch, der har tilstrækkelig politisk tæft til at sætte sig i borgmesterstolen. Spørgsmålet er imidlertid, om de vil, ikke mindst set i lyset af, at Ritt Bjerregaard efter alt at dømme genopstiller til kommunalvalget i slutningen af 2009. Dermed kan der tidligst forventes »normale« politiske tilstande i København om godt seks år, hvilket er en ualmindelig lang ventetid for enhver politiker.

Alternativerne til Allerslev og Hirsch er Lars Dueholm og Jesper Schou Hansen, der i høj grad begge har ambitionerne om at komme til tops, men næppe kommer det. Lars Dueholms problem er, at han blot er suppleant i Borgerrepræsentationen og generelt ikke står stærkt i baglandet. Schou Hansens problem er, at han efter NCC-sagen i brede kredse betragtes som en politisk deltidsbandit, der umuligt kan vinde vælgernes tillid selv om der aldrig kom en sag ud af beskyldningerne om korruption.

En anden og mere oplagt mulighed for Venstre er at stille med en erfaren politisk sværvægter, der både politisk og i forhold til gennemslagskraft kan matche Ritt Bjerregaard. Vedkommende kan dog tidligst indtage posten efter næste valg hvis der overhovedet findes politiske profiler, der vil give sig i kast med et projekt, hvor risikoen for fiasko er utallige gange større end chancen for succes. Undervisningsminister Bertel Haarder har gennem længere tid været et varmt navn på rygtebørsen, men han synes ikke at være interesseret. Og i og med at Venstre sidder i regering, er der næppe heller andre markante V-topfolk, der har lyst til at rykke ind på Københavns Rådhus. De bedste sidder allerede på ministerposter, de næstbedste håber at komme til det.