Analyse: Fogh og Bendtsen spiller skattekortet

Det centrale spørgsmål er, om skatteplanen også ender som en sejr for regeringen?

Når regeringens nye plan for skattelettelser til ti milliarder kroner præsenteres klokken 12.00, vil smilet hos den konservative leder Bendt Bendtsen være bredt.

Efter en lang og sej kamp er det lykkedes for Bendtsen at få den skatteplan, som de Konservative har kæmpet for i flere år.

Det centrale spørgsmål er, om skatteplanen også ender som en sejr for regeringen? Én ting er sikkert: Både Bendt Bendtsen og statsminister Anders Fogh Rasmussen skal udfolde al deres pædagogiske talent, når de skal overbevise skeptiske vælgere om det rigtige i at gennemføre skattelettelser på et tidspunkt, hvor mange instinktivt køber det socialdemokratiske argument om, at hver en krone skal bruges på velfærd.

I forhold til den offensiv, som regeringen skal ud i, har optakten ikke været optimal. Som bekendt har Fogh og Venstres ledelse længe været skeptiske over for skattelettelser. Deres frygt har hele tiden været, at de dermed ville forære Helle Thorning-Schmidt en sidste chance for at komme ind i kampen om regeringsmagten.

Fogh måtte imidlertid erkende, at han ville stå over for en alvorlig regeringskrise og en indre splittelse i VK-samarbejdet uden et kompromis om skattelettelser med sin nære regeringspartner.

PÅ VENSTRES SOMMERTRÆF forleden gjorde Fogh det for første gang klart, hvordan han mente, at principperne for en skatteplan skulle se ud: Skattelettelserne skulle bygges oven på skattestoppet, der fortsat skal være en hjørnesten i regeringens økonomiske politik, lettelserne måtte ikke føre til en overophedning af dansk økonomi, og endelig skulle skattelettelserne designes med en social profil, så de først og fremmest ville gøre det mere attraktivt for lavtlønnede at gå fra overførselsindkomst til job.

Der var blot et enkelt problem. Bendtsen blev taget på sengen.

Den konservative leder var overbevist om, at han sammen med Fogh var midt i fortrolige forhandlinger, hvor de to i fællesskab skulle formulere indholdet i en skatteaftale, og han var uforberedt på Foghs meldinger.

Bendtsen indledte en modoffensiv i medierne, hvor han fastslog, at danskere med højere indtægter også skulle have glæde af kommende skattelettelser.

Indtil i går så dette mellemspil mellem regeringens to frontfigurer ud til at kunne spolere den systematiske forberedelse til valgkamp, som Fogh har arbejdet på i de sidste måneder.

Med den nye fælles skatteplan er roen oprettet på de indre linjer. En potentielt livsfarlig strid er løst, og både Venstrefolk og konservative vil nu kunne stå skulder ved skulder i en hård valgkamp. SPØRGSMÅLET ER, om vælgerne også er klar til en sådan valgkamp.

De seneste døgns forhandlinger mellem Fogh og Bendtsen har vakt minder om de forløb, som Fogh ellers lægger så massiv afstand til. Han har således ofte fortalt, at han ikke vil drive politik som i de gamle dage, hvor politikere i sene forhandlinger og i røgfyldte lokaler finder frem til løsninger, som de pludselig præsenterer for en uforberedt befolkning.

Problemet for Fogh og Bendtsen er, at de ikke har forberedt vælgerne godt på den nye skattepakke. Nok har der længe været debat om det ønskelige i at sænke skatten på arbejde, meget ofte har de centrale Venstre-ministre haft rollen som dem, der har skudt skattelettelserne ned.

Derfor står regeringen nu over for en krævende kommunikationsmæssig ufordring:

Dels skal Fogh og Bendtsen overbevise danskerne om, at der rent faktisk er råd til skattelettelser. De kan gøre det med henvisning til, at de har fundet en finansiering, at de ikke vil bruge af råderummet til velfærd, og at deres skatteplan oven i købet får en attråværdig grøn profil. Alligevel kan det blive op ad bakke for de to ministre, som kommer til at stå over for mange vælgere, som snusfornuftigt vil sige, at der umuligt kan være råd til både at investere massivt i velfærd og give skattelettelser oveni.

Dels skal de kunne forklare, at deres skatteplan er den bedste vej til at sikre et øget arbejdsudbud, så der bliver flere hænder og hoveder til at udføre arbejdet i den offentlige og private sektor. Også her venter en udfordring i forhold til de vælgere, som ikke umiddelbart kan se, hvordan skattelettelser øger arbejdsudbuddet.

For udfaldet af en kommende valgkamp bliver det afgørende for Fogh og Bendtsen at vinde disse diskussioner, for hvis Thorning får held med sit enkle budskab om mere velfærd som partiet ganske vist ikke har fremlagt skyggen af finansiering for vil regeringen komme i defensiven.

Meget står på spil. Skattekortet er spillet, og i forhold til store vælgergrupper vil det langt fra være et trumfkort. Regeringen vil blive sårbar for angreb fra især S og SF, men omvendt har den mulighed for at få støtte fra både Ny Alliance og de Radikale. Netop de to midterpartier er positive over for skattelettelser og er dybt skeptiske over for det socialdemokratiske velfærdsudspil, som ikke giver svar på, hvordan der skal findes hænder til at udføre alle de forbedringer, som S-ledelsen gerne vil indføre i den offentlige sektor.