Amnesty vil have sex med samtykke: Læs her, hvad det vil betyde for dig

Seniorrådgiver fra Amnesty International, Helle Jacobsen, forklarer, hvordan du skal agere i soveværelset, hvis den danske voldtægtslovgivning bliver samtykkebaseret.

»Samtykke er simpelt: Hvis du er i tvivl, så spørg om din partner er med på den. Hvis du stadig er i tvivl, så stop,« forklarer Helle Jacobsen, der er seniorrådgiver i Amnesty International. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Evensen

Lars kigger over på sin kone Kirsten, der sidder i den anden ende af sofaen. Hendes ansigt er oplyst af fjernsynets skær. De ser Nybyggerne, men Lars kan ikke rigtig koncentrere sig. Børnene er lagt i seng, og nu er han også klar til at bevæge sig hen mod soveværelset.

Lars rejser sig fra den bløde sofa og finder mappen med samtykkekontrakter frem fra den øverste hylde i bogreolen. Kirsten smiler. Hun ved godt, hvad klokken har slået. Lars tager en kontrakt ud, skriver under og lægger den på sofabordet foran Kirsten. Hun tager kuglepennen, som Lars rækker hende, og skriver sin underskrift. Hånd i hånd går de ind i soveværelset.

Måske er det sådan, du forestiller dig, at dit sexliv bliver, hvis vi i Danmark får en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Ifølge seniorrådgiver fra Amnesty International, Helle Jacobsen, er det nemlig en udbredt myte, at en samtykkelov kræver en skriftlig kontrakt mellem parterne. Men det passer ikke.

»Der skal selvfølgelig ikke skrives under på en kontrakt. Det har aldrig været på tale. Samtykke er simpelt: Hvis du er i tvivl, om din partner er med på den, så spørg. Hvis du stadig er i tvivl, så stop – det gælder både for mænd og kvinder,« siger Helle Jacobsen.

Partner skal sige ja

Amnesty International udkom i tirsdags med en ny rapport om voldtægt i Danmark, der kalder på en ny lovgivning på området.

»Loven i dag kriminaliserer nogle skærpende omstændigheder ved voldtægt som fysisk vold og trusler om vold og har ikke fokus på, hvorvidt sex har været frivilligt eller ej. Selve lovteksten nævner slet ikke noget om samtykke eller frivillighed,« siger Helle Jacobsen.

Amnesty vil derfor indføre en samtykkebaseret lovgivning, hvor det i stedet er sex uden samtykke, der bliver kriminaliseret. Men hvad betyder det i praksis?

Ifølge Helle Jacobsen kan man give sit samtykke både ved at sige det højt eller ved at bruge kropssprog. Du skal altså sørge for, at din partner har sagt ja, i stedet for at det er din partners ansvar at sige nej.

»Sex er en proces, hvor man hele tiden skal tjekke ind med sin partner. Hvis hun pludselig bliver passiv, skal man høre, om hun stadig har lyst,« siger Helle Jacobsen.

Voldtægt er aldrig et uheld

Hvis en kvinde i byen har flirtet med dig hele aftenen, er det ifølge Helle Jacobsen ikke ens betydende med, at hun har givet sit samtykke til sex.

»I arbejdet med rapporten læste jeg nogle sager, hvor flirteriet blev brugt som argument for, at der ikke var tale om voldtægt. Jeg læste også en dom, hvor gerningsmanden blev frifundet, fordi kvinden frivilligt var gået ind på et hotelværelse sammen med ham. Men det er ikke det samme som at give sit samtykke,« siger hun.

Hun fortæller også, at det en myte, at man kan »komme til« at voldtage en person, hvis man misforstår deres signaler.

»Voldtægt er ikke noget, man begår ved et uheld. Voldtægt er en seriøs, intentionel forbrydelse. Ville du nogensinde spørge, om man kunne »komme til« at slå en person ihjel? Nej, vel? Det samme gælder voldtægt,« siger Helle Jacobsen.