Amnesty frygter flere henrettelser

Selvom færre mennesker ifølge en Amnesty-rapport blev henrettet i 2014 i forhold til 2013, frygter Amnesty, at udviklingen vil vende i 2015. Antallet af dødsdomme stiger nemlig »alarmerende«, varsler vicegeneralsekretær.

Læs mere
Fold sammen

Der var færre kriminelle, hvis liv endte med henrettelse i 2014. Samtidig steg antallet af dødsdomme dog på verdensplan.

Det viser en ny rapport fra Amnesty. Mindst 607 mennesker blev henrettet i 22 forskellige lande i 2014, hvilket er 20 procent færre end i 2013.

Trods det positive fald i antallet af henrettelser er vicegeneralsekretær i Amnesty Trine Christensen bekymret over antallet af dødsdomme, som steg sidste år. Helt konkret blev mindst 2.466 mennesker dømt til døden i 55 lande i 2014 mod 1.925 dødsdømte i 57 lande i 2013. Trine Christensen kalder stigningen for »alarmerende«.

»Det er klart, at antallet er ganske voldsomt. Og vi finder det meget alarmerende, at der har været så stor en stigning,« siger vicegeneralsekretæren og uddyber:

»Når vi ser så stor en stigning i antallet af domme, så frygter vi, at der kommer til at være en modreaktion i løbet af 2015, hvis nogle af de domme begynder at blive eksekveret.«

Ifølge Amnesty ligger Kina, Iran, Saudi-Arabien, Irak og USA i toppen over lande, der udfører flest henrettelser ved enten skydning, hængning, halshugning eller dødssprøjter. Men også Pakistan har genoptaget henrettelser efter otte års pause, og Egypten og Nigeria har især været med til at øge antallet af dødsstraffe sidste år, lyder det fra organisationen, der nu råber vagt i gevær.

»Vi har brug for, at verdenssamfundet lægger pres på Egypten og Nigeria og siger, at det er uacceptabelt at bruge dødsstraffen i kampen mod terror, og kampen mod politisk instabilitet og kritik af regimet. Det er ikke en acceptabel metode,« siger Trine Christensen, der håber på, at tendensen med det stigende antal dødsstraffe stadig kan blive omstødt:

»Vi ser jo flere steder, at man bruger dødsdomme som en slags pressionsmiddel i sig selv, og der skal langt mere til, før man faktisk begynder at henrette. Det kræver mere, og det betyder, at der er et vindue nu, for at omverdenen kan lægge et pres på de lande, som begynder at bruge de her domme som politisk pressionsmiddel.«

Dødsstraf er i dag afskaffet ved enten lov eller ved i praksis at afholde sig fra at bruge dødsstraf i 140 lande. Kina og Nordkorea indgår ikke i statistikken over antallet af henrettelser på verdensplan, fordi antallet af henrettelser er en statshemmelighed, informerer Amnesty, som dog vurderer, at Kina hvert år henretter flere end resten af verden tilsammen.