Amerikas sande tilstand

Det sagde Bush

»Vi gik stort set samlet ind i det her - og hvad enten I stemte for, så stemte I ikke for nederlag,« pointerede han med henvisning til, at et stort flertal i Kongressen stemte for hans Irak-resolution i efteråret 2002, der gav bemyndigelse til invasionen. Han fortsatte: »Vores land forfølger en ny strategi i Irak, og jeg beder jer om at give det en chance for at virke.«

Bush sigtede her til sin nylige beslutning om at sende ekstra 21.000 mand til Bagdad for at skabe ro, så parterne i Irak - shia, sunni og kurdere - kan få bedre rammer til at skabe en varig fred og få politiske aftaler på plads om bl.a. fordeling af olien. Kritikere mener, at kun irakerne selv kan løse deres interne problemer. Bush var uenig: »Dette er ikke den kamp, vi gik ind i, men det er den, vi står i.«

Sådan er virkeligheden

Præsidenten nærmest tryglede om opbakning til sin optrapning i Irak, men fik ingen. Efterfølgende slog den demokratiske senator, Jim Webb, fast, at Bush i snart fire år har stået i spidsen for en »fejlhåndteret« krig, han tilmed fra begyndelsen blev advaret i mod af nogle af sine egne rådgivere og nationens mest vidende eksperter om Mellemøsten.

»Et flertal i nationen støtter ikke længere den måde, krigen udkæmpes på. Det gør flertallet i militæret heller ikke. Og heller ikke et flertal i Kongressen,« sagde Webb - Vietnam-veteran og tidligere flådeminister under den republikanske præsident, Ronald Reagan.

I USA fastlægger præsidenten udenrigspolitikken, så optrapningen får en chance. Men Bush står alene med ansvaret. Alle andre står klar til at slagte ham, hvis det ikke giver resultat.

Om illegale indvandrere

Det sagde Bush

»At udbrede håb og muligheder i vores land kræver et indvandringssystem, der er Amerika værdigt - med retfærdige love og sikre grænser.« Præsidenten fortsatte dermed sit forsøg på at få en bred reform, der både skal stoppe tilstrømningen af en halv million illegale indvandrere om året - og give dem, der allerede er i USA, en chance for at skabe sig en tilværelse. Han bad især sine egne republikanere om at droppe den negative tone over for de illegale.

»Vi må opretholde den store tradition om smeltediglen, der byder nytilkomne velkommen og assimilerer dem.«

Sådan er virkeligheden

En indvandringsreform er præsidentens bedste bud på at komme igennem med et sidste, stort politisk program. Han er på det punkt mere på bølgelængde med det nye demokratiske flertal end med mange i sit eget parti, og han ved, han vil handle med erhvervslivet og et flertal af befolkningen i ryggen.

Om miljø og energi

Det sagde Bush

»Alt for længe har vores nation været afhængig af udenlandsk olie.« Udenlandsk bør i denne sammenhæng læses som »mellemøstlig«. For Bush er det først og fremmest et sikkerhedspolitisk ærinde at mindske importen af olie: »Afhængigheden efterlader os mere sårbare over for fjendtlige regimer og terrorister.«

Det er syvende år i træk, han lover at gøre noget ved den sag. Den eneste forskel er, at han denne gang foreslår hvordan - udover de sædvanlige ord om, at USA må styrke forskning og teknologisk udvikling. Midlet er nye, obligatoriske standarder for olieselskaber og bilfabrikanter for at fremme alternative brændselsstoffer og mere miljørigtige biler. Målet er at reducere benzinforbruget med 20 procent i løbet af de næste ti år, hvilket svarer til tre fjerdedele af al den olie, USA i dag importerer fra Mellemøsten.

Sådan er virkeligheden

Målet om et 20 procent lavere benzinforbrug er ikke i forhold til dagens forbrug, men til det forventede forbrug om ti år. Og det er højt. Målet er altså ikke så ambitiøst, som det kan lyde. Hans krav til bilindustrien vælter heller ikke mijøfolket omkuld. Målet er, at biler om ti år i snit skal køre over 10 km på en liter benzin. Det er en stor imødekommelse til Demokraterne, at Bush overhovedet leverer konkrete forslag, og at han tilmed for første gang anerkender, at de globale klimaforandringer udgør en »alvorlig udfordring«.

Men også Demokraterne er internt splittede mellem miljø- og olieinteresser, og det er tvivlsomt, om de kan finde hinanden i en præsident-valgkamp, der allerede er begyndt.

Om vilje til samarbejde

Det sagde Bush

»Vores borgere er for det meste ligeglade med, hvilken side vi tilhører - så længe vi er villige til at mødes hen over midten, når der er et arbejde, der skal gøres. Vores job er at gøre livet bedre for vores fælles amerikanere og at hjælpe dem med at bygge en fremtid med håb og muligheder - og det er den opgave, vi har foran os her i aften.«

Bush rakte hånden ud til det nye demokratiske flertal. Han hyldede endda den nye og første kvindelige formand for Kongressen, demokraten Nancy Pelosi ...

Sådan er virkeligheden

... men i næste åndedrag afveg han fra sit skriftlige oplæg og omtalte ikke sine politiske modstandere som »det demokratiske flertal«, som der stod i talen, men som »demokrat-flertallet«. Det kan synes som en ubetydelig forskel, men i USA er det et meget nedsættende udtryk om demokraterne, og det gjorde stort indtryk i salen. Bush er nødt til at samarbejde, han siger, han gerne vil, men seks års konfrontationspolitik synes stadig at ligge dybt i ham.