Amerikanske valgfester i Danmark: »Det er en hyldest til demokratiet, men også til juleøllen«

Tirsdag er der præsidentvalg i USA. Det bliver også fejret herhjemme, hvor valget er en populær begivenhed. I København afholdes adskillige amerikanske valgfester - få overblikket her.

Sidst der var præsidentvalg i 2012 afholdt TV2 i København en stor valgfest. Her var spørgsmålet, om Barack Obama skulle være præsident igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

Tirsdag er der dømt politik og dramatik på højt plan, når de amerikanske borgere skal vælge den næste præsident. Bliver det Donald Trump eller Hillary Clinton, som skal indtage pladsen i Det Ovale Kontor?

Heller ikke i Danmark går præsidentvalget ubemærket hen. I København bliver der afholdt en række amerikanske valgfester, hvor danskerne kan følge valgets gang natten til onsdag.

Det er blandt andet Politiken, Københavns Universitet, Studenterhuset, Zetland og Socialdemokraterne, som arrangerer amerikanske valgfester tirsdag.

Flere af valgarrangementer er så eftertragtede, at der er lukket for tilmeldinger. Arrangementerne er tydeligvis populære, men hvorfor?

»Præsidentvalget er en mediebegivenhed. Man har en klar fornemmelse af, at den her begivenhed er vigtig, og det understreges af, at folk snakker om det og orienterer sig om det. Vi ved, at det er noget, som vedrører os alle, og den oplevelse af fællesskab omsættes til en festlig lejlighed. Valgfesterne er en hyldest til demokratiet, men også til juleøllen,« siger Johannes Andersen, der er lektor i politologi på Aalborg Universitet, og tilføjer:

»Det er lidt ligesom Roskilde Festival. Der kommer også mennesker, som er frygteligt interesseret i musik, men der er sørme også mange, som kommer kun for øl.«

Præsidentvalget er massivt

Og populariteten af de amerikanske valgfester er ikke overraskende. Danskerne har også tidligere været interesseret i præsidentvalget, men denne gang er det noget andet, forklarer Klaus Levinsen, der er lektor i politisk sociologi på Syddansk Universitet.

»Det er ikke noget ukendt fænomen, at vi har arrangementer herhjemme på valgaftenen. Man kan dog sige, at tingene er sat lidt mere på spidsen den her gang. Grundtonen i valget har været og er stadig mere sat på spidsen, mere fjendsk, end den nogensinde har været før. Det kan i sig selv gøre, at flere deltager i amerikanske valgarrangementer,« siger han.

Klaus Levinsen bliver bakket op af Johannes Andersen, som generelt mener, at præsidentvalget i USA får større og større opmærksomhed herhjemme og verden over.

»Vi tænker altid, at interessen aldrig har været større, når det sker. Da Obama blev genvalgt i 2012, var det også det mest omtalte præsidentvalg nogensinde, og gangen før det var det også det mest omtalte hidtil. Det er stort denne gang, og det bliver uden tvivl endnu større i 2020. Det skyldes ikke bare, at vi synes, at valget bliver vigtigere, men også at mediekulturen ændres,« siger Johannes Andersen og uddyber:

»Aviserne fylder spalte op og spalte ned med det amerikanske valg, særligt på nettet. Samtidig flyder Facebook over med Trump og Clinton. Det er en ny form for politisk kommunikation, hvor man gør grin med folk, ikke mindst på de sociale medier. Det gør også, at præsidentvalget bliver massivt og mere hypet i en eller anden udstrækning.«

De unge elsker det

Det er særligt unge mennesker, som deltager i de amerikanske festligheder tirsdag aften og nat, mener de to lektorer. Og det er ikke tilfældigt.

»Der vil være en overrepræsentation af unge til de her fester, og det handler om måden, som det amerikanske valg er eksponeret på i medierne. Valget er især blevet videreformidlet på på sociale medier, hvor der er sjove og underfundige klip fra valgkampen. De unge har i højere grad fingeren på pulsen, hvad angår sociale medier, og følger med i valget på en mere intens måde end den voksne generation,« siger Klaus Levinsen.

Og så har de unge ganske enkelt bedre mulighed for at følge slagets gang om natten.

»De unge kan bedre hænge længe oppe om natten, fordi de ofte har en mere fleksibel hverdag. De studerende kan godt sove længe om dagen, for det går nok, hvis de glipper en enkelt forelæsning,« siger Johannes Andersen.

Fest og fejring bliver der i hvert fald, når præsidentvalget for alvor løber af stablen. Og ja, der bliver sikkert også plads til en dansk juleøl.

»I Europa har vi ikke helt samme kultur omkring valg, hvor vi fejrer det med flag, balloner og vimpler, som man gør i USA. Der er noget eksotisk over de amerikanske valgfester, og det tror jeg også har en tiltrækningskraft på mange danske unge,« siger Klaus Levinsen.

Det er dog ikke alle unge, som gør en fest ud af tirsdagens valg, forklarer Klaus Levinsen. Han mener, at det i høj grad er de politisk interesserede og de veluddannede unge, som synes, at valget er en anledning til fest og fejring.

»Arrangementerne foregår i lærte miljøer, hvor dem, der deltager, har en vis personlig eller faglig interesse for politik. Det er folk, som følger med i medierne, og som rent politisk nok sympatiserer med en af præsidentkandidaterne. Jeg kunne forestille mig, at de fleste af deltagerne ved de danske valgarrangementer vil slutte festen med at juble, hvis Clinton bliver valgt, og græde, hvis det bliver Trump,« siger Klaus Levinsen.