Amerikansk politis våbensalg endevendes i retssag i Horsens

Agenter fra amerikansk og dansk politi står bag stor våbensag. Leverancer skete i Vamdrup og på rasteplads.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Betjente patruljerer fredag omkring retsbygningen i Horsens, hvor nævninger og dommere præsenteres for den hidtil største straffesag om våbenhandel på nettet.

Her hører de en anklager fortælle om en honningkrukke, dæknavne og om forklædte politifolk.

Sikkerhedsforanstaltningerne er ud over det sædvanlige, og det er en international affære. Der er seks tolke til stede i retslokalet, der oversætter til svensk, engelsk og serbokroatisk.

De fem tiltalte - fire mænd og en kvinde - bor normalt i Sverige, men har tilbragt det sidste års tid som varetægtsfængslede i arresthuse i Danmark.

To af dem anklages for at ville købe i alt 83 pistoler og ammunition. Tre beskyldes for at have været hjælpere, der skulle hente skydevåben dels i Vamdrup og dels på rastepladsen Ejer Bavnehøj Vest ved Skanderborg.

Den ene påståede hovedmand har hidtil ikke villet udtale sig. Han, der er klædt i en lyseblå skjorte, føres ind i retten under særlig politibevogtning. Hænderne er fikseret i et såkaldt transportbælte.

Hans forsvarer gør det klart, at han nægter at være identisk med profilen »Jim Brandt«, som på den mørke side af nettet har forhandlet om købene for i alt næsten 600.000 kroner.

Et af beviserne mod ham er et fund, som blev gjort hjemme hos ham i Göteborg, kort efter den aftalte leverance som forklædte politifolk stod for på rasteplads Ejer Bavnehøj på Østjyske Motorvej.

En teknisk erklæring fortæller ifølge anklager Signe Gråkjær Petersen, at en vakuummaskine, der er fundet hos den 34-årige, blev brugt til at forsegle en plastikpose, som en de påståede kurérer havde med til Ejer Bavnehøj. I posen lå 25.500 euro.

»Det var den maskine, der afsatte sporet på posen, siger anklageren, mens den 34-årige rykker sig i stolen.«

Nævningesagen vil kredse om, hvorvidt politiets efterforskning har været lovlig i forhold til dansk ret. Sælgerne var reelt den amerikanske politimyndighed Homeland Security Investigations (HSI). Amerikanerne havde på nettet oprettet en såkaldt »honeypot« - en honningkrukke. Altså en slags fælde.

Det afgørende i sagen er, om amerikansk politi faktisk dannede grundlag for forbrydelsen. Og om hvem der tog initiativet.

»Ville de tiltalte købe og transportere den mængde og art af våben, som er beskrevet i anklageskriftet, hvis der ikke havde været en agentaktion,« lyder ifølge anklager Signe Gråkjær det spørgsmål, som nævninger og dommere skal besvare.

Forsvareren for manden, der kom til rastepladsen med de 25.500 euro, siger, at det afgørende bliver, om der var en konkret mistanke, inden honningfælden blev oprettet. Og om politiets agenter har ændret og udvidet forbrydelsen, så også kurérer blev involveret.

»Det er min opfattelse, at politiet bevidst ændrede leveringssted fra Sverige til Danmark, alene fordi det ikke ville have været strafbart, såfremt leveringen havde fundet sted i Sverige,« siger advokat Jan Schneider.

Sagen behandles over en række dage. Hele forhandlingen på det mørke net skal gennemgås. Og undervejs vil der blive afhørt politifolk fra USA, Danmark og Sverige.

/ritzau/