»Vi har dyb bekymring for nogle af de fordækte planer, vi ser komme fra Rusland.«

Sådan lød det for en måned siden fra den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken – og nu peger flere ting i retning af, at den russiske efterretningstjeneste arbejder med nogle særlige planer.

Planer, der efter sigende skal udspille sig i det østeuropæiske land Moldova.

Det skriver CNN og AP.

Oprørspolitibetjente står på linje, mens tilhængere af det politiske parti Șor protesterede i hovedgaden i Chisinau den 28. februar 2023.
Oprørspolitibetjente står på linje, mens tilhængere af det politiske parti Șor protesterede i hovedgaden i Chisinau den 28. februar 2023. DUMITRU DORU

Det amerikanske efterretningssamfund mener i hvert fald, at personer, der har en tilknytning til den russiske efterretningstjeneste, planlægger at arrangere protester i Moldova i et forsøg på at anspore til et 'konstrueret' oprør mod den moldoviske regering. Det fortalte John Kirby, der er talsmand for USAs Nationale Sikkerhedsråd og Det Hvide Hus, under en pressebriefing fredag.

»Mens Moldova fortsætter med at integrere sig med Europa, mener vi, at Rusland forfølger muligheder for at svække den moldoviske regering, sandsynligvis med det mål at se en mere russisk-venlig administration i hovedstaden,« fortalte han:

»Mere specifikt forsøger nogle russiske aktører, hvoraf nogle har nuværende bånd til den russiske efterretningstjeneste, at iscenesætte og bruge protester i Moldova til at anspore til et konstrueret oprør mod den moldoviske regering.«

Derudover mener administrationen under den amerikanske præsident Joe Biden også, at Moskva arbejder på at sprede desinformation om Moldovas overordnede stabilitet.

Oprørspolitibetjente blokerer for demonstranterne, mens tilhængere af det politiske parti Șor protesterede i hovedgaden i Chisinau den 28. februar 2023.
Oprørspolitibetjente blokerer for demonstranterne, mens tilhængere af det politiske parti Șor protesterede i hovedgaden i Chisinau den 28. februar 2023. DUMITRU DORU

»Vi har for eksempel set russiske embedsmænd påstå, at Ukraine planlægger at angribe separatistregionen Transnistrien. Lad mig være helt klar: Disse påstande er ubegrundede, de er falske, og de kan skabe grundløs frygt,« forklarer John Kirby ifølge AP.

Meldingen fra USA kommer en måned efter, at den moldoviske præsident, Maia Sandu, anklagede Rusland for have planer om et voldeligt kup mod Moldovas EU-venlige regering.

Hun hævdede dengang, at den russiske regering planlagde 'en række aktioner, der involverer sabotører, som har gennemgået militær træning og er forklædt som civile for at udføre voldelige aktioner, angreb på regeringsbygninger og gidseltagning'.

Biden-administrationen ser dog ikke nogen umiddelbar militærtrussel mod Moldova, skriver CNN.

Den moldoviske præsident, Maia Sandu, ses her 1. marts.
Den moldoviske præsident, Maia Sandu, ses her 1. marts. VLADISLAV CULIOMZA

Men man har fulgt Ruslands aktiviteter i Moldova nøje og været på vagt over for Ruslands igangværende bestræbelser på at destabilisere Europa, lyder det.

Da den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, i sidste måned mødtes med Maia Sandu, udtrykte han også en 'dyb bekymring' for de russiske anstrengelser for at destabilisere den moldoviske regering.

»Vi står stærkt sammen med Moldova til støtte for dets sikkerhed, dets uafhængighed, dets territoriale integritet og de meget vigtige reformbestræbelser, som præsidenten og regeringen arbejder på,« sagde Blinken og tilføjede:

»Samtidig har vi dyb bekymring for nogle af de fordækte planer, vi ser komme fra Rusland for at forsøge at destabilisere regeringen - men vi værdsætter naturligvis den gode indsats, som Moldova yder for at beskytte sig mod det.«

De seneste uger har der ifølge AP været afholdt adskillige anti-regeringsprotester i Moldovas hovedstad, Chisinau.

De har primært været organiseret af en gruppe, der kalder sig 'Folkets Bevægelse' og er støttet af medlemmer af Moldovas Rusland-venlige parti Șor.

En ny protest skal efter planen finde sted søndag.