Alternativ ildsjæl får Bikubens Hæderspris

Jytte Abildstrøm blev hyldet med Bikubens Hæderspris, og Det Kgl. Teaters opsætning af "Richard III" belønnet med to af de mest prestigefyldte Reumert-priser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Jytte Abildstrøm, én af dansk teaterlivs mest farverige og "alternative" skikkelser, blev dette års modtager af Bikubens Hæderspris.

Den 76-årige tusindkunster modtog søndag prisen på 300.000 kroner i forbindelse med uddelingen af Reumert-priserne for de bedste præstationer i dansk teater i den seneste sæson.

De seneste mange år har Jytte Abildstrøm især arbejdet med børneteater, ligesom hun siden 1987 har holdt over 1100 foredrag, blandt andet om sit engagement inden for økologi og miljø.

Prisen for årets forestilling gik til Det Kongelige Teaters opsætning af Shakespeares "Richard III". Det meget roste stykke havde Søren Sætter-Lassen i titelrollen, og han løb med prisen for årets bedste mandlige hovedrolle.

Det Kongelige Teater hævdede sig i det hele taget stærkt ved den prisuddeling, der foregik på nationalscenens "hjemmebane", Gamle Scene. Signe Egholm Olesen blev prisbelønnet for bedste kvindelige hovedrolle i en anden af teatrets store succeser i sæsonen, Henrik Ibsens "Bygmester Solness".

Signe Egholm rundede 30 år søndag og kunne supplere sine øvrige gaver med de 100.000 kroner, som prisen beløber sig til.

Pengene kommer fra Bikubenfonden, der sikrer økonomien bag den årlige prisuddeling. I alt blev der uddelt priser inden for 15 kategorier til et samlet beløb på 1,4 millioner kroner.

Det Kongelige Teater satte sig på syv af priserne, mens provinsteatrene hjemførte fem, blandt andet til Merete Voldstedlund, der med tre fine præstationer på Aarhus Teater gjorde sig fortjent til en Reumert-pris for årets kvindelige birolle.

Omkring 1100 mennesker, blandt dem prins Joachim og prinsesse Marie, fyldte Det Kgl. Teater til den tv-transmitterede prisuddeling.

/ritzau/