»Alt på partiets landsmøder er styret benhårdt ned i mindste detalje«

Denne weekend er årets mest intense, hvad angår landsmøder, hvor politikerne taler politik med deres bagland. Her er en introduktion til tre landsmøder, som har meget forskellige debatkulturer.

Dansk Folkeparti holder landsmøde anno 2009. Siden DF opstod af Fremskridtspartiets aske, er partiets landsmøder blevet mere og mere rolige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Afhopperen Christian H. Hansen trækker vejret dybt, da han bliver stillet spørgsmålet:

Er Dansk Folkepartis årsmøder et forum for politisk debat eller en forestilling, som ledelsen­ opfører?

Selv om Christian H. Hansen brød med DF i 2010, ved han nøjagtig, hvordan års­møderne er skruet sammen. Han var dirigent på Fremskridtspartiets katastrofale landsmøde i 1995, hvor flere partimedlemmer­ ifølge ham fyldte vandglassene op med snaps. Især Kresten Poulsgaard gjorde sig bemærket, da han marcherede op på talerstolen og råbte »tøsedrenge« ad partiets ledelse.

Landsmødet medførte et totalt sammenbrud for Fremskridtspartiet, og Christian H. Hansen var med til at stifte Dansk Folkeparti, hvor han senere fik plads i hovedbestyrelsen.

»Alt på partiets landsmøder er styret benhårdt ned i mindste detalje,« svarer han på spørgsmålet:

»Dengang jeg sad med i hovedbestyrelsen, var det sådan, at hvis man havde kendskab til, at nogen, som i ledelsens øjne var en idiot, ville tale til årsmødet, så sørgede man for, at vedkommende kom så langt ned på taler­listen, at personen ikke fik taletid.«

Denne weekend er årets mest intense, hvad angår politiske landsmøder: Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale holder alle den årlige begivenhed, hvor partiernes ledere og frontkæmpere på Christiansborg møder baglandet for bl.a. at diskutere politik.

Traditionen er lang, men den frie politiske debat er efterhånden godt og grundigt udvandet i de fleste partier, påpeger Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab og mangeårig iagttager af de politiske landsmøder.

»Mit klare indtryk er, at vi har set en udvikling fra landsmøder til glansmøder, hvor deltagerne primært kommer for at klappe og hylde lederne. Debatten er ret begrænset,« siger Tim Knudsen.

Kulturforskelle

Trods dette fællestræk, som professoren identificerer på tværs af partierne, er der markant kulturelle såvel som æstetiske forskelle på weekendens landsmøder.

Traditionen tro afholdes Socialdemokraternes kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, hvor røde bannere markerer begivenheden. Adskillige lokalafdelinger har dog på forhånd meldt ud, at de vil udfordre Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt i debatten om dagpenge.

En række LO-bosser åbnede allerede fredag festen, da de i Berlingske gjorde det klart, at de enten trækker eller overvejer parti­støtten på grund af ledelsens linje i dagpenge­spørgsmålet.

Men hvor DF tilsyneladende ikke har behov for afstemninger på de årsmøder i Herning, hvor scenografien bl.a. har været kolonihave og pølsevogn, så bliver beslutningsforslag på S-kongresserne vedtaget eller nedstemt med røde stemmekort. Og en vedtagelse forpligter.

Når De Radikale i dag mødes på mere moderne Hotel Nyborg Strand, bliver det formentlig til lange diskussioner. Men de resolutioner, der vedtages på mødet, har snarere karakter af at være gode råd til parti­t­oppen end forpligtende beslutninger. F.eks. vendte partiets medlemmer sig på forrige landsmøde mod en stramning af den omdiskuterede offentlighedslov. Få måneder efter stemte en enig folketingsgruppe alligevel for loven.

»De Radikale har en særlig struktur, som gør, at de delegerede på landsmødet kan vedtage alt mellem himmel og jord, men folketings­gruppen beslutter helt suverænt, om man vil rette sig efter det. Man kan have en masse diskussioner, men det er ikke altid, det vil have praktiske konsekvenser,« siger Tim Knudsen.

Ikke bare snakkeklub

En af de ting, som de Radikale måske-måske ikke skal diskutere er et forslag fra hovedbestyrelsesmedlem Zeb Meier Watz om, at borgerne skal have lov til at blive tatoveret i ansigt, på hoved, på hals og på hænder.

»Forslaget handler om frihed til at bestemme over egen krop. Og om frisind i den forstand, at man ikke skal bedømme andre negativt i forhold til, hvordan man ønsker at udsmykke sin krop,« siger Zeb Meier Watz.

De Radikales hovedbestyrelse har indstillet forslaget til vedtagelse uden behov for debat eller afstemning og for at give mere tid til diskussion af andre emner.

Zeb Meier Watz, som er bachelor i filosofi og arbejder som udviklingskonsulent i Vollsmose i Odense, har deltaget i fem radikale landsmøder og karakteriserer deltagerne som særligt diskussionslystne. Han afviser dog, at de radikales landsmøder kan sammenfattes som rene snakkeklubber.

»Jeg har i mange år deltaget i at skrive mange forskellige resolutioner, og det er græsrodsarbejde, når det er bedst, at man sådan kan sidde lokalt og formulere holdninger, som kan blive til landspolitik.«Kan du pege på én ting, som du har bragt op på et radikalt landsmøde, der er blevet til radikal politik?

»Nej, jeg kan ikke lige komme på noget. Men jeg håber, at det forslaget om tatoveringer kan blive det.«

Oprindeligt var landsmødet stedet, hvor menige medlemmer mødtes med partitoppen og diskuterede sig frem til de brede politiske linjer. Men i dag er det ifølge Tim Knudsen mere eller mindre reduceret til et stykke scenekunst.

»Det er et problem i forhold til medlemmer, der kommer og har en forventning om at blive hørt. Vi ved, at medlemstallene i de politiske partier falder, og det er jo blandt andet, fordi folk ikke føler, at de har nogen rigtig indflydelse på partiets politik,« siger Tim Knudsen.

Også Christian H. Hansen, som kæmper for at gøre Miljøpartiet Fokus gældende i dansk politik, forstår ikke, at hans gamle parti er så uinteresserede i medlems­demokrati:

»Hvis du spørger ledelsen i DF i dag, vil de sige, at sådan har det aldrig været. Men det ved jeg, fordi jeg selv har siddet i hovedbestyrelsen. Debatten er alt andet end fri.«