»Almindelige, men helt exceptionelle«: Danske terrorofre hædres af Frankrig

Mandag uddeler den franske ambassade hædersmedaljer til de to ofre for terrorangrebet i København, Dan Uzan og Finn Nørgaard. Uzans far sætter stor pris på hæderen, men så gerne en lignende gestus fra den danske stat.

Det skortede ikke på blomster foran synagogen i Krystalgade efter februar måneds terrorangreb, som kostede 37-årige Dan Uzan livet, mens han stod vagt ved en jødisk konfirmation i synagogen. Nu står Uzan til fransk hæder sammen med filminstruktøren, Finn Nørgaard, som blev dræbt, da han ifølge vider prøvede at stoppe terroristen ved Krudttønden på Østerbro. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På mandag hædres to danske statsborgere posthumt som helte af den franske stat. Finn Nørgaard og Dan Uzan, der blev dræbt under terrorangrebet i København i februar, modtager to af de fineste udmærkelser, den franske stat kan tildele.

Finn Nørgaard udnævnes til ridder af den franske kunst- og litteraturorden, Arts et Lettres, og Dan Uzan hædres med æresmedaljen Médaille du Courage. Den førstnævnte hæder tilfalder normalt ikoner inden for kunstens verden, mens tapperhedsmedaljen typisk tilfalder politimænd og andre uniformerede for en ekstraordinær eller heltemodig indsats.

Finn Nørgaard forsøgte ifølge vidner at overmande den bevæbnede Omar El-Hussein uden for Krudttønden på Østerbro. Ved synagogen i Krystalgade stod Dan Uzan vagt uden for en jødisk konfirmationsfest med 80 deltagere, da El-Hussein åbnede ild.

Medaljerne er Frankrigs tak til to »almindelige« mennesker, der qua deres pligtfølelse formentlig reddede mange liv den dag, og hvis værdier kan inspirere andre, siger Frankrigs ambassadør, François Zimeray, der selv var til stede på »Krudttønden« under angrebet:

»Det er vigtigt at udtrykke taknemmelighed for disse to »almindelige«, men helt exceptionelle mennesker. Dan Uzan var ikke professionel vagt, han stod vagt ved synagogen af ren generøsitet, også selv om han vidste, at der var sket et angreb om eftermiddagen. Finn Nørgaard har formentlig ændret våbenmandens plan, da han forsøgte at stoppe ham. Vi andre havde været nemme mål, da vi forsøgte at flygte ud af bagdøren,« siger François Zimeray.

Det er ganske usædvanligt, at de to udmærkelser gives posthumt, men hæderen af de to danskere er også en markering af et stærkt skæbnefællesskab mellem Danmark og Frankrig, som godt en måned tidligere blev ramt af et lignende terroranslag, siger ambassadøren:

»I Frankrig har vi set tragedien i København som en direkte forlængelse af tragedien i Paris. Ikke bare fordi målene var karikaturtegnere og jøder, men fordi Danmark og Frankrig beskytter og hylder de samme værdier. Vi har været meget rørt over den solidaritet, det danske folk viste efter Paris-angrebet. Vi vil aldrig glemme det hav af blomster og lys, danskerne lagde foran ambassaden dengang,« siger François Zimeray om terrorangrebene på Charlie Hebdo og det jødiske supermarked i Paris 7. og 9. januar 2015.

Ingen tilsvarende dansk hæder

For de efterladte kommer den franske hæder som et tiltrængt klap på skulderen midt i en sorg, der er nøjagtig lige så stor og uforståelig som i januar, siger Sergeot Uzan, Dans far:

»Det betyder anerkendelse. Af dem som mennesker og af værdien af det, de har gjort. Og for os, der har mistet det vigtigste i vores liv – vores søn – betyder det enormt meget, at systemet anerkender værdien i det, Dan gjorde, og det Dan var. Det giver os håb om, at folk og samfundet vil agere i fremtiden efter de samme værdier, så det aldrig sker igen,« siger Sergeot Uzan.

I Danmark er meget sagt og skrevet om de to ofre, men foreløbig er de ikke blevet hædret officielt, som det nu sker fra fransk side:

»Jeg så gerne en lignende anerkendelse fra den danske stat. Ikke af egoistiske årsager, men fordi jeg gerne ville se en øget opmærksomhed på de værdier, som Dan havde. Nemlig at det er muligt at eksistere sammen i fred og fællesskab. Vores fremtid er afhængig af mennesker med den holdning,« siger Sergeot Uzan.

I Danmark, der til forskel fra Frankrig er et monarki, uddeles de fleste civile hædersbevisninger af Kongehuset – ofte på indstilling fra ministerierne. Ordenstegn skal returneres efter bærerens død og uddeles derfor ikke posthumt. Kongehusets medaljer uddeles typisk for årelang tjeneste i samme stilling.

Der findes dog en kongelig »Medalje for Ædel Daad«, som kun er uddelt få gange i dronning Margrethes regentperiode. Den tilfaldt for nylig fire overlevende unge fra Præstø-ulykken.

Den franske hæder uddeles til Finn Nørgaard og Dan Uzans familier ved et arrangement på den franske ambassade på mandag.