De onde dør (i det mindste nogle af dem), og de gode er lige ved det. Men heldigvis vågner de op igen efter at være blevet kvalt, og så er det jo ikke så slemt endda. Retfærdigheden sker fyldest, og selv om der er kaos - og spænding - undervejs, ender alt lige så velordnet som hos indretningsarkitekten, der måler op og køber tapeter og stoffer i romantisk skærgårdsstil.
Indretningsarkitekten er i øvrigt søster til bogens hovedperson, forfatteren Erica Falck, der længe har interesseret sig for en mystisk gammel sag om en familie, der forsvandt midt under en påskefrokost i 1974. Kun den et-årige datter Ebba trissede alene rundt i det store hus på den næsten mennesketomme Valö, og 30 år senere vender hun så tilbage med mand og sorgen over et mistet barn for at starte på en frisk.
Erica Falck hjælper hende med at løse gåden, der viser sig at række helt tilbage til både Hermann Göring og Ebbas tipoldemor, en såkaldt englemagerske, der blev halshugget for at myrde sine plejebørn. I det hele taget er der rigtig mange døde børn i denne bog, og så er der overklassedrengene fra den gamle kostskole, som Ebbas far drev med hård hånd, og de har heller ikke helt rent speltmel i posen. De er, som det hedder, gået i stå i deres udvikling pga. det, de oplevede på Valö i sin tid - og er endt som rige stakler, der på hver sin vis forråder verden. Den ene som formand for det højreradikale Sveriges Venner, der bruger terroristiske overlevelsesmetoder og i øvrigt sammenlignes med Dansk Folkeparti.
Man kan sige meget om kvindelige svenske krimiforfattere, men fælles for de fleste er, at de krydrer deres krimier med et hav af hverdagsbanaliteter og skriver, som om de stadig kradsede ord ned i ungpigedagbogen. Camilla Läckberg hører til en af de bedre af slagsen, og hun kan skabe et plot og fyre op for spændingen, så man hænger på. Men historien er stadig befolket med for mange stereotyper og trivialiteter, så det, der kunne være blevet en fremragende krimi, ender som en tam ditto.
