Alle tiders dronning

I 1972 var en million danske kvinder ude på arbejdsmarkedet. Dronning Margrethe var en af dem. Og hun var tilmed småbørnsmor. MS har bedt feminist og forfatter Bente Hansen tage bestik af Dronningen som kvinde af sin tid. De to kvinder er jævnaldrende, og det hele begyndte med en skrivemaskine.

Alle tiders dronning Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Lyngby Jepsen

Året er 1959. To unge kvinder sidder og taster ivrigt på hver sin skrivemaskine - med et stykke pap over tastaturet. De er ved at lære blindskrift. Undervisningen foregår i en fin, gammel herskabslejlighed i Bredgade.

Kvinderne er begge 19 år. Den ene hedder Bente Hansen, nyudklækket student og senere markant stemme på venstrefløjen, feminist, journalist og forfatter. Den anden kvinde er prinsesse Margrethe, Danmarks tronfølger og senere dronning.

De to kvinder kender ikke hinanden. Men de har begge reflekteret på en annonce med tilbud om individuel undervisning i maskinskrivning. Og nu sidder de her en gang om ugen i den funkismøblerede lejlighed, hvor de bliver undervist af to pæne damer »med brocher på bluserne«.

»Jeg ville gerne skrive, og det ville Tronfølgeren åbenbart også - så ja. Jeg har gået til maskinskrivning sammen med dronning Margrethe, og jeg kan huske, at når Tronfølgeren skulle komme, vimsede damerne rundt, og der kom lidt flere brocher på bluserne,« fortæller Bente Hansen, der ligesom Dronningen er født i 1940.

MS har bedt den garvede feminist tage bestik af dronning Margrethe som kvinde af sin tid. Og selv om forfatteren med sit politiske ståsted på venstrefløjen »i grunden ikke synes, man skal kunne arve symbolsk magt«, har hun med årene fået et mere nuanceret syn på monarkiet. Og når det gælder dronning Margrethe, er hun meget positiv. For som hun siger:

»Jeg har svært ved at se, hvad man skulle kritisere Dronningen for. I sin offentlige fremtræden er hun stort set fejlfri. Hun var den første kvinde på posten, tilmed i et job, der er designet til en mand. Det var en ordentlig opgave at få smidt i hovedet; der har været mange ting at tage hensyn til, og alligevel har hun formået at balancere monarkiet ind i en moderne tid. Dét har været hovedopgaven, og den har hun løst på forbilledlig vis,« siger Bente Hansen, der mener, at så længe monarkiet forvaltes af dygtige folk, er det svært at sige, at det ikke skulle være til gavn for landet.

Ikke entydig opbakning 

Helt så entydig var opbakningen til kongehuset ikke, da dronning Margrethe i 1972 overtog tronen efter sin far, kong Frederik 9. Det var en tid, hvor der blev sat spørgsmål ved samtlige autoriteter. Det var også en tid, hvor uddannelse blev tilgængelig for alle uanset social baggrund. Og endelig var det en tid, hvor kvinderne for alvor fik arbejde udenfor hjemmet.

I 1972 var én million danske kvinder således ude på arbejdsmarkedet. Dronning Margrethe var en af dem. Og så var hun tilmed småbørnsmor. Det har ikke altid været lige nemt, og netop dronning Margrethes rolle som mor har gennem årene været til åben diskussion. En diskussion, som i øvrigt er næret af kongefamilien selv.

»Jeg har - og det har jeg tilstået mange gange - aldrig været nogen særlig god småbørnsmor,« indrømmer Dronningen eksempelvis i Annelise Bistrups bog »Margrethe« fra 2005.

»Hvordan har jeg opdraget mine børn, og hvordan har jeg opdraget Kronprinsen til at blive Danmarks fremtidige konge? Det spørgsmål har jeg altid syntes var et af de sværeste at besvare, når den danske eller udenlandske presse spurgte,« siger hun og fortæller, at hendes sønner ved flere lejligheder har givet udtryk for, at de ikke så deres mor nok.

»Det har de sikkert ret i. Da vi var børn, sørgede mor (dronning Ingrid, red.) for, at der var tebord hver dag, hvor hele familien mødtes. Jeg prøvede på at videreføre den tradition, men min mand og jeg fandt tidligt ud af, at det kunne vi slet ikke finde ud af. Vi syntes simpelthen ikke, at vi havde tid til det,« siger Dronningen og tilføjer, at hun genkender »de problemer, mange udearbejdende kvinder - og det behøver sandelig ikke kun at være dem i topstillinger - har. Men jeg havde den fordel, at vi havde en vidunderlig Else Pedersen (prinsernes mangeårige barnepige, red.) til at tage sig af børnene.«

Gik glip af noget 

Dronningens chance var, at hun ikke skulle støvsuge, hente børn eller lave mad. Men hun har også erkendt, ligesom mange af hendes udearbejdende medsøstre, at hun »gik glip af noget, og at drengene også gjorde det.« Dronningen har for længst fået tilgivelse af sine sønner, som hun i dag har et nært og varmt forhold til. I et stort interview i Berlingske Tidende i julen 2007 fortalte kronprins Frederik, at han som voksen har fået en helt anden forståelse for sin mors situation.

»Tiden var en anden dengang. Mine forældre fik ret hurtigt børn, efter at de blev gift, og det var to forskellige kulturer, der skulle falde i hak. Og så må man ikke glemme, at min mor blev dronning som kun 32-årig og stod over for den store udfordring at skulle udfylde sin nye rolle som monark. Jeg kan huske, da jeg selv fyldte 32 år, at jeg tænkte: »Hold da op, hvis jeg pludselig skulle det samme igennem, som min mor skulle dengang.«

Men jeg kan også huske, at jeg for mange, mange år siden besluttede, at når min tid kom, så skulle det være med børnene også, så vidt det var muligt. Det har jeg altid været helt overbevist om. Jeg var spændt på, om tankerne nu også blev til virkelighed, og det er de blevet, kan jeg hilse og sige.«

Kronprinsen glemmer heller aldrig den forargelse, det vakte, da han og prins Joachim i et interview fortalte, at de var fire-fem år gamle, da de første gang spiste et måltid sammen med deres forældre.

»Men vi fortalte det jo bare, fordi det var helt naturligt for os. Hvis det havde været en dårlig oplevelse, havde vi sikkert ikke fortalt om det. Så for os var det slet ikke så slemt, som det måske kan lyde for andre mennesker.«

Spørger man Bente Hansen, der selv har oplevet at blive mobbet som landets første kvindelige chefredaktør (Information 1976-78, red.), lyder svaret, at man som kvinde i et lederjob altid vil blive vurderet både som mand og som kvinde.

»Man får da tæsk for det, og hvis det går rigtig hårdt til, dumper man på begge dele. Om dronning Margrethe kan man sige, at manderollen har hun klaret. Om hun også har klaret moderrollen? Jamen, man kan da piske sig selv herfra og til dommedag, hvis det skal være. Det kan vi alle sammen.«

Til gengæld har Dronningen med stor entusiasme taget farmorrollen på sig. Hun er de senere år trådt i karakter som familiens matriark og er blevet meget favnende familiært. Skilsmissen mellem prins Joachim og prinsesse Alexandra er et godt eksempel. Denne krise tacklede Dronningen på fornemste vis.

»Hun har helt klart haft den holdning, at nu handler det om at få tingene på skinner, så der ikke bliver ballade. Det lå hende tydeligvis på sinde at vise, at selv om der opstår en krise i familien, kan man godt behandle hinanden ordentligt. Og det har jo vist sig at fungere i praksis. Dronningen har tilmed modtaget Alexandras nye mand, Martin Jørgensen, med åbne arme.«

Er dronning Margrethe i virkeligheden mere barn og kvinde af sin tid, end hun selv er klar over?

»Ja, det tror jeg. Hun har fået så meget uddannelse, hun har fået sin gode dronninge-opdragelse, og hun har haft gode rådgivere - ikke mindst sin mor, dronning Ingrid. Det afspejler sig i førnævnte frisind i forbindelse med skilsmissen, men også i hendes evne til lige at knække det royale lidt. Som når hun taler om kongerækken og kalder sin navnesøster Margrethe I for »konen«. Det er en måde at løse lidt op for det højtidelige: »Slap nu af, vi er også bare mennesker«,« siger Bente Hansen.

Dronning Margrethe har et meget flot sprog, men at der også kan ryge finker af panden, indrømmer hun i bogen »Margrethe«:

»Jeg er i de senere år blevet lidt slem til at bande,« betror hun Annelise Bistrup. »Far bandede selvfølgelig, sådan som mange mænd gør det, og som søfolk i hvert fald gør det. Det var aldrig en grim banden, det var sådan en god saglig ed som »sgu«, og i den kaliber. Så vi kom selvfølgelig også til at bande som børn. Mor sagde, at det sprog altså ikke var pænt. Det skulle vi lade være med. »I skal huske, at det gør måske ikke så meget herhjemme, men det ender med, at I siger det foran andre.« Hver gang, der er røget en finke af panden, har jeg altid hørt mors stemme og tænkt: »Der gjorde jeg det igen. Pokkers også!««

Ligestillingsdebat 

Dronningen er med jævne mellemrum blevet skudt i skoene, at hun ikke har markeret sig nok i ligestillingsdebatten. Senest i forbindelse med afstemningen om tronfølgeloven. Afstemningen sikrede, at der fremover er ligestilling mellem kønnene i verdens ældste monarki, og ifølge eksperter var det den største begivenhed i kongehuset i 2009. Men dronning Margrethe nævnte det ikke med ét ord i sin nytårstale.

»Ændringen af tronfølgerloven var en af de væsentligste begivenheder i Kongehuset i 2009. Men ændringen er også et vanskeligt emne for Dronningen, for med den følger en række sidedagsordener, som hun er afskåret fra selv at være med til at diskutere. Man må formode, at det er årsagen til, at hun har undladt at omtale lovændringen,« sagde historiker og kongehusekspert Jes Fabricius Møller i Berlingske Tidende.

Sociolog Emilia van Hauen mente derimod, at det ville have klædt Dronningen at kvittere for, at danskerne har anerkendt, at en kvinde er en lige så værdig arvtager til tronen, som en mand er.

»Dronningen er en meget elegant taler. Hun er god til de positive opsange. Uden overhovedet at blive partipolitisk kunne hun havde taget et standpunkt og på den måde have talt sig ind i tidsånden med et budskab, folk ville tage stilling til.«

Det er Bente Hansen uenig i.

»Dronningen kan ikke blande sig i ligestillingsdebatten. Det vil blive tolket som politisk, og det er også politisk. Jeg kan huske, at hun i sin tid blev kritiseret for ikke at deltage i en bispevielse i Grønland - af landets første kvindelige biskop. Men med det tætte forhold hun og den øvrige kongefamilie har til Grønland, kan jeg ikke forestille mig, at der lå andet end praktiske årsager til grund for, at hun ikke deltog.« Ligestillingsdebat eller ej. Dronning Margrethe har i kraft af eksemplets magt haft kolossal betydning som rollemodel for kvinder, understreger forfatteren og feministen Bente Hansen.

»Fra et kvindesynspunkt er det fedt at se, hvordan hun har formået at udfylde sin plads og udviklet sin autoritet med årene. Dronningen fylder naturligt i landskabet, og hun tør i dag stå ved sin autoritet. Der er meget mandighed i hende, og det er godt. Man skal have begge sider, men netop det mandige har været lidt ugleset i vores generation kvinder,« siger Bente Hansen og tilføjer, at Dronningen også er et forbillede, fordi hun har tilladt sig selv at bruge alle de evner, hun har fået, herunder de kunstneriske.

»Og nu ser man også, at hun træder i karakter som farmor. Jeg tror, at børnebørnene er blevet et hjerterum for både Dronningen og Prinsgemalen,« siger Bente Hansen, som mener, at Dronningen på talrige fronter er et forbillede og en rollemodel. Men på ét bestemt punkt kan hun aldrig tillade sig at være et forbillede for almindelige kvinder.

»Hun har aldrig som vi andre kunnet sige: »Jeg kan også blive i tvivl. Jeg er også slidt ned til sokkeholderne, og lige nu slås vi hjemme i familien, fordi vi ikke kan finde ud af det.« Det går jo ikke. Det ligger ikke i institutionen.«

Hvad var der sket, hvis vi i stedet for dronning Margrethe havde fået en konge dengang i 1972?

»Én ting er sikkert. Han havde fået hug for at være en værre patriark. I stedet har vi haft en solid matriark, og selv om dronning Margrethe garanteret også kan være en skrap drage, er det svært for alvor at sætte sin finger på noget,« siger Bente Hansen, der ligesom Dronningen har været på noget af en rejse, siden maskinskrivningskurset hos damerne i Bredgade i 1959.