Alle talenter skal bringes i spil

Mere dialog og et talent-barometer skal være med til at sikre flere kvinder i videnskabelige stillinger, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V).

Undervisnings- og uddannelsesminister Ulla Tørnæs. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson) Fold sammen
Læs mere

Hvorfor er der så få kvinder i forhold til mænd i videnskabelige stillinger på universiteterne?

»Der er flere svar. Men noget af det, jeg har hæftet mig ved, er, at mange stillinger bliver besat uden opslag. Næsten hver tredje videnskabelige stilling besættes, uden stillingen er opslået. Flere analyser viser, at når der er tale om mere almindelige opslag og ansøgningsprocesser, så er der typisk flere kvinder, der kommer i betragtning.«

Så flere opslag af stillinger ville kunne hjælpe?

»Det er jeg overbevist om. Dels flere opslag, dels opslag, der ikke er så snævre, at det afholder mange, også kvinder, fra at søge.«

Hvad med mere strukturelle årsager såsom barsel?

»Det betyder også noget.«

Er det godt nok, at der er så forholdsvis få kvinder i videnskabelige stillinger?

»For mig handler det om at få bragt alle talenter i spil. Derfor er jeg varm fortaler for, at så mange stillinger som muligt bliver slået op og så bredt som muligt.

Hvad med kvindekvoter?

»En rigtig dårlig idé. Det hører fortiden til. Kvinder har ikke lyst til at få en stilling pga. deres køn. De har lyst til at få en stilling pga. deres kvalifikationer.«

Kan du som minister gøre mere for at fremme kvinder i forskning?

»Jeg har indbudt universiteterne til et møde først i oktober, hvor jeg bl.a. vil drøfte det her med dem. Det er vigtigt, at vi lærer af hinanden.«

Hvad med konkrete tiltag?

»Jeg har foreslået, at vi får lavet et talentbarometer, der skal følge udviklingen og bidrage til, at alle talenter kommer i spil.«

Altså at man en gang om året kan se, hvor mange kvinder og hvor, de er ansat?

»Ja, præcis.«

Vil du sætte måltal på en rigtig kønsfordeling?

»Det handler ikke om måltal. Det handler om, hvordan vi gør det rigtige. Om det så er anderledes opslag, eller at universiteterne skal arbejde mere med f.eks. fleksibel barsel og barselsfonde.«