»Allahu akbar«

Saliha Marie Fetteh, 50 år, Odense. Som en af de første herhjemme konverterede hun til islam i 1980. Ikke fordi hun var blevet frelst på ny. Ikke fordi en muslimsk mand tvang hende til det. Saliha blev til Saliha, fordi hun ville være sig selv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Læberne bevæger sig rytmisk. Hviskende tager ordene form i noget, der ligner en tyst privat samtale med én, hun kun kan se. Én, der befinder sig et sted dybt inde i hende selv. Hun vender fingerspidserne op ad og lader dem dernæst glide henover ansigtet. To minutter og så er bønnen ovre.

»I det moment eksisterer der ikke andet. Der sker ingenting i mit hoved under bønnen. Jeg slår alt fra, når jeg beder. Det er en slags meditation, der giver ro i sjælen. Religionen er en tænkepause.«

Saliha er muslim. Hun tror på skaberen Allah. Bag hendes blå øjne bor også historien om Mette. Et lille stykke danmarkshistorie gemt i pigen, der blev flyttet fra trygheden i Hirtshals til på så mange måder noget andet i Vollsmose.Som en af de første herhjemme konverterede hun til islam i 1980. Ikke fordi hun var blevet frelst på ny. Ikke fordi en muslimsk mand tvang hende til det. Saliha blev til Saliha, fordi hun ville være sig selv.

»Jeg tænker tit på, hvad der var sket, hvis mine forældre havde bosat mine tre søskende og jeg et andet sted. Jeg har altid været en outsider. Jeg har altid gjort, hvad der passede mig. Hvis jeg nu havde boet i et meget fint parcelhuskvarter, havde jeg sikkert været hende, der var blevet punker med ring i næsen og orangefarvet hår.«

Det var en ordinær flytning fra matrikel til matrikel på grund af faderens nye job på Lindø-værftet. Set fra børnehøjde var det gigantisk.

»Det var en skillelinje i mit liv. Da vi flyttede fra Nordjylland, begyndte min mor også at arbejde i vuggestuen i Vollsmose, hvor hun før gik hjemme. Jeg kom på en kæmpe skole med over 2.000 børn og der var mange sociale problemer. Jeg følte mig dårligt tilpas både derhjemme og i skolen. Det var en katastrofe.«

Hendes veninder var også tilflyttere til den ny virkelighed. De kom bare fra Pakistan og Tyrkiet. Hos dem iagttog hun en synlig religion i modsætning til kristendommen, der gjorde sig usynlig hos de danske navneskilte i opgangene.

»Det begyndte som noget eksotisk, jeg blev fascineret af.

Men jeg har altid haft en tro. Som barn havde jeg en klokkestreng med en broderet engel og fadervor på. Den var min trøst. Da jeg mødte islam, blev troen defineret.«Familien troede, det var en dille. Noget oprørstrang, der nok skulle falde på plads i hendes teenageurolige krop. Så de sagde ikke noget til det ældste barns hamskifte.

»Jeg var ikke klar over, hvad det skulle komme til at betyde for mit liv og karriere. Set med andre folks øjne var det underligt. Man forbandt islam med de tyrkiske indvandrere. Ikke en vaskeægte dansk kvinde. Jeg ved ærlig talt ikke, hvor den trang til oprør kom fra. Mine forældre har ikke været strenge i deres opdragelse. Det er bare en kerne, som jeg er født med.«

Mette fik navnet Saliha, fordi det var på det ord hendes finger faldt, da hun med lukkede øjne lod den køre ned over en side i koranen for at finde et nyt jeg.

»Saliha betyder enten dydig, retskaffen eller nyttig. Jeg er ikke dydig. Men retskaffen og nyttig er jeg helt klart. Forandringen i navnet betød, at jeg gik fra at være min mors lille Mette til at blive den voksne Saliha. Det var et skridt ind i voksenlivet, og jeg fik min helt egen identitet, som ikke havde relation til noget andet end det valg, jeg selv havde truffet.«

I dag er hun ekstern lektor på SDU, hvor hun underviser i arabisk. Hun underviser i kulturforståelse på VUC, har en aftenskole-klasse i begyndertyrkisk og udtaler sig ofte offentligt om muslimske kvinders levevilkår. For nylig flyttede hun efter mange år i Vollsmose til en nybygget lejlighed i Odense centrum, hvor de glatte parketgulve er tildækket af farvestrålende, vævede tæpper og anlægget hver fredag efter arbejde afspiller oplæsning af koranen. Stadig single. En tilstand hun har indstillet på vil vare ved.

»Det er ikke frivilligt. Jeg kunne ikke drømme om at indlede et forhold til en mand, der ikke var troende muslim. Problemet er, hvor kvinder som mig skal finde mændene henne. Jeg lægger jo ikke en profil op på et datingsite. Måske er det bare min skæbne. At jeg i stedet er den nyttige.«

Saliha tog tørklædet på med det samme, da hun blev muslim. Nu er det blevet en vane, som ikke bliver taget af. Gennem tiden har hun oplevet reaktioner på kombinationen af tildækket hår og blå øjne. En nynazistisk kvinde har engang fortalt hende, at hun var en fornærmelse imod sin egen race. Hun er blevet spyttet på og kaldt landsforræder af ældre borgere. Alt det har prellet af. Så længe Saliha har islam, har hun sig selv.

»Da jeg spurgte imamen dengang, sagde han, at jeg skulle læse og prøve at forstå religionen. Det var egentlig op til mig selv, hvordan jeg skulle leve med den. Den frihed er jeg glad for i dag.«