Alfons og håndlanger dømt for rufferi

En kroatisk mand skal tre et halvt år i fængsel for udnyttelse af tjekkiske kvinder. Hans kvindelige håndlanger fik to år.

Først slap han med en betinget straf, men tirsdag faldt hammeren over en 55-årig kroat, der var tiltalt for rufferi med tjekkiske piger.

Københavns Byret idømte ham tre et halvt års ubetinget fængsel, mens en 27-årig tjekkisk kvinde fik to års fængsel for at fungere som mandens håndlanger.

Kvinden blev desuden udvist af Danmark.

Begge har fra september 2004 til februar 2007 tjent millioner af kroner på tjekkiske prostituerede, som de lokkede til Danmark.

Kvinderne trak i Skelbækgade på Vesterbro, indtil en af de prostituerede fik nok og gik til politiet.

Kroaten var viklet ind i en lignende sag tilbage i 2005, men dengang slap han med en betinget straf, da domsmandsretten mente, at han havde handlet under pres.

/ritzau/