Alexander Biune

Dræbt af vejsidebombe den 10. juli 2011, 23 år

Alexander Biune. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Lorenzen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På Søren Biunes håndled sidder et Rolex-ur. Det fik han af sin søn Alexander, da Alexander som dansk soldat tog med ISAF 11-holdet til Helmand-provinsen i det sydvestlige Afghanistan. Uret kom med formaningen om at Søren Biune skulle gå med det, til sønnen vendte helskindet hjem igen. I dag er det flere år siden, at Alexander skulle være landet med sine soldaterkammerater i Københavns Lufthavn.

Men uret sidder der stadig. For Alexander kom ikke hjem. Han døde i Afghanistan, 23 år gammel.

Hvert år på Alexanders dødsdag den 10. juli samles alle de efterladte, soldaterne fra Afghanistan, familien, vennerne, kæresten Emilie Lerstrøm og hendes familie, ved Alexanders grav. Og sådan har de gjort i flere år. Alexander har altid været et samlingspunkt, fortæller Søren Biune. Og det er han stadig den dag i dag.

“Jeg tror, at han drog folk til sig. På en positiv måde. Han var ikke typen, der havde behov for at vise sig frem eller tage en masse opmærksomhed, men vores hjem har alligevel altid været et samlingspunkt for Alexanders venner. I dag møder de stadig op den 10. juli, og så inviterer vi dem hjem i haven, hvor de sidder og snakker og får en bid mad. Det er helt i Alexanders ånd,” siger Søren Biune.

En nysgerrig sjæl

Alexander var altid nysgerrig og engageret i verden omkring ham, selv da han var ganske lille, husker Søren Biune. Han fremhæver, hvordan femårige Alexander var vild af begejstring, da Steven Spielbergs “Jurassic Park” i 1993 indtog landets biografer, og ønskede sig dinosaurbøger til både jul og fødselsdag. Han havde også en stor plakat hængende på sit værelse med alle dinosaur-arterne repræsenteret.

”Han sugede det til sig. Jeg kan tydeligt huske, hvordan han sad der i midten, da min far havde inviteret os i biografen for at se “Jurassic Park”. Hver gang en af de der skabninger dukkede op på skærmen, lød det fra Alexander: ”Det er en triceratops” eller ”det er en tyrannosaurus rex”. Han kunne fortælle, hvem de var i familie med, og om de var kødædende eller planteædende. Min far var meget imponeret,” fortæller Søren Biune.

Videbegærligheden fulgte ham hele livet, understreger Søren Biune, som også stolt fortæller, at Alexander både har vundet det årlige gokart-løb DM Revanchen og afsluttet gymnasiet med et 12-tal i huen. ”Når Alexander ville kunne noget, så ville han kunne det til perfektion. Han kunne lide at blive udfordret og søgte også udfordringerne selv.”

Sådan husker kæresten Emilie Lerstrøm ham også. Hun var sammen med Alexander i syv år, indtil hans død i sommeren 2011. ”Han ville altid have det bedste ud af tingene. Når vi skulle ud og rejse, planlagde han alt, ned til mindste detalje. Når Alexander gik op i noget, så gik han 110 procent op i det. Han fik altid det optimale ud af situationen og gjorde aldrig noget halvt. Stadig i dag, når jeg oplever noget, der er virkelig gennemført, så tænker jeg på ham: Det ville Alexander have syntes om,” siger Emilie Lerstrøm og tilføjer: ”I dag kan jeg faktisk ikke rigtig holde ud, når folk ikke bruger deres liv til noget. Folk, der lever indholdsløst, kun går op i Paradise Hotel og ikke vil noget med livet. Det kan godt gøre lidt ondt, for så tænker jeg på Alexander, og på at han ville så meget, på at han ville have noget ud af livet. Han skulle have haft lov til at leve det.”

Familiens ønske mod Alexanders ønske

Alexanders familie havde ellers gjort alt for at få Alexander til at blive hjemme. Stillet ham farens BMW til rådighed i et år med betalt benzin og fristet med 100.000 kr. til flytning og studenterliv. Men lige meget hjalp det. Alexander ville af sted.  Emilie Lerstrøm var bestemt heller ikke glad for Alexanders beslutning:

”Det var ikke sjovt, man vidste jo godt, hvad risikoen var. Men han har altid kunnet argumentere for, hvorfor han ville det. Han ville udrette noget og bruge sit liv på noget, der gav mening. Og jeg har jo altid vidst, at han ikke var typen, der skulle have et normalt kontorjob. Mange har spurgt mig, hvordan jeg kunne tillade det. Men vi har aldrig begrænset hinanden i noget, så jeg kunne selvfølgelig heller ikke begrænse ham i den her beslutning,” siger Emilie Lerstrøm.

I Afghanistan viste det sig også, at Alexander havde netop de egenskaber, der skulle til for at blive en forbilledlig soldat. Oberst Jens Riis, chefen for Den Danske Kampgruppe, skriver blandt andet i Alexanders mindeord: ”Alexander var et pragteksemplar af en soldat. Han indeholdt de kvaliteter, vi i Den Danske Kampgruppe ønsker at se hos alle soldaterne. Altid ivrig efter at gøre tingene bedst muligt, altid en vilje til at få tingene til at hænge sammen, altid en vilje til at hjælpe andre, og altid en vilje til at ville være endnu bedre. Bedre fås det ikke.”

Af samme grund fik Alexander også hurtigt opbygget gode relationer til de andre soldater på basen og skabt kontakt til de afghanske soldater, som de danske tropper skulle overdrage opsynet med området til. Selvom de afghanske soldater ikke kunne meget engelsk, kommunikerede Alexander ivrigt, og i telefonen fortalte han Emilie om det hele: ”Han fortalte blandt andet, at han havde snakket meget med en afghansk soldat, der kunne en lille smule engelsk. De talte om familie og sådan noget. Om det at have en kæreste. Soldaten havde jo selv en kone og var ikke vant til, at man også bare kunne være kærester. En aften fortalte soldaten Alexander, at hans kone ventede barn. Og barnet, fortalte han, det skulle selvfølgelig hedde Alexander,” siger Emilie.

»Altid i tankerne«

Søndag morgen kl. 7.30 den 10. juli, en måneds tid inden Alexanders planlagte hjemkomst fra Afghanistan, ringede det på døren hos familien Biune i Værløse. Udenfor stod en feltpræst, øverstbefalende fra Jydske Dragonregiment og en kontaktofficer. “Jeg vidste med det samme, hvad der var sket. Og min verden faldt sammen i det øjeblik,” fortæller Søren Biune.

I dag går der ikke en dag, uden at Søren Biune og hans familie tænker på Alexander: ”Jeg tænker på ham hver dag. Og det går nok aldrig væk. Det handler om at lære at leve med det. Og det er det, der er så svært engang imellem,” siger Søren Biune og Emilie Lerstrøm tilføjer: ”Det var så forfærdeligt. I starten føler man ikke, at man kommer nogen vegne, at man kommer videre. Men det gør man så, efter nogle år. På en eller anden måde får det sin plads, og så er det bare noget, der altid vil være der. Men det er en tung byrde at have på sig. Smerten går jo aldrig væk.”

Men det er bestemt ikke kun smerte og tab, Søren Biune og Emilie Lerstrøm forbinder med Alexander. Gode minder og sjove historier er også en stor del af det aftryk, Alexander har efterladt sig hos sine nærmeste: “Jeg tænker egentlig mest på ham som den rolige og omsorgsfulde person, han var. Han var en livsnyder, han elskede god mad, elskede at rejse og han elskede at arrangere og planlægge ting, der kunne glæde mig, hans venner og hans familie,” siger Emilie Lerstrøm.

Lige inden sin død, nåede Alexander at arrangere en skitur for hele ISAF 11-holdet til et fransk skisportssted. Alexander nåede ikke selv med på skituren, men kammeraterne besluttede at samles og gennemføre den alligevel i respekt for Alexander. “Sådan skulle det være,” siger Søren Biune:

“Alexander var der altid for sine kammerater, og han blev, og bliver stadig, vist stor respekt fra dem, der kender ham. I dag tager jeg også af og til mig selv i at tænke: “Hvad ville Alexander have gjort i den her situation?” Selvfølgelig kommer man da til at sætte ham op på en piedestal. Men det er også for at sige, at for mig, for os alle sammen, stod han for en masse gode ting. Alexander vil altid være et forbillede.”