Aleqa Hammond blev ikke valgt ind i landstinget

Aleqa Hammond opnåede ikke tilstrækkeligt med personlige stemmer til en plads i det grønlandske landsting.

Den grønlandske politiker Aleqa Hammond bliver ikke genvalgt til Landstinget. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nuuk. Den tidligere landsstyreformand og nuværende folketingsmedlem Aleqa Hammond opnår ikke valg til det grønlandske landsting, Inatsisartut.

Hendes parti, Nunatta Qitornai, får kun ét mandat, som klart går til partistifter Vittus Qujaukitsoq.

Han fik 698 personlige stemmer, mens kun 171 satte deres kryds ud for Aleqa Hammonds navn.

Dermed blev det ikke det politiske comeback, som Hammond formentlig havde håbet på, da hun for knap en måneds tid siden annoncerede, at hun ville stille op for Nunatta Qitornai.

Den bedrageridømte politiker opnåede ellers hver sjette stemme ved det seneste folketingsvalg i 2015.

Det skete, efter at hun trådte tilbage som landsstyreformand i 2014. Her konkluderede en revisionsrapport, at hun havde brugt landsstyrets penge i privat sammenhæng.

Hun meldte sig derefter ud af partiet Siumut og har efterfølgende optrådt som løsgænger i Folketinget.

Her har hun tilkendegivet, at hun ikke vil stemme imod den borgerlige regering. Til gengæld er hun blevet formand for Grønlandsudvalget.

/ritzau/