Aldrig mere 18. maj

I dag er det 20 år siden, Nørrebro udviklede sig til en krigszone, da demonstranter og politi tørnede sammen. For første gang i fredstid trak politiet deres våben og affyrede skud mod civile. Berlingske har mødt to mænd, der oplevede uroen på tætteste hold.

Arkivfoto: Mogens Flindt Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Mogens Flindt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I ugerne op til 18. maj 1993 mødes den 29-årige Rene Karpantschof med sine gamle BZ-venner. Det er efterhånden nogle år siden, at de for alvor har været aktive i gadebilledet herhjemme, som under storhedstiden op gennem 80erne. Godt nok har de året forinden stået side om side med svenske antifascister i Lund i modprotest mod nynazisternes årlige hyldestmarch på dødsdagen for Karl XII af Sverige, der endte i sammenstød, men på hjemmefronten er den gamle garde af BZerne flyttet i kollektiver og har droslet ned på de ulovlige aktiviteter.

Den 18. maj er der nok en gang grund til at organisere kræfterne og samle den politiske modstandsfløj i fælles flok. Nok er de ikke længere BZere i ordets oprindelige forstand, men for dele af bevægelsen fortsætter den politiske kamp. Datoen bliver udset som anledning til at lufte den politiske utilfredshed. Danskerne har den 2. juni året forinden i en tæt afstemning forkastet Maastricht-traktaten og dermed dansk medlemskab af den nye Europæiske Union. Nu skal de stemme igen. Denne gang om den såkaldte Edinburgh-aftale, der undtager Danmark fra fire væsentlige punkter i Maastricht-traktaten.

Allerede inden valgstedernes åbning er formodningen, at folkeafstemningen vil falde ud til fordel for ja-sigerne. Derfor bliver der i ugerne op til indkaldt til »stormøde« blandt de gamle og fortsat politisk aktive BZere og den nye gruppe af autonome udspringere fra BZ-bevægelsen.

EF-fri zone

Det anses som et udtryk for politisk hykleri og mangel på respekt for befolkningens holdning, at danskerne for anden gang på mindre end et år skal til folkeafstemning. Derfor skal det planlægges, hvordan man skal reagere, hvis »ja’et« bliver en realitet. Det diskuteres, om demonstranterne i protest skal søge mod magthaverne på Christiansborg, men på selve aftenen kommer det aldrig på tale. I stedet bliver det besluttet, at man i tilfælde af et ja vil forlade tilhørsområdet omkring Blågårds Plads og barrikadere Nørrebrogade ned mod Dronning Louises Bro med skurvogne og erklære området for EF-fri zone. Det skal være med til at skabe en stemning af folkestrejke mod beslutningen og sætte politiet på overarbejde.

Om aftenen den 18. maj 1993 bliver planerne fra tegnebrættet effektueret, da det allerede tidligt står klart, at resultatet er en klar sejr til ja-siden. Den latente oprørsstemning begynder at røre på sig, men at det ud på natten mellem den 18.-19. maj udvikler sig til de mest voldsomme gadekampe siden Anden Verdenskrig, havde ingen kunne forudse. Hverken politi eller demonstranter.

Samtidig patruljerer Allan Nielsen, som han plejer, i en anden del af København, nærmere bestemt på Vesterbro. Det er en sommerlun majdag, og som en del af civilpatruljen fra Station 1, koncentrerer den 28-årige politiassistent sig særligt om de mange gambianske »studerende«, der spankulerer rundt i kvarteret omkring Istedgade som illegale narkosælgere. Hen på aftenen kommer de første meldinger om påbegyndte uroligheder på Nørrebro over radioen. Klokken nærmer sig 22, og indtil videre har situationen været rolig og under kontrol. Men beskeden går nu på, at al nærliggende mandskab skal søge mod Dronning Louises Bro, hvor demonstranter er i gang med at opbygge barrikader. Iført sin sædvanlige civile mundering med sort T-shirt, blå jakke og blå cowboybukser vender Allan Nielsen og et par af hans kolleger bilen mod Nørrebro. Ingen af dem har nogen anelse om, hvad der venter dem de næste timer.

Rene Karpantschof er én af de få hundrede demonstranter, der har taget turen væk fra Blågårds Plads og søgt mod Dronning Louises Bro. På vejen er butiksruder og ruder til banker blevet smadret med kasteskyts. Højst to mindre politidelinger har på det tidspunkt indfundet sig på broen, og demonstranterne udbygger ufortrødent deres barrikader. Omkring klokken 23.20 har politiet dog fået organiseret sig og samlet nok mandskab til at storme barrikaden. Med hjælp fra store mængder tåregas får politiet hurtigt og effektivt sat sig på strækningen fra Nørrebrogade ned til Fælledvej. Demonstranterne forsøger at svare igen med brosten, men tåregassen splitter dem i alle retninger. Rene Karpantschof selv fortrækker op i et BZer-kollektiv nær Fælledvej til sin højgravide kæreste. Herfra overværer han resten af aftenen, som den udvikler sig mere og mere voldeligt.

Brosten ligger frit tilgængeligt

På gadeplan er Allan Nielsen trukket med de kampklædte betjente ned mod Fælledvej. Imens er demonstranterne begyndt at samle sig ved Sankt Hans Torv. Torvet er på det tidspunkt under ombygning, og brosten og andet byggemateriale ligger frit tilgængeligt. Det har potentiale til at udvikle sig til et farligt kampområde. Allan Nielsen bliver sammen med andre civilklædte betjente sendt op ad Fælledvej for at observere. Demonstranterne er i fuld sving med at fylde affaldscontainere med brosten og glas. Kort efter bliver de første sten kastet mod civilpatruljen, der trækker baglæns. Meldingen tilbage til kollegerne lyder, at den nærmeste politikæde skal indsættes, inden situationen eskalerer.

Fra første sekund kommer kæden under massivt pres. Demonstranterne bombarderer dem med brosten og glas. På rad og række står betjentene med plexiskjole og tager mod stenstormen. Efter den første bølge af sten falder de første betjente til jorden. Flere falder hurtigt efter. Hullerne i den menneskelige kæde bliver større og større, og det står klart, at betjentene ikke kan holde stand mod de store mængder af kasteskyts.

Allan Nielsen holder sig på linje med kæden. Han har ikke andet end politistav og pistol til at forsvare sig med, hvis det bliver nødvendigt. Konstant har han øjnene rettet mod himlen for at undgå de faldende brosten, der til enhver tid kan slå ham ud. Blandt demonstranterne i forreste geled udser han sig én særligt aggressiv person. Han beslutter sammen med en kollega at sætte demonstranten ud af spillet. Hurtigt løber de op, overmander ham og får ham slæbt med ind bag politiets kæde, der hele tiden bliver presset tilbage af demonstranterne. Politiet har ikke kontrol over situationen. Alt er kaos.

Lyden af skud

Fra lejligheden på Nørrebrogade ved udmundingen af Fælledvej har Rene Karpantschof taget plads i vindueskarmen, som hundredvis af andre i området. Det er tydeligt, at betjentene ikke er organiseret. De kommer løbende i spredte grupper fra sidevejene, mens det buldrer og brager på Fælledvej. Flere bål blusser op i gadebilledet, og tilskadekomne betjente med ben– og hovedskader bliver slæbt væk i hobetal af kolleger. Klokken nærmer sig halv et, da Rene Karpantschof genkender en lyd, han har hørt få gange før under sin tid som BZer. Lyden af pistolskud. Bragene er så mange, at han bliver i tvivl: Kan det virkelig passe, at politiet har åbnet ild?

Tilbage på Fælledvej går Allan Nielsen igen til fronten af politikædens venstre side. Den er fortsat svækket af det store mandefald. Bagfra bliver der pludselig givet ordre til at trække pistolerne. Det virker helt naturligt i øjeblikket, hvor følelsen af afmagt har overtaget. Det handler om ren og skær overlevelse og om ikke at ende i hænderne på demonstranterne. I så fald er det slut. Ingen tvivl om det.

Allan Nielsen trækker sin pistol. Kort tid efter har han affyret tre skud opad i en vinkel på omkring 45 grader mod demonstranterne. Rundt omkring ham står kolleger med pistolerne trukket. Flere skud bliver affyret op i luften. Om det er skuddene eller gassen, som samtidig bliver lagt ud i gaden, der dæmper urolighederne en anelse er uvist. Men efter den sidste skudsalve klokken 00.45 stilner kampene i hvert fald langsomt af, og aktivisterne trækker sig endegyldigt.

For første gang i mere end tre timer puster Allan Nielsen ud. Kroppen er stadig høj på adrenalin, mens han orienterer sig rundt i gadebilledet. Overalt ligger brosten og knust glas, mens sårede betjente, der skal hjælpes til ambulancernes opsamlingssteder, sidder lænet op ad husmurene.

Retsligt efterspil

Klokken halv fire/fire stempler Allan Nielsen ud fra Station 3, efter at han har skrevet rapport over nattens hændelser. Her indrapporterer han blandt andet to anholdelser, og at han har haft trukket staven. Skuddene indrapporteres først dagen efter. Det er med god samvittighed, han kører mod sit hjem. Med en følelse af, at han i situationen gjorde, hvad der var nødvendigt.

Men for Allan Nielsen får begivenhederne også et retsligt efterspil. Godt et år efter bliver han sigtet for falsk vidneforklaring og for at have slået en af de anholdte demonstranter med sin stav. Sigtelsen for falsk vidneforklaring frafaldes senere, men byretten idømmer ham tre måneders ubetinget fængsel for vold. Kendelsen bliver efterfølgende kæret til landsretten, der frifinder ham.

I dag er det med blandede følelser, Allan Nielsen genoplever begivenhederne fra 18. maj.

»Det er heldigt, det gik som det gik, og det ikke gik værre. At nogle mistede livet. Det er først bagefter og i årene efter, det har sat tanker i gang. Det gjorde det ikke på dagen. Der var jeg ung og usårlig med tunnelsyn. Jeg koncentrerede mig kun om at få anholdt nogle af demonstranterne og hjælpe sårede kolleger. Men efterfølgende er det gået op for mig, hvilken fare jeg var udsat for. I dag havde jeg ikke stået forrest i kæden uden beskyttelse. Så meget kan jeg sige. Aldrig mere en 18. maj.«

TV: Politimuseet markerer 18.maj 1993: