»Alarmerende«: Skoleelever damper e-cigaretter som aldrig før, og det er den direkte vej til at blive rigtig ryger

45 procent af eleverne i de ældste klasser har erfaringer med e-cigaretter, viser undersøgelse fra København. Alarmerende, mener Hjerteforeningen, som vil have skærpet restriktionerne.

Som i gamle dage. Billedet er fra det gamle arkiv og viser to danske konfirmander, som markerer deres overgang til de voksnes verden ved at tage en cigaret. Nu begynder andelen af unge rygere at stige på ny, og stadig flere begynder ved at gøre sig erfaringer med e-cigaretter, som 45 pct. af børnene i de ældste klasser i København har prøvet, viser undersøgelse. Aage Sørensen/Ritzau Scanpix

Danske skoleelever eksperimenterer i stor stil med e-cigaretter. Det er alarmerende, for dermed har de direkte kurs mod at blive »rigtige« rygere, og derfor bør der være en langt mere restriktiv tilgang til salget af e-cigaretter.

Det er reaktionen i Hjerteforeningen, efter at en rygevaneundersøgelse fra København har vist, at e-cigaretter i dag er mere udbredte end almindelige cigaretter, når børn i de ældste klasser begynder at forsøge sig med rygning.