Alarmerende amerikanske absurditeter: Man kan kalde det respektløst

Præsident Trump har tydeligvis ikke erkendt – eller han forstår ikke – at USA har et helt særligt ansvar for at reducere sine CO2-udledninger, skriver vores videnskabsjournalist.

En lastbil med kul kører nye forsyninger op til et kulkraftværk i den amerikanske delstat Utah. Fold sammen
Læs mere
Foto: GEORGE FREY

Det vides endnu ikke, om Lars Løkke Rasmussens imponerende krejler-håndtryk med USAs præsident Donald Trump torsdag aften også var et håndslag på at holde gang i vindmøller og grønne klimaambitioner.

Det er dog næppe tilfældet set i lyset af de seneste dages øjenåbnende amerikanske nyheder på klima- og energifronten.

Bare to dage før den danske statsminister rullede op mod Det Hvide Hus i en topsikret SUV, havde Trump underskrevet en ordre om at sløjfe præsident Obamas såkaldte Clean Power Plan.

Det var en plan, der var iværksat med det primære formål at nedbringe CO2-udledningerne fra amerikanske kraftværker i så stort omfang, at det i 2030 ville svare til at have fjernet 80 mio. biler fra vejene. Med planen ville USA så nogenlunde have været i stand til at overholde sine indledende forpligtelser i den store Paris-klimaaftale, som praktisk taget alle verdens lande, herunder USA, har underskrevet.

Ja, man ville tilmed have forhindret anslået 30.000-40.000 amerikanere i at dø for tidlig som følge af luftforurening.

Nu er det en hel del mere tvivlsomt, om USA kommer i klimamål. Samtidig er det fortsat usikkert, om Trump, der flere gange har givet udtryk for klimaskepsis, vil forsøge at trække USA ud af Parisaftalen.

Man kan hævde, at det alt sammen kan være lige meget. At den grønne energibølge er ustoppelig selv i USA, at Clean Power Plan endnu ikke var effektueret, eller at den amerikanske kulindustri trods Trumps forsøg på genoplivning under alle omstændigheder er dømt til at dø, især fordi amerikansk skifergas er så rigelig og så billig.

Men signalerne er utvetydige. Ikke mindst set i lyset af bebudede milliardnedskæringer i USAs miljøbeskyttelsesagentur EPA – tilmed med en ny mand i spidsen, Scott Pruitt, der ikke bare har udtrykt tvivl om, hvorvidt CO2 yder et væsentligt bidrag til global opvarmning.

Den forhenværende advokat har tilmed tidligere sagsøgt agenturet, som han nu er chef for, hele 13 gange for at opstille økonomiske forhindringer i form af krav om at leve op til normer om luft- og vandkvalitet.

Men disse er langt fra de eneste klima- og miljømæssige mærkværdigheder i Trumps USA.

I den forgangne uge har den såkaldte House Science Committee, et politisk råd under Repræsentanternes Hus, afholdt en »eksperthøring« om klimaforskning. Tre af de fire indkaldte eksperter var alle i større eller mindre grad klimaskeptikere. Kun én af forskerne, professor Michael Mann, repræsenterede de ca. 97 procent af klimavidenskaben, der er af den faste overbevisning, at nutidens globale opvarmning fortrinsvist er menneskeskabt.

Af samme årsag måtte han ene mand forsvare skudsalver af besynderlige angreb, herunder om at et af verdens mest respekterede videnskabelige tidsskrifter, Science, ikke er en »objektiv« kilde, eller at en marginal videnskabelig usikkerhed kan være argument for ikke at handle på klimaområdet.

Efter Trumps sejr har mange amerikanske klimaforskere i statslige institutioner følt sig forfulgt og har i hast downloadet vitale data om fortidens og nutidens klima til private databaser af frygt for, at det vil blive slettet fra statslige servere. Ifølge polarforskeren Victoria Herrmann er det allerede i vidt omfang sket.

I et debatindlæg i The Guardian skriver hun således, at allerede dagen efter Trumps indsættelse blev links til videnskabeligt materiale inaktive, og centrale arktiske rapporter forsvandt »inden for minutter«.

Dermed synes den nye amerikanske administration ikke bare at fjerne sig fra videnskaben og dermed det grundlag, som USA har bygget sin umådelige rigdom på. Den fjerner sig også i stigende omfang fra stort set hele den øvrige verden, der for længst har indset, at investeringer i grøn energi ikke bare er sundt for planeten, men også sundt for økonomien.

Endvidere har Trump tydeligvis ikke erkendt – eller han forstår ikke – at USA har et helt særligt ansvar for at reducere sine CO2-udledninger. Det skyldes især, at CO2 er en uhyre langtlevende drivhusgas, hvorfor de historiske udledninger tæller lige så meget som de nuværende, når det handler om at fordele reduktionsbyrden globalt.

I dag er USA »kun« klodens næststørste udleder, overgået af Kina. Men historisk er landet ansvarlig for omkring en fjerdedel af alle menneskeskabte udledninger på kloden (siden midten af 1800-tallet).

At det officielle USA lader hånt om klimaet og ikke ifører sig en global førertrøje må derfor være en rød klud i ansigtet på store udviklingslande, herunder Indien og Afrikas nationer, som historisk har udledt næsten ingenting, men som i stigende grad får følgerne af klimaforandringerne at mærke.

Respektløst kunne man også kalde det. Ikke mindst i halen af de tre varmeste år, der endnu er målt globalt.