Den seneste tids koranafbrændinger i Danmark og Sverige har vakt voldsomme reaktioner i den muslimske verden, og den danske regering arbejder på et forbud.

Nu har verdens måske mest berygtede terrororganisation, al-Qaeda, også meldt sig på banen i den betændte konflikt.

Tore Refslund Hamming, der er ph.d. i militant islamisme, udlægger i et opslag på X indholdet i en udmelding, som søndag blev delt på al-Qaedas centrale mediebureau, al-Sahab.

Titlen på udmeldingen er »Forpligtelsen til at angribe de aggressive folk«.

Ifølge Tore Refslund Hamming fokuseres der i to ud af tre sider af udmeldingen på koranafbrændingerne i Danmark og Sverige, der italesættes som et koordineret angreb på alle muslimer fra landenes befolkninger og regeringer.

»Danmark og Sverige er to små, foragtelige lande, som ikke udgør mere end to små pletter på verdenskortet.«

Derefter bliver udmeldingen mere aggressiv, beretter Tore Refslund Hamming. Der opfordres således helt specifikt til angreb på de to lande.

»Mennesker af islam i Sverige, Danmark og hele Europa – hævnens pligt er placeret hos jer,« skriver al-Qaeda.

Direkte krigserklæring

Tore Refslund Hamming kalder udmeldingen for »voldsom« og skriver i øvrigt, at hans bedste vurdering er, at det skærper terrortruslen mod Danmark »betragteligt«.

»Det her er den mest direkte opfordring fra militante islamister til terror mod Danmark siden Muhammedkrisen,« skriver forskeren i militant islamisme.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har tidligere bekræftet over for TV 2, at koranafbrændingerne har skærpet truslen mod Danmark.

Yaqoub Ali, der engang var en af de mest indflydelsesrige personer i det militante islamistiske miljø i Danmark, og som leder af bevægelsen Kaldet til Islam rekrutterede unge mænd til hellig krig, ser også et nybrud i udmeldingen, skriver han på X.

»Man må sige, at ordren nu ændres til direkte krigserklæring. Jeg vil være bekymret!«