Akuttelefonen udfordrer også hovedstadens sygeplejersker

Det er ikke uden bump på vejen, når hovedstadens sygeplejersker skal læres op i at betjene akuttelefonen, siger kredsformand i Dansk Sygeplejeråd.

Læs mere
Fold sammen

Det skulle være forholdsvis simpelt: En utilpas borger ringer ind til en akuttelefon, hvor en sygeplejerske sidder parat til at hjælpe.

Men i Region Nordjylland har den øvelse resulteret i et dårligt arbejdsmiljø, hvor sygeplejersker ligefrem er besvimet af presset og det stress, arbejdet indebærer, skriver Avisen.dk.

Og i Region Hovedstaden kæmper man også med at finde en fornuftig arbejdsgang for sygeplejerskerne bag den omdiskuterede 1813-akutlinje, fortæller Vibeke Westh, kredsformand i Hovedstaden hos Dansk Sygeplejeråd.

»Det er en anderledes måde at organisere arbejdet på, og der er et pres forbundet med at sidde foran en skærm i otte timer og have en intensiv og vigtig dialog med mennesker, hvor du skal kunne træffe en hurtig beslutning,« siger Vibeke Westh.

»Og man skal huske på, at patienterne har et meget anderledes reaktionsmønster. Nogen er meget fåmælte, mens andre er utålmodige,« uddyber hun.

Vibeke Westh fortæller samtidig, at hele debatten om problemer med blandt andet ventetider på akuttelefonen har gjort det hele lidt sværere.

»Vi har følt os lidt som gidsler i striden mellem lægerne og regionerne, og det er aldrig rart, når ens arbejde bliver sat så meget til debat, som tilfældet har været her,« siger Vibeke Westh.

I Region Nordjylland har presset resulteret i sygemeldinger, der så igen har betydet en undernormering, der har øget presset på de ansatte sygeplejersker. Og i hovedstaden er sygefraværet blandt de ansatte ved akuttelefonen da også steget, bekræfter Vibeke Westh.

»Der har været problemer med sygefravær, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der er et akut billede. Man kan også være uheldig, at der er nogle langtidssygemeldinger,« siger hun.

Vibeke Westh oplyser, at Dansk Sygeplejeråd har en løbende i dialog med Region Hovedstaden, og hun tror fortsat på, at det på sigt bliver muligt at finde en fornuftig balance.

»Vi er i drøftelser med regionen om, hvad der skal til, hvad der fagligt skal ske, hvordan arbejdsmiljøet skal være, og hvordan man bliver anerkendt for det arbejde, man laver. Det er en løbende proces. Vi tror på, at det kan lade sig gøre,« siger hun.