Snot og snue, hoste og virus er lige nu ekstremt udbredt, og derfor har 1813-telefonen været særligt presset i december. 

Første halvdel af vintermåneden havde akuttelefonen hele 2.500 flere opkald end samme tid sidste år. 

Luftvejssygdomme spreder sig fortsat, og det øger presset på akuttelefonerne rundt om i regionerne. 

Region Hovedstaden har første juledag haft ventetider på helt op til 2 timer. 

»Vi har haft rigtig mange opkald i dag med ventetid på op til to timer. Nu er køen halveret, og ventetiden falder fortsat. Vi har allerede nu aktiveret en styrket vagtplan, hvor ekstra mange medarbejdere møder ind til at hjælpe med telefonerne, og vi forventer at ventetiden er nede i et lavere niveau inden for de næste par timer,« fortæller Region Hovedstadens Akutberedskab.

De seneste måneder har Danmark været præget af stigninger i fem luftvejssygdomme på samme tid. Smitten med covid-19 er steget hen over efteråret.

»Vent med at ringe«

Akutberedskabet fortæller, at folk ringer ind med mange forskellige henvendelser, »men mange er ramt af virus lige nu,« lyder det. 

Formiddagene i weekenden er der typisk travlhed, når folk vågner og føler sig skidt tilpas. 

»Vi minder om, at vi ikke giver podesvar eller ordinerer medicin til virusinfektioner, så de mange, der har influenza eller corona, kan vi desværre ikke gøre noget for andet end at opfordre dem til at blive i sengen og tage smertestillende, hvis de har muskelsmerter,« siger Region Hovedstadens Akutberedskab og tilføjer: 

»Vi vil selvfølgelig gerne understrege, at hvis man har livstruende symptomer, så skal man ringe 1-1-2. Og Akuttelefonen 1813 er til akutte sundhedsproblemer, som ikke kan vente, til egen læge åbner den 27. december.«

Akutberedskabet oplyser 15.40 til Berlingske, at køen er nede på omkring 40 minutter og forventes at være på normalt niveau klokken 17. 

I sidste uge blev antallet af influenzatilfælde fordoblet. Men corona er faktisk mest udbredt. 

Smitten med covid-19 er ifølge de seneste tal stagneret på sit høje niveau. Det samme gør sig gældende for RS-virus, mens Statens Serum Institut ikke mener, at influenzaen endnu har toppet.

Det siger faglig direktør i SSI Tyra Grove Krause.

»Normalt ser vi en nedgang i influenza hen over jul og nytår, fordi børn er hjemme fra skole. Og det er tit dem, der driver smitten,« siger hun og påpeger, at influenzaen ikke er på et særlig højt niveau.

»Der har vi kun set begyndelsen af stigningen.«

Man skal derfor bruge sin sunde fornuft, når man den næste tid skæver til en kalender fuld af julefejring – og blive hjemme, hvis man er syg, lyder det.