Debatten om politiets brug af magt raser igen efter en konkret episode, der fandt sted i forbindelse med søndagens fodboldkamp mellem F.C. København og Brøndby IF. 

For brød en betjent reglerne for brug af stav, da han slog ud efter en fan? Noget tyder på det, lyder det nu fra to aktører med kendskab til politiets arbejde.

En video viser en gruppe civilklædte betjente, som stormer mod en gruppe fodboldfans ved Haralds Bodega ved Jagtvej i København.

Af videoen fremgår det, at en civilklædt betjent, som er iført en neongul kasket, flere gange slår på en fodboldfan med sin politistav, mens den pågældende fodboldfan ligger ned. 

Hændelsen finder sted tæt på Haralds Bodega, og den pågældende betjent slår i den forbindelse mod fodboldfanens hoved.

Senere bliver fansene trængt op mod indgangen til bodegaen, hvor den civilklædte betjent med den neongule kasket også bruger sin stav. Det fremgår af en anden video, at betjenten afgiver flere slag mod en anden fodboldfan. Det kan se ud, som om betjenten strejfer hans hoved med sin stav.

Af videoen fremgår det også, at den pågældende betjent til sidst bliver trukket væk af en kollega.

Marc Johansson har arbejdet som betjent for Københavns Politi på Station Bellahøj, og han forklarer til Berlingske, at studerende på politiuddannelsen blandt andet lærer, at man ikke må slå efter steder som hovedet, kravebenet eller direkte på rygsøjlen med en politistav. De lærer desuden om proportionalitetsprincippet. 

Det betyder for eksempel, at man skal stoppe med at slå, hvis en person er stoppet med at udføre den handling, der i første omgang fik betjenten til at bruge sin stav.

Så hvis man kigger på lærebogen, vil du så sige, at den pågældende betjent bryder med reglementet?

»Ja, når du ser på den hændelse isoleret, så bryder han med reglementet. Det er min vurdering,« siger den tidligere politibetjent og henviser til episoden, hvor betjentene trænger fansene op mod Haralds Bodega.

»Det kan være, at betjentene har fået en ordre om at splitte fansene af. De fans, der ikke forsvinder, vil som regel blive slået med staven. Men hvis en person ikke flygter fra stedet, men i stedet bukker sig sammen og forsøger at beskytte sig selv, så skal du selvfølgelig stoppe med at slå.«

Lektor i kriminologi ved Lunds Universitet David Sausdal har også kommenteret hændelsen. Det gjorde han i radioprogrammet P1 Morgen torsdag:

»Man kan se, at staven bliver brugt på en anden måde, end det her stavreglement tilsiger. Man må ikke slå i hovedet og i ansigtet eksempelvis,« sagde David Sausdal.

Det fremgår af bekendtgørelsen om politiets anvendelse af visse magtmidler, at »staven må ikke rettes mod hoved, hals, nakke, kraveben, bryst, mave, nyrer, skridt eller rygsøjle«.

»Overlevelsesinstinktet« slået til

Ifølge Marc Johansson kan det være meget svært for politibetjente at agere korrekt i tilspidsede situationer:

»Når man først er helt oppe at køre, og overlevelsesinstinktet er slået til, så er det ikke regelbogen, man begynder at citere. Så har man måske brug for, at en kollega kommer og trækker én væk fra stedet,« siger den tidligere betjent og tilføjer:

»Civilbetjente forsøger ofte at komme tæt på nogle af de her fans. Det betyder, at de risikerer at havne i situationer, hvor de bliver meget pressede, fordi de kan ende med at stå alene med en hooligan for eksempel, hvor der er meget på spil – også, når det kommer til at beskytte sig selv. Derfor vil de tit være i et kampmode oppe i hovedet. Det kan også være svært at styre, hvor slagene rammer, når du først begynder at slå.«

Han mener, at det er vigtigt »at forstå nuancerne« i en sådan situation, selvom det ikke hjælper de personer, der har »fået tæsk med en politistav«:

»For selvfølgelig kommer betjente til at lave nogle fejl, fordi der er nogle primitive mekanismer i kroppen,« siger han.

»Stor bekymring«

Videoerne har også affødt reaktioner fra fodboldfans. Casper Fischer Raavig, bestyrelsesmedlem og talsperson for F. C. København Fan Club, siger til Berlingske, at fanklubben ser med »stor bekymring« på de videoer, der er blevet delt på X, og »de første beretninger«, de har fået fra fans.

Fanklubben opfordrer desuden deres medlemmer til at klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), »hvis man har været udsat for eller været vidne til noget i søndags«.

Politiforbundets formand, Heino Kegel, oplyser til Berlingske, at han ikke ønsker at kommentere sagen. 

Berlingske har også bedt ledende politiinspektør i Københavns Politi Peter Dahl om at kommentere hændelsen. Han henviser til P1 Morgen, der interviewede ham torsdag.

Han kommenterede også politiets aktion over for Berlingske mandag. 

Her ville han ikke forholde sig til den konkrete hændelse, men han pegede på, at »det her videoklip er 20 sekunders uddrag af en virkelighed, der har varet det meste af dagen«.

»På den baggrund vil det være useriøst af mig at fælde en dom i forhold til, om den magtanvendelse, man ser, er proportional eller uproportional,« sagde han til Berlingske og tilføjede, at »man« ikke har nogen idé, hvad der gik forud for hændelsen.

På videoen ser det ud til, at en kollega ser sig nødsaget til at hive en betjent væk. Kan du forstå, at det her ser voldsomt ud?

»Det ser altid voldsomt ud, når politiet bruger magtanvendelse,« sagde Peter Dahl og tilføjede:

»Uden at vide, hvad der er foregået, så virker det også, som om han umiddelbart efter at være blevet trukket tilbage går fra stedet. Det kunne godt indikere, at man over højttaleren er blevet meddelt, at nu skal man trække væk. Det er en del af konceptet at sikre, at alle kommer med væk.«

Politiinspektøren fortæller desuden, at politiet stod i en svær situation:

»Vi kan konstatere, at vi efter kampen mellem FCK og Brøndby igen, igen stod i københavnske gader med et københavnsk politikorps, som har været udsat for adskillige 119-sager – vold mod politiet – politifolk, der måtte på skadestuen, hvoraf den ene er blevet scannet, fordi der var blod i urinen. Der er blevet kastet kanonslag, flasker og vejafspærringer efter os.«

B.T. har desuden talt med en række naboer til bodegaen, der ifølge B.T. fortæller om én gruppe FCK-fans, der »på mange punkter« har gjort det seneste halve år på Samsøgade »fyldt med frustrationer og frygt«.