Aktivist lækker Wammens CPR-nummer

En tidligere politimand har offentliggjort forsvarsminister Nicolai Wammens CPR-nummer på nettet.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) tog torsdag afstand fra, at en hackergruppe lækkede CPR-numre på internettet, men nu er hans eget CPR-nummer blevet offentliggjort af en dansk aktivist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) tog torsdag afstand fra, at en hackergruppe lækkede CPR-numre på internettet, men nu er hans eget CPR-nummer blevet offentliggjort af en dansk aktivist, skriver dr.dk.

Det er den tidligere politibetjent Lars Kragh Andersen, der har lagt den personfølsomme oplysning om Nicolai Wammen ud på nettet for at øge opmærksomheden omkring overvågningen.

Det fortæller han til DR Nyheder.

»Jeg mener, at politikere skal smage deres egen medicin, når de laver lovgivning, der på den mest totalitære måde giver staten lov til at overvåge os,« siger Lars Kragh Andersen til DR Nyheder.

Fredag havde han udlovet en dusør til den, der kunne skaffe ministerens personnummer.

Personerne, der har skaffet Nicolai Wammens CPR-nummer, har testet alle mulige kombinationer af ministerens CPR-nummer igennem en offentlig myndigheds hjemmeside, og her har de haft held til at ramme rigtigt, viser en række billeder, der ledsager offentliggørelsen.

Det er ulovligt at offentliggøre et CPR-nummer, og det kan også være på kant med loven overhovedet at bruge CPR-nummeret på offentlige myndigheders hjemmesider.

Derfor har DR Nyheder ikke kunnet efterprøve, om personnummeret er korrekt. Lars Kragh Andersen har dog taget en række skærmbilleder, hvor han ved hjælp af det korrekte CPR-nummer får adgang til ministerens adresse.

Lars Kragh Andersen er klar over, at han bryder loven ved at offentliggøre personnummeret.

»Det er jo essensen ved civil ulydighed, at man godt kan risikere at få en eller anden straf for at sætte fokus på nogle ting,« siger han til DR Nyheder.

Det var fredag ikke muligt for dr.dk at få en kommentar fra Nicolai Wammen, der dog torsdag i Politiken kaldte det et angreb på demokratiet, hvis man på ulovlig vis begynder at udstille eller chikanere politikere, fordi de har en anden overbevisning, end man selv har.