Aktierne i nogenlunde ro

Det er for tidligt at afblæse den finansielle uro, men de danske aktier trivedes fint på mandagens marked.

Mens Den Europæiske Centralbank (ECB) fortsat må pumpe milliarder af euro ud på pengemarkedet på grund af finansiel uro, så gik det mandag ganske fint for de danske aktier. C20 gik frem med 1,4 procent til 485,21 inspireret af generel positiv stemning på de udenlandske aktiemarkeder.

På det danske bankmarked var der fremgang hos Sydbank, Danske Bank og Nordea, men det er endnu for tidligt at afblæse uroen, selv om det ser ud til, at det går den rigtige vej.

- Det er meget tidligt at sige, om vi skal ned en gang til. Jeg vil tro, at vi kommer ned. Vi tror, at markedet nu har fundet et niveau nu, hvor det vil gå lidt op og ned uden så meget retning. Vi skal have det til at stabilisere sig, før vi er klar til en ny ekspansion for aktierne, siger Danske Banks aktiestrateg Morten Kongshaug til Ritzau.

/ritzau/