Aktiemarkedet stabiliserer sig

Danske aktier rettede sig mandag - efter store kursfald i sidste uge. Analytikere forventer roligere tider på aktiemarkederne. Men der kan gå uger.

Store kurssmæk torsdag og fredag i sidste uge barberede milliarder af de europæiske aktiers værdi, men mandag åbnede de danske aktier med pæne stigninger. Det sker, efter at de udenlandske investorer har genvundet lidt af tilliden til aktierne. Det toneangivende aktieindeks C20 åbnede 1,3 procent højere i 484,63.

Baggrunden for aktiefaldene på knap tre procent i C20-indekset både torsdag og fredag er en voldsom uro på de globale finansmarkeder. Selv om uroen formentlig ikke helt er overstået endnu, så har flere aktieanalytikere fortsat tiltro til aktiemarkedet.

Hos Jyske Bank mener aktiestrateg Per Hansen, at aktierne vil slutte moderat højere i 2007. Og han anser det for mest sandsynligt, at den nuværende uro langsomt forsvinder over de kommende uger.

- Ikke fordi uroen ikke har rod i et fundamentalt problem, men fordi de finansielle markeder har en evne til langsigtet at ryste de større udfordringer af sig. Denne gang bliver givetvis ingen undtagelse. Men ting tager tid, og udfordringerne i visse dele af økonomien er reelle, skriver Per Hansen i en analyse om den finansielle uro.