Air Greenland flyver igen

Efter tre dages strejke genoptager kabinepersonalet arbejdet i det delvist SAS-ejede grønlandske flyselskab Air Greenland. Dialog med ledelsen undervejs.

Flypassagerer kan glæde sig over, at weekendens grønlandske flytrafik er reddet. Kabinepersonalet i Air Greenland Cabin Union (ACU) har nemlig valgt at følge Arbejdsrettens påbud om at gå i arbejde.

- De er gået i arbejde i dag, og der går en dialog i gang. Det er det eneste, jeg kan sige lige nu, siger ACU's formand Anders Mark Jensen til Ritzau.

Arbejdsretten nåede onsdag eftermiddag frem til, at der var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og foreningen kunne forvente en bod, hvis strejken fortsatte.

Stridens kerne er angiveligt en pensionsordning, der trådte i kraft 1. januar i år i forbindelse med en ny overenskomst, fordi den gav problemer med skattefradraget.

Air Greenland ejes af SAS, Grønlands Hjemmestyre og den danske stat. SAS har sat sin ejerandel på 37,5 procent til salg./ritzau/