Agnes gik ud af 1.g for at blive SOSU–assistent: Folk sagde, at jeg kunne være blevet til noget

Agnes Daugbjerg valgte med hjertet og blev SOSU-assistent. Et fag, der holder velfærdsstaten oppe og alligevel er blandt de mindst prestigiøse. Det prøver Agnes at lave om på som deltager i DM i debat, hvor hun er nået til semifinalen.

»Hvis jeg stiller mig op og siger noget om ældreområdet – og en akademiker gør det samme, så ved ?man godt, hvor taletiden falder, og det er ikke hos mig. Det er jo vanvittigt; der er trods alt flere af os på gulvet, end der er folk bag skrivebordene,« siger Agnes Daugbjerg, ?SOSU-assistent og debattør. ?Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Agnes Daugbjerg Østergaard for nylig gik op på scenen under DM i debat, overhørte hun én blandt publikum sige:

»Hvad laver en SOSU-assistent her?«

Agnes Daugbjerg kunne have svaret, »jeg er her for at gå videre til semifinalen«. For der er den 23-årige SOSU-assistent fra Randers landet, blandt otte unge med så vedkommende argumenter og så logisk sammenhængende veltalenhed, at de skal dyste om titlen »Danmarksmester« under Folkemødet i næste måned.

»Den konkurrence handler om at have noget på hjerte. Og det kan man lige så vel have som SOSU-assistent som statskundskabsstuderende,« siger Agnes Daugbjerg.

Opgør med fordomme

Det er andet år i træk, at Agnes Daugbjerg når semifinalen, og hendes ærinde i debatten er netop at gøre op med de fordomme og den disrespekt, som udsagnet »hvad laver en SOSU-assistent her« er udtryk for.

For hvorfor er det ikke omgærdet af respekt og prestige at være en af velfærdssamfundets grundpiller? At være indehaver de så omtalte »varme hænder«? At være der for vi andres forældre og bedsteforældre under sygdom eller i deres sidste, svære tid?

Torsdag bragte Berlingske et interview med en journalist og politolog, der har arbejdet i knap et år som folkeskolelærer, men som nu forlader sit job i frustration over den manglende respekt, hun har oplevet fra såvel politisk hold som fra befolkningen som sådan, for skolelærernes indsats og centrale funktion i velfærdssamfundet.

Og så er lærerne end ikke de mindst respekterede blandt velfærdssamfundets fodsoldater. For nylig målte YouGov 99 jobtitlers prestige for Ugebrevet A4, og selv om »de varme hænders« status er kravlet opad de seneste ti år, roder jobtitler som hjemmehjælper (81. plads) og SOSU-assistent på plejehjem (76. plads) stadig rundt i bunden af skalaen – kun »undergået« af titler som skraldemand, reklameomdeler, kontanthjælpsmodtager, taxachauffør og parkeringsvagt.

Pudsigt nok er der stor prestige i at være den, der tager imod, når livet begynder – jorde­mødre har det 10. mest prestigefyldte job ifølge YouGovs undersøgelse – men ingen i at være den, der holder i hånd, når livet slutter:

»Det er ingen prestige i det overhovedet, og det, jeg bidrager med, er heller ikke umiddelbart målbart. Folk går på arbejde for at udrette noget. For at skrive en rapport eller bygge et hus, og så er det færdigt. Jeg giver de ældre omsorg, så deres dag bliver bedre. Men det kan ikke måles,« siger Agnes Daugbjerg.

Droppede gymnasiet

Agnes Daugbjerg fik gode karakterer i folkeskolen. Og som det naturligste i verden fortsatte hun i gymnasiet efter 9. klasse.

»Jeg gjorde lige som alle andre, tror jeg. Med mine gode karakterer hang der en forventning i luften, at jeg »skulle blive til noget« – og for at »blive til noget«, går man i gymnasiet. Det gik også ganske fint, indtil jeg begyndte at kede mig helt vildt. Jeg var vist blevet det, der hedder skoletræt; det sker også for unge med gode karakterer.«

Halvt inde i 1.g. gik Agnes Daugbjerg derfor op til sin rektor og meddelte, at hun ville meldes ud, fordi hun ville være SOSU-assistent. Hun blev mødt af en lang tavshed.

»Så sagde han »jamen, du kunne jo være blevet til noget«. Og dernæst at min mor »nok ikke ville lade mig gå ud, så jeg bare kunne blive SOSU-assistent«,« siger Agnes Daugbjerg.

Grænseoverskridende

Men med sin mors velsignelse gjorde hun 1.g. færdig, søgte ind på SOSU-uddannelsen, og få måneder senere stod hun blandt alvorligt plejekrævende på et demensafsnit.

»Det var virkelig grænseoverskridende for en 17-årig. Men når man møder sådan et afsnit, hvor al personale brænder for det, og det hele handler om, at beboerne skal have den bedste dag nogensinde og virkelig nyde de små stjernestunder, så gav det mening.«

Hvordan har folk reageret på dit valg?

»Jeg tror, mange tænkte »hvorfor?« eller »du kunne blive så meget mere«. Der var og er flere, der spørger »hvad skal du så bag­efter?« eller »hvad kan du så blive?«. SOSU-assistent-uddannelsen er bygget op, så jeg kan lægge forskellige tillægsuddannelser oveni, og det vil jeg da ikke udelukke sker en dag. Men jeg kan ikke forstå, at folk siger, at det ikke er nok at være SOSU-assistent. Det giver ingen mening for mig.«

Hvad er det så, der giver mening for dig?

»Jeg kan huske en episode, hvor jeg kom en del hos en døende dame. Hun havde ikke sagt noget i flere dage. Sådan er det tit. Når man er ved at gå bort, mister man gradvist forskellige funktioner. En dag, hvor vi havde ekstra travlt på afdelingen, tog jeg en bolle med ned til hende i min formiddagspause, satte mig på sengekanten og spiste den hos hende. Så tog hun min hånd og sagde »tak«. Og da havde hun altså ikke sagt noget i flere dage. »Hvad siger du tak for?«, spurgte jeg. »Bare fordi du er her«, sagde hun. Den dag kunne jeg virkelig sige, at jeg havde gjort en forskel på mit arbejde.«

Hvorfor er der ikke respekt omkring dit job, tror du?

»For det første er det en kort uddannelse. Og så er det et job, hvor man ikke tjener ret meget. I Danmark er det bare ofte sådan, at jo mere, du tjener, jo mere prestige er der i det. For mig er det vigtigere at gå glad på arbejde. Men jeg tror også, at det bunder rigtig meget i uvidenhed. De fleste ser mit fag som et, hvor man hjælper de ældre med at gå i bad og på toilettet. Men jeg skal også dosere medicin, tage kontakt til læger og træffe alvorlige beslutninger.«

Ind i kommunalpolitik

Uvidenheden har Agnes Daugbjerg sat sig for at udradere. I det omfang hun kan. Hun er medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og bliver formentlig opstillet som kandidat til kommunalbestyrelsen ved næste valg. Hun holder foredrag på gymnasier, deltager i DM i debat og prøver generelt at fortælle de gode historier fra borgernes og primærpersonalets synsvinkel – som modvægt til de mange dårlige historier fra plejesektoren. Og ikke mindst til den debat om velfærdsstatens vilkår, der foregår langt fra SOSU-assistenternes hverdag:

»Når politikerne laver om på uddannelsen eller gennemfører besparelser, så hører vi altid sådan nogle akademiske, distancerede begrundelser. Ofte glemmer man, hvem det går ud over. Jeg ser som min fineste opgave at fortælle om virkeligheden set fra en, der går på arbejde og udfører de beslutninger. Men jeg vil enhver tid hellere tale om alle de gode oplevelser. I mit arbejdsliv er der gode historier 90 pct. af tiden,« siger hun.