Aggers sidste kamp i Brøndby: En tilbagelænet vestegnsdreng sagde farvel

Berlingskes sportsredaktør mødte Daniel Agger første gang, da Agger som 19-årig netop var rykket op i Brøndbys førsteholdstrup. Her tegner Morten Crone Sejersbøl et portræt af en spiller, der på mange måder fremstår benhård og kompromisløs, men som i den private sfære er en stille fyr.

På banen en benhård no bullshit-attitude, udenfor en stille fyr, der ikke sagde meget, men umærkeligt fik justeret forholdene til. Søndag var sidste kamp for Daniel Agger i Brøndbys farver. Foto: Per Kjærbye Fold sammen
Læs mere

Daniel Agger har været 19 år, da jeg mødte ham første gang. Han var netop blevet rykket op i førsteholdstruppen og havde vel aldrig givet et interview, før jeg dukkede op i lobbyen på Brøndby Stadion. Men det virkede sådan.

Daniel Agger fremstod som en voksen mand, der gennem et langt liv var blevet skuffet tilstrækkeligt og nu havde besluttet sig for ikke at give mere af sig selv. Korte svar under kasketten. Undvigende øjne.

Men det må da være stort at skulle debutere for Brøndby?

»Det er bare endnu en fodboldkamp.«

Er du nervøs?

»Hvorfor skulle jeg være det?«

Føler du dig klar til at tage over efter Andreas Jakobsson?

»Jeg er altid klar. »

Hæng mig ikke op på citaterne, men det er sådan, jeg genkalder mig dem. Var det ikke nøjagtig sådan, de faldt, var det næsten sådan. Det vigtige er attituden, som jeg først betragtede som arrogance, dårlig opdragelse eller i mildere øjeblikke som generthed. Senere lærte jeg den at kende som Daniel Aggers måde at beskytte det, han i et langt bredere omfang end de fleste opfatter som sin private sfære.

Da han søndag eftermiddag sagde endeligt farvel til tiden som Brøndby-spiller og blev tiljublet af en syngende endetribune, var han blevet til en mand, far til to og klogere på livet efter 12 år i professionel fodbold, men han var stadig Daniel Agger. Sin helt egen. Stille og kortfattet. På vagt. Lidt mere tatoveret.

Han lukker dig først ind, når han har set dig an. Derefter værner han om dig, indtil du svigter ham. Han har et veldefineret æresbegreb og en ukrænkelig retfærdighedssans. Han passer på sin familie, beskytter den fra omverdenen. Hans venner er stadig fra dengang i Hvidovre, inden det hele tog fart. Hans bror er ansat i hans kloakfirma, hvor en af hans bedste venner er direktør.

Daniel Agger rutter ikke med sine følelser, og han er typen, for hvem smerte er et tegn på en svaghed, han nægter at acceptere og derfor hader at tale om. Havde han ladet smerten diktere, havde han ikke spillet med den diskusprolaps, der stadig trykker, eller med de maveproblemer, som mange års brug af gigtmedicin medfører, og som med mellemrum har gjort ham ukampdygtig.

Den dyreste spiller i Brøndbys historie

Da han i 2004 blev rykket op i Brøndbys førsteholdstrup i forbindelse med salget af Andreas Jakobsson, var det efter, at den mytiske ungdomstræner Tom Køhlert havde blåstemplet ham over for formand Per Bjerregaard med de ord, der senere skulle blive legendariske: »I har Daniel Agger. Om 10 kampe har alle glemt Andreas Jakobsson.«

Et år senere var Agger på landsholdet, to år senere var han som den dyreste spiller i Brøndbys historie blevet solgt til Liverpool for 63 mio. kr.

Med et enestående venstreben, en god teknik, et roligt overblik og offensive ambitioner om at gøre en forskel ikke bare på dødbolde, men også som igangsætter i sine rush frem ad banen, optrådte han fra første dag som en moderne forsvarsspiller med en slank, men granitagtig krop. I Liverpool tog de ham til sig som deres egen, og da han en sommerdag dukkede op med »YNWA« (initialerne fra klubbens mantra »You’ll never walk alone«) tatoveret hen over knoerne, udødeliggjorde han sig selv på Anfield.

I 2014 havde Daniel Agger været en del af den professionelle fodboldverden i 10 år, var blevet anfører på landsholdet, viceanfører i Liverpool og en etableret spiller på den store scene og med en årsløn på over 60 mio. kr. I hvert transfervindue dukkede han op som et emne i nogle af verdens bedste klubber, og selv om det næsten lød som for meget af det gode, da FC Barcelona i 2013 viste sin interesse, var den god nok.

Dengang skulle han ingen steder, men i sommeren 2014 var han klar til at rykke. Daniel Agger fik ikke længere den spilletid, han kunne ønske sig, og en dag gik han op og forlangte at komme væk. Mange af de store klubber var igen interesserede, men selvom han angiveligt overvejede at slutte sig til sin tidligere træner, Rafael Benitez, der nu var i Napoli, havde han fået en henvendelse, han ikke kunne sige nej til: Ville han komme hjem og hjælpe med at genopbygge det Brøndby, der havde været i frit fald, tæt på konkurs og langt fra guldet siden dengang i 2005, da han havde været med til at vinde The Double under Michael Laudrup?

Fik umærkeligt drejet på knapperne

Jan Bech Andersen havde sat sig i formandsstolen og var som storaktionær manden, der fik Daniel Agger overbevist og af sine egne penge betalte de 20 mio. kr., der skulle til for at få ham fri og hjem til Brøndby, hvor de elsker ham for at være tro mod sig selv og det, han kommer fra. For at bære sig selv flot og for at have en laid back vestegnsattitude, som en Brøndbyfan sagde det i går.

Her blev han genforenet med Johan Elmander og Thomas Kahlenberg, der også var på holdet dengang i 2005, og sammen gik de under betegnelsen »De Tre Konger«. Udadtil et larmende trekløver, men indadtil var Daniel Agger stadig den stille fyr, der var taget af sted 10 år forinden.

Ikke typen, der sagde noget på spillermøderne, medmindre han blev spurgt, men næsten umærkeligt fik han drejet på knapperne. Ny mad i frokostbuffeten. Taktiske justeringer. Sociale arrangementer helt eller delvist finansieret af ham selv, som dengang han uden at sige det til nogen havde betalt middagen for en gruppe af truppens yngste spillere, der stadig løb rundt på små kontrakter.

Fik han rykket noget? For lidt. Skader begrænsede hans spilletid, han blev vist aldrig tilfreds med sit niveau, og langsomt døde det projekt, han kom hjem til. Pengene forsvandt. Jan Bech Andersen sadlede om, og til næste år skal de spare. Daniel Agger har valgt, at det bliver uden ham.