Aftale splitter christianitter

Trods optimisme fra christianitternes kontaktgruppe over normaliseringsaftalen med staten, frygter beboerne i de nedrivningstruede huse langs med voldene for deres fremtid i området.

Ann Hyltoft Malmos har i tre år boet i huset på kanten af Christiania. Selvom hun er blevet tilbudt en lejlighed i den indre by, kan hun ikke forestille sig en dagligdag andre steder for sig selv og sine to børn. Foto: Jan Jørgensen. Fold sammen
Læs mere

Fire års konflikt mellem Christiania og den danske stat nåede fredag et vendepunkt, da områdets beboere indgik en aftale med Slots- og Ejendomsstyrelsen, der bl.a. betyder, at Realdania skal bygge nye boliger, der harmonerer med Christianias nuværende arkitektur, og at en fondskonstruktion bliver fristadens nye ejer. Aftalen indebærer, at de 752 retssager som christianitterne kollektivt har anlagt mod staten, sættes i bero indtil den 1. juli næste år.

»Christiania er gået ind i denne proces for at finde ud af om rammen er rummelig nok til at indeholde Christianias nærdemokrati, mangfoldighed og spontanitet. Billedligt talt kan man sige, at vi har fået lov til at prøvekøre bilen og kigge under motorhjelmen, før vi skal købe den. Indtil i går havde vi kun fået lov til at se bilen udefra,« siger Klaus Danzer fra Christianias kontaktgruppe.

Hvis planen ikke har tilstrækkelig opbakning blandt Christianias beboere den 1. juli næste år, genoptages retssagerne, siger christianitterne.

»Den 1. juli næste år bliver sandhedens time for Christiania,« siger Klaus Danzer, der dog er optimistisk hvad angår muligheden for at den midlertidige aftale kan føre til en endelig aftale til næste år, hvilket vil betyde, at retssagerne frafaldes.

»Min optimisme skyldes, at det over fire år er lykkedes os at få staten til at strække sig meget langt,« siger han.

Holder solidariteten?
Det er dog ikke alle på Christiania, der klapper i hænderne over aftalen. Langs med voldene i Christianias udkant ligger der 55 træhuse, der ikke er omfattet af den indgåede aftale, men har deres egne individuelle retssager kørende mod Slots- og Ejendomsstyrelsen. De er ganske vist også her stillet i bero indtil den 1. juli 2008, men selvom resten af Christiania ifølge køreplanen skal indgå en aftale om knap et år, er det ikke nødvendigvis sikkert, at de 55 huse får lov at blive liggende.

Det forhold bekymrer 33-årige Ann Hyltoft Malmos, og derfor gav hun kun modstræbende sin opbakning til aftalen. I tre år har hun boet i et af de omstridte træhuse, sammen med sin seks-årige Vera My, fire-årige Manfred og kattene Hr. Bumle og Miss Rumle.

»Myndighederne har haft held med at så splid mellem christianitterne, hvilket smerter mig meget. De retssager, som beboerne ved voldene har anlagt, kører minimum to eller tre år endnu, og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvor vi står henne, hvis retten afgør at husene skal væk, mens det øvrige Christiania er godt på vej til at blive »normaliseret«. Hvor solidariske er mine venner i det øvrige Christiania så i stand til at være, når de selv har fået deres på det tørre? Jeg ønsker ikke at være mistroisk, men almindelige menneskelige mekanismer fungerer på samme måde på Christiania som alle andre steder,« siger Ann Hyltoft Malmos.

Hun mener dog stadig, at Christiania er noget særligt og besidder en solidarisk ånd, men hun frygter, den kan forsvinde i normaliseringsplanerne. For tre år siden blev hendes mand Karsten ramt af en uhelbredelig hjernesvulst, og i den forbindelse blev familien tilbudt huset ved voldene af Christianias fællesskab, ligesom der blev samlet ind, så Ann kunne passe sin mand i den sidste periode af hans liv og få hjælp til børnepasningen.

Tror på enighed
Christiania har gennem alle årene været styret af et såkaldt konsensus-demokrati, der forudsætter at alle i princippet skal være enige om alle beslutninger. På trods af de skeptiske voldbeboere, mener Klaus Danzer fra Kontaktgruppen, at der nok skal blive enighed om aftalen:

»Christiania vil ikke kunne tåle, hvis der er en stor del af os, der ikke er tilfredse med den, selvom der altid være enkelte, som ikke kan blive tilfredse. Jeg regner med, at vi opnår konsensus om det her. Og det øjeblik, vi indgår en endelig aftale med staten, så mener jeg personligt, at beboerne i voldhusene kommer til at stå meget stærkere, end de gør nu. Det kunne jo tænkes, at staten til den tid ville have en større forståelse for, at de huse skal blive stående.«

Det håb vil Ann Hyltoft Malmos gerne bevare. Hun har nemlig ikke evnen til at forestille sig at skulle flytte fra det lille røde træhus ved Stadsgraven: »Vi kan ikke rejse fra dette hus. Karsten er her jo!« siger hun og peger op mod vinduet, hvor Karsten stod og spillede klarinet i de sidste måneder af sit liv. Med en udsigt til en af de smukkeste og landligste bypartier i hovedstaden.