Aftale om skoler og institutioner i København

Politisk forlig betyder lukning og sammenlægninger af skoler og institutioner i København. Det skyldes, at der skal findes besparelser for næsten 300 mio. kr.

Socialdemokraterne, De Radikale og Socialistisk Folkeparti nåede tirsdag middag til enighed om en plan for, hvorledes en række af de mindste skoler og institutioner i København enten sammenlægges eller nedlægges.

De voldsomme ændringer er i det politiske og administrative blevet "markedsført" som en såkaldt strukturtilpasning. Primært gennemføres de som følge af en kaotisk økonomi inden for kommunens børne- og ungeforvaltning.

Her mangler der næsten 300 mio. kr. for at få næste års budget til at hænge sammen.

Forliget præsenteres tirsdag eftermiddag på et pressemøde på Københavns Rådhus. Det indebærer formentlig, at også kommunens øvrige forvaltninger skal bidrage til besparelserne.

Lederne af de berørte skoler og institutioner orienteres i løbet af dagen.

/ritzau/