Afsløringer fra skrivebordet

Eftersom kommunerne ikke har lov til at udspionere borgerne, er de nødt til at jage SOCIALE BEDRAGERE ved at bruge de oplysninger, som de har i forvejen. Og snyderne findes i alle samfundslag, siger en kontrolmedarbejder.

Hvis du er enlig forsørger, hvorfor holder den samme røde håndværkerbil så uden for dit hus hver nat?

Hvorfor står der tre par herresko i entreen?

Og hvorfor er der aldrig lys i det kælderværelse, hvor ham håndværkeren har folkeregisteradresse?

Den slags spørgsmål ville hurtigt kunne afsløre en familie, der begår socialt bedrageri, men dem må kommunen ikke stille.

»Vi arbejder ud fra CPR-lovens regler, og det vil sige, at vi bruger Folkeregistret til at sammenholde med oplysninger, som vi får fra andre dele af kommunen. Vi kan eksempelvis sammenkøre folkeregistret med BBR-registret, men det foregår alt sammen ved skrivebordene. Vi må ikke tage hjem til folk,« siger daglig leder af den såkaldte kontrolgruppe i Københavns kommune Per Stevnsborg.

Faktisk må de ikke engang tale om socialt bedrageri, siger han, men om »uretmæssig modtagelse af sociale ydelser«. Bedrageri er en sag for politiet, og det sker kun i sjældne tilfælde, at snyd med sociale ydelser bliver til en politisag.

Oftest sker der blot det, at kommunen standser udbetalingen af de sociale ydelser og i grove tilfælde kræver tidligere udbetalinger refunderet.

Alligevel afslørede Per Stevnsborgs seksmandsgruppe sidste år så mange eksempler på fusk med børnetilskud, boligsikring, fripladser i daginstitutionerne og andre offentlige ydelser, at den sparede de offentlige kasser for 15 mio. kroner alene det første år efter afsløringerne.

Også i Århus tjener medarbejderne i kontrolgruppen så rigeligt deres egen løn ind, fortæller Karsten Jepsen, og her har man netop besluttet at udvide gruppen fra fem til otte medarbejdere.

»Vi får godt 100 sager om året. Det er typisk proformaflytninger, hvor manden har en dækadresse, og kvinden derefter kan få børnetilskud, boligstøtte og friplads i daginstitutionerne. Vi gennemgår knap halvdelen, og der lykkes det os at få manden hjem på den rigtige adresse,« siger han.

Ofte indkaldes kvinden til en samtale, og sommetider bliver hun bedt om at medbringe kontoudtog fra banken, der kan afsløre, hvis hun deler økonomi med en mand.

»Vi kunne utvivlsomt finde mere, hvis vi gik ind og så på nogle bestemte typer af lejligheder, deres antal af værelser og tilmeldte beboere. Men vi har nok at se til,« siger Karsten Jepsen.

I Høje-Taastrup anslår chefen for kontrolgruppen Ole Seidling, at hver fjerde modtager af offentlige ydelser, der er tiltænkt enlige forsørgere, snyder sig til pengene. Måske endda halvdelen, og han fatter ikke, at kommunerne ikke gør mere for at afsløre svindelen.

»Det står langt nede på kommunernes dagsordener, og jeg tror ikke engang, at halvdelen overhovedet har sat folk til det. Men det er også en lang og besværlig sagsbehandling at afsløre folk, og det er samtidig hamrende kontroversielt. Nogle synes, det er at forfølge de svageste i samfundet, og der er sågar borgmestre, som har meldt ud, at der ikke findes snyd i deres kommune,« siger Ole Seidling.

Så godtroende er socialdirektør i Viborg kommune Claus Brandt ikke, men han erkender, at der reelt set er frit spil for socialbedragere i hans kommune.

»Vi har vurderet, at i og med at bevisbyrden er uhyggeligt svær at løfte, bruger vi ikke kræfter på at finde dem,« siger Claus Brandt.

»Hvis vi har vurderet, at en person ikke har været reelt enlig, har vi i stedet for at starte en sag om tilbagebetaling bare meddelt dem, at de fra den næste første i måneden ikke får nogen tilskud. Som regel har de ikke sagt noget til det – blot har manden skiftet adresse,« siger han.

Han har ikke skønnet omfanget af den slags snyd særlig stort, og han gisper nærmest i telefonen, da han hører om, at 25 eller måske 50 procent af de påståede enlige forsørgere skulle være snydere.

»Nej, det ville ikke være til at bære. Måske skulle vi se nærmere på det,« siger Claus Brandt.

Et godt råd vil være at se på alle typer af mennesker, lyder det fra en kontrolmedarbejder, der ikke vil have sit navn i avisen. Det skyldes, at hun er alene om opgaven i sin kommune og ikke ville bryde sig om at blive antruffet af socialbedragere, der måtte føle sig forurettede over at blive afsløret.

»Måske kunne man tænke om nogle grupper i befolkningen, at de kunne da ikke finde på at snyde. Eller at de ikke har brug for at snyde, men jeg har lært, at snyderne findes i alle samfundslag. Blandt de rige og de fattige, de kloge og de mindre kloge, dem med gode job og dem uden. Man skal bare være nysgerrig og bruge sin fantasi,« siger hun.

Sommetider kan det dog knibe med at få fantasien til at slå til, siger en af dem, der af og til ufrivilligt optræder som udlejer til sociale bedragere, nemlig Jens Svendsen fra Låsby.

Han får tit opringninger fra folk, der vil leje et værelse eller en lejlighed, som de ikke skal bo i, siger han.

»Det er helt almindeligt at købe en dækadresse til 500 eller 1.000 kroner. Især i de kommuner, der sløver, og hvor politiet drikker kaffe. Det siger jeg nej til. Men så kan de finde på at flytte ind i et af mine tomme huse – altså på papiret. Den er stensikker, når de i telefonen spørger indgående til både adresse og postnummer.«

Ifølge Jens Svendsen opdager han det ved, at kommunen efter nogen tid beder ham bekræfte, at den og den bor i huset.

»Og så må jeg jo derhen og se, om hans navn står på postkassen – og så sætte et kryds over og skrive til kommunen, at jeg ikke aner, hvem den mand er.«