Afsked

Mens mange politikere i disse uger kæmper en hård kamp for at blive valgt til Folketinget, har nogle få besluttet ikke at genopstille. Vi har spurgt, hvilke aftryk tre af de mest markante har sat sig.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun er det smukkeste eksempel på det, vi kalder vildtvoksende venstremænd.

Birthe Rønn Hornbech (V), 71 år. Folketingsmedlem 1984-87 og 1990-2015.

Birthe Rønn Hornbech. Foto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere

Fortalt af Bertel Haarder (V): Birthe er sin egen, ligesom den lille kat på vejen. Hun er en Rasmine-modsat, som godt kan lide at mene det modsatte af, hvad de fleste mener. Når hun sætter sig noget for, kan vi sige, hvad vi vil – Birthe rokker sig ikke.

Jeg kan huske engang, hvor jeg skulle ind til hende i sådan en situation. Jeg bankede på og sagde »kære Birthe, det er Bertel«, og så blev jeg lukket ind i cigartågerne. Så vidt jeg husker, havde hun en kæde for døren. Hun vil selv bestemme, hvem der kommer ind, og det forstår jeg i og for sig godt. Min dør bliver tit lukket op af journalister, og nu er jeg jo et venligt gemyt, så jeg snakker altid med dem, men det gør Birthe ikke. Hvis man ikke har en aftale, så kan man godt gå.

Birthe er god til at bryde stemningen, når den bliver indforstået og præget af forudfattede meninger, men hendes facon er ikke ligefrem inkluderende. Birthe vil hellere være skarp kritiker end samlende. Hun er dygtig til at være oppositionspolitiker og indpisker, men også til at være i et regeringsparti. Hun tør sige noget til ministrene og de, der udnævner ministrene, og det har passet hende fint at sige nej til en ministerpost i årevis. Jeg tror faktisk, at hun ærgrer sig lidt over, at hun ikke blev ved med at sige nej.

Hun har betydet meget for Venstre, for hun er det smukkeste eksempel på det, vi kalder vildtvoksende venstremænd- og kvinder. Det er dem, der deler Venstres liberale holdninger, men som man i øvrigt ikke kan sætte i nogen som helst bås. En vildvoksende venstrekvinde med egne meninger, som ikke vil være stemmekvæg, og som også vil have lov til at støtte dem, der plejer at være modstandere. Hendes finest hour var, da hun som den eneste borgerlige stemte imod den Tvind-lov, der senere faldt i Højesteret.

Birthe og jeg har meget tilfælles. Vi er meget grundtvigske, elsker den danske sangskat, tilhører højskolevenstre og er begge meget kirkeligt interesserede. Og havde Birthe villet, var hun blevet kirkeminister i stedet for mig i 2005.

Jeg vil huske Birthe for hendes skarpe tunge, hendes gode, juridiske hjerne, hendes højskolesind og tidlige klarsyn, når det gælder udlændingepolitik.

Thomas Larsen om Birthe Rønn Hornbech:

Største sejre: I sine bedste år var Birthe Rønn Hornbech kendt som parlamentarikeren, der konsekvent stod vagt om idealerne bag vores folkestyre og rejste vigtige principielle debatter. Hun formåede på det tidspunkt at samle tilhængere på tværs af partiskel, også når hun skrev væsentlige debatbøger.

Største nederlag: Birthe Rønn Hornbech sagde først nej, men accepterede senere at blive udnævnt til minister. Det var en fejl. For det indledte en barsk periode, hvor der blev slået skår af hendes troværdighed og popularitet.

Han er en klippe, som man kan støtte sig op ad, men også slå sig på.

Per Stig Møller (K), 72 år. Folketingsmedlem 1984-2015.

Fortalt af Brian Mikkelsen (K): Per var det intellektuelle fyrtårn i partiet, da jeg var formand for Konservativ Ungdom, og det er han stadigvæk. Han er en klippe, som man kan støtte sig op ad, men også slå sig på, hvis man er uenig med ham. Han har en kolossal erfaring og et intellektuelt overblik som ingen andre.

Han deler gavmildt og generøst ud af sin viden og sine erfaringer. Så sent som da valget blev udskrevet i onsdags, var han lige inde og give et par råd til Søren Pape og mig om, hvordan han synes, vi skulle håndtere de politiske udfordringer. Han er et fantastisk eksempel på, at det ikke er alder, der er afgørende for, om man har visioner, idealer og ideer. Per er jo stadig en, der ser ud i og tror på fremtiden.

Per er god til at perspektivere og analysere på en anderledes måde, end vi andre kan. Han har en international dimension, som gør, at han altid kan komme med nogle gode erfaringer og fortælle, hvordan man tidligere har håndteret en lignende situation. Han har også en historie, som er interessant, i og med at han jo selv er ud af en konservativ familie, og det betyder, at han kan drage paralleller til eksempelvis tidligere VK-regeringer.

Jeg har lært rigtig meget af Per, og hans historiefortællinger og erfaringer er noget, jeg vil tage med mig. Han ved, hvad han taler om, og gør det så konkret, at vi kan bruge det i dagligdagen.

Som udenrigsminister var Per enestående med sit overblik, og han fik virkelig tegnet en profil i forhold til Mellemøsten, ligesom han satte kæmpe konservative fingeraftryk på miljøpolitikken. Han har ægte konservativ karisma, der er kultur, ånd og en generationskontrakt forstået på den måde, at man bringer noget videre, som nogen lærer noget af og bygger ovenpå. Det er konservatisme og Per Stig Møller i en nøddeskal.

Jeg vil huske Per for hans udsyn, humor og stædighed. Han har været second to none gennem forskellige generationer og brydningstider, og for mig står han som en, der altid har været der og altid vil være der – en konservativ kæmpe.

Thomas Larsen om Per Stig Møller:

Største sejre: Per Stig Møller fik sit store folkelige gennembrud som en dygtig og populær udenrigsminister i Fogh Rasmussen-regeringerne. Som en af Folketingets få intellektuelle har han desuden magtet at opbygge et stort forfatterskab med roste biografier om bl.a. Kaj Munk.

Største nederlag: Per Stig Møllers tid som konservativ leder blev uhyre dramatisk, kort og kaotisk, og krisen hos liste C var med til at punktere Uffe Ellemann-Jensens drøm om at blive statsminister i 1998 og give Poul Nyrup Rasmussen »four more years«.

Ole har aldrig været bange for at sige, hvad han mener.

Ole Sohn (S), 60 år. Folketingsmedlem 1998-2014.

Ole Sohn. Foto: Torkil Adsersen Fold sammen
Læs mere

Fortalt af Astrid Krag (S): Ole og jeg har haft et rigtig tæt samarbejde, da han var formand for SFs folketingsgruppe, og jeg var næstformand. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med ham i de år, hvor vi gjorde SF parat til at kunne og ville regeringsansvaret med de mange forskellige politiske diskussioner og beslutninger, der lå bag det. Der tog han fat, og vi skulle et sted hen med projektet.

Ole har aldrig været bange for at sige, hvad han mener, og han er meget optaget af at få ting til at ske. En af Oles store kvaliteter er, at han ved, hvad han synes og mener i diskussioner. Han er god til at skære ind til benet. Alt er ikke lige godt, og alt kan ikke i lige høj grad lade sig gøre i den her verden. Det er der ingen, der er i tvivl om, når Ole har fremlagt sine synspunkter.

Ole er en lun og betænksom herre, som også ved, hvad der er vigtigt her i livet. Familien, børn og børnebørn og hjemlige projekter som hans pizzaovn og hjemmedyrkede chili. Jeg har altid beundret ham meget for at være i stand til – selv i et travlt arbejdsliv med meget taktik – at finde den ro, der betyder, at man kan bevare overblikket i pressede situationer.

Jeg hørte om morgenen, at Ole ville meddele, at han gik af som minister, så da jeg senere samme dag skulle til et møde med ham, købte jeg en lille gave. En kogebog med opskrifter til det italienske køkken. Madlavning har Ole insisteret på, ligegyldigt hvor travlt arbejdslivet kan være og ligegyldigt, hvor enormt vigtigt det, man står med politisk, er, så er der nødt til at være tid til mennesket, tid til familien og tid til at gå ned i gear og glæde sig over de små ting. Han har bekræftet mig i, at det er vigtigt at holde fast i nogle grundlæggende værdier, og at selv om vores arbejde på Christiansborg er ekstremt vigtigt, må det ikke æde os med hud og hår.

Jeg vil huske Ole som en af de kræfter, der var med til at sikre, at man så Socialistisk Folkeparti som en stabil kraft, der kunne være med til at tage ansvar for Danmark. Derudover som en utroligt god kollega, en god gruppeformand i de år, jeg var næstformand, og sød til at huske en på, at politik ikke er det eneste vigtige i livet.

Thomas Larsen om Ole Sohn:

Største sejre: Sammen med Villy Søvndal var Ole Sohn i høj grad arkitekten bag SFs historiske indtog i SRSF-regeringen i 2011, hvor han selv blev udnævnt til minister – med ansvar for dansk erhvervsliv.

Største nederlag: Hans fortid som formand for DKP kom til at forfølge ham som minister, da medierne satte fokus på hans viden om Moskvas skjulte økonomiske støtte til DKP. Dernæst måtte Sohn skuffet og dybt frustreret se til, mens SF brændte sig på magten og til sidst tumlede ud af regeringssamarbejdet.