Afskaffelse af formandstitel viser, at moderne feminisme er blevet en kamp for mere diskrimination

I et forfejlet forsøg på at fremme ligestilling ender man med at gøre det præcis modsatte – nemlig at gøre en titel, som historisk har tilhørt mænd, til at blive ved med det. Er det ikke endnu bedre, at formandstitlen både kan besiddes af mænd og kvinder, fordi det ikke er mere end det – en titel?

»Når det nu er i orden for kvinder at bruge titlen forkvinde, men titlen formand fordømmes for at være for kønnet, kortslutter det for mig,« skriver Cille Hald Egholm. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I Hvidovre Kommune har de – heldigvis – lige nedstemt et forslag om, at formandstitlen skulle erstattes med enten forkvinde eller forperson. I Københavns Kommune blev der sidste år vedtaget et lignende forslag, så titlen »formand« ikke længere må bruges i Borgerrepræsentationens udvalg.

Det kan virke en smule latterligt, når man stiller sig imod et forslag om at ændre noget så simpelt som en titel. En bagatel, endda. Mange vil hævde, at det er ubetydeligt, hvorvidt man tiltales formand, forperson eller forkvinde. Selvom jeg respekterer, at nogle formænd hellere vil tiltales forkvinde eller forperson, kan jeg alligevel blive en smule forarget. For mig er det først, når titler ændres til eksempelvis forkvinde, at de gøres kønnede. Hvis de mænd, som i hundredvis af år har siddet på magten, har været formænd, er det bedste i et ligestillet samfund så ikke at bruge den titel uagtet køn?