Afhøringsrapporter bakker op om matchfixing-anklage

Omstridte afhøringrapporter om matchfixingsag kan bruges i byretten, har dommeren besluttet. Anklager Per Justesen begynder at læse op af afhøringrapporterne, som de tiltalte ikke længere ønsker at stå ved.

Foto: Mads Nissen

De to tiltalte i Danmarks første matchfixingsag undsiger deres egne forklaringer afgivet i afhøringrapporter. Byretten i København beslutter, at rapporterne må indgå som bevis i sagen. Den afgørelse er kæret til Østre Landsret af de to tiltaltes advokater.

Anklager Per Justesen begynder at læse op:
I begyndelsen var MT en helt almindelig storgambler. Han levede af sine væddemål på lovlig vis, fremgår det af afhøringsrapporter.

En dag blev MT kontaktet af en barndomskammerat, AB, der er sigtet i sagen. Bandomskammeraten overtalte i første omgang MT til at være med i et fix i en kamp mellem klubberne Frem og Kolding. Det blev planlagt at københavnerklubben skulle tabe, men fixet endte med ikke at gå hjem, lyder påstanden i afhøringsrapporten.

Senere blev barndomsvennen AB kontaktet af spillere fra Hvidovre IF, der ønskede at tabe med vilje. Kampen mellem Hvidovre IF og FC Hjørring, hvor Hvidovre endte med at tabe 4-2, skulle tjene som bevis for, at "MT kunne kontrollere kampen". Kampen blev fulgt med interesse af et asiatisk spillefirma, som MT arbejdede sammen med. MT var selv taget til Nordjylland for at overvære kampen, fremgår det.

»Alle mål blev scoret på hjørnespark, eller fordi målmanden lagde sig ned,« har MT udtalt til politiet. Der blev i følge MTs forklaring lukket for spil på kampen af blandt andet Danske Spil.

På kampen mellem Hvidovre IF og FC Hjørring blev der ikke gamblet hos det asiatiske spilleselskab, der senere viser sig at spille en central rolle i sagen. Til gengæld bliver der placeret væddemål hos både Danske Spil og andre spilleselskaber. MT har forklaret politiet, at der blev spillet mellem 90.000-100.000 kroner på kampen.

Hvidovres målmand, Lasse Krogh, er sigtet i sagen, men der gælder ikke  navneforbud for ham. Lasse Krogh kontaktede MT, fordi fodboldspillerne fra Hvidovre var interesseret i at smide endnu en kamp, fremgår det af forklaringen i afhøringsrapporten, som Justesen læser op af.

Kampen mellem Hvidovre IF og Vejle blev udset. Denne gang ville MT rejse til Macau for at mødes med det asiatiske spillefirma, der selv ville spille på kampen, har MT forklaret. Spillerne kom til MTs lejlighed, og det blev aftalt, at Hvidovre skulle tabe med to mål mod Vejle. Spillerne skulle have 150.000 kroner for at tabe, fremgår det af afhøringsrapporten.

MT satsede både penge i Macau og i Danmark, fremgår det videre. Efter kampen blev han udbetalt penge i hånden, resten fik han som en pengeoverførelse via internetbanken MoneyBookers.

MT har ogå forklaret, at kun to kampe blev matchfixet, fordi Hvidovre rykkede ned. Det asiatiske selskab ville gerne samarbejde mere, men det skete ikke, lyder det.

Massevis af penge

Anklagen om matchfixing bliver bakket op af en afhøring, som den anden tiltalte i sagen, NN, har afgivet til politiet i efteråret 2012. Han har forklaret til politiet, at Hvidovrespillerne flere gange er kommet i deres fælles lejlighed.

»Afhørte forklarede, at det ikke var svært at gætte, hvorfor de kom. De skulle tabe en kamp med vilje. Han kendte ikke spillerne,« læste Per Justesen op af afhøringsrapporten, der fortsatte:

»Afhørte fik besked på, hvilken kamp, MT og AB tog til Macau for at spille på. De tog afsted med 20-25.000 kroner. MT snakkede om, hvor mange penge man måtte tage med til Kina. Han var helt sikker på, at kampens resultat var aftalt,« fortsætter Per Justesen.

NN skulle tage til Vejle og opdatere MT, der befandt sig i Macau under kampen. Afhørte forklarede, at han satte 10.000 kroner på, at Hvidovre skulle tabe. Hver gang der blev scoret, sendte han SMS til MT i Macau. Da MT kom hjem, fortalte han, at MT og AB var blevet behandlet rigtig godt af de asiatiske værter, fremgår det videre af afhøringsrapporten, som anklager Per Justesen læser op af.

Også den kontante afregning husker NN. Der var en ordentlig stak penge på sofabordet i NN og MTs lejlighed.

»Det så voldsomt ud. Det var så mange penge, at man skulle bruge begge hænder tli at samle dem sammen. Folk var glade i lejligheden, og spillerne gik igen. Afhørte kendte kun til denne ene kamp, der skulle være aftalt,« berettede Per Justesen.