Afghanistan-mission bliver farligere

De danske soldater i det sydlige Afghanistan skal være forberedte på større modstand – inklusive flere terrorangreb – fra Taleban-militsen. Det fremgår af ny regeringsrapport.

Der kommer flere angreb på danske soldater i Afghanistan, fastslår en ny rapport. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Selv om der er dødsensfarligt i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan, skal de over 500 udsendte danske soldater forberede sig på en endnu værre sikkerhedssituation.

Det fremgår af en ny rapport, som regeringen onsdag offentliggør om indsatsen i Helmand i 2008.

»Forventningen er, at de asymmetriske angreb og egentlige terrorhandlinger rettet mod militære såvel som ikke-militære mål vil fortsætte og muligvis blive intensiveret,« hedder det i rapporten, som onsdag skal drøftes i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

Advarslen kommer på et tidspunkt, hvor NATO ellers rapporterer om flere afgørende sejre over talebanerne. For nylig blev byen Musa Qala således tilbageerobret fra den islamistiske milits. Men NATO-styrkernes fremmarch har fået Taleban til at satse på »asymmetriske angreb og rene terrorhandlinger« fremfor regulære kampe. Ti danske soldater har mistet livet i Afghanistan siden 2002.

Ifølge regeringen kan kampen mod Taleban ikke vindes med militære midler alene. Det gælder om at vinde lokalbefolkningens tillid gennem massiv genopbygning, så afghanerne vender sig mod Taleban-militsen. Men det er nemmere sagt end gjort, påpeger rapporten.

»Selv om kun et mindretal i lokalbefolkningen direkte støtter de voldelige grupper, kan alle disse grupper trække på en varierende grad af støtte fra dele af lokalbefolkningen. Dette skyldes traditionelle loyalitetsbånd, sammenfaldende økonomiske interesser samt frygt og trusler,« hedder det blandt andet.

Rapporten viser ifølge Dansk Folkepartis Søren Espersen, at alle kræfter skal bruges på at nedkæmpe Taleban frem for på genopbygning, så den danske styrke kan blive trukket ud: »Det bliver sværere og sværere for os at være med. Det samme gælder for den danske befolkning,« siger han.